En 16-årig dreng havde siden 1993 været anbragt i familiepleje. Sagen var herefter flere gange blevet behandlet i Børn og unge-udvalget med henblik på fortsat anbringelse.
Børn og unge-udvalget havde senest i efteråret 1998 besluttet, at drengen fortsat skulle være anbragt uden moderens samtykke samt besluttet at forlænge fristen for anbringelse uden for hjemmet til drengens fyldte 18. år i medfør af servicelovens § 43, stk. 2.
Under sagens behandling i Ankestyrelsen nedlagde moderens advokat påstand om, at fristen blev sat til den sædvanlige 1-års frist. Den 16-åriges advokat nedlagde påstand om at stadfæste den forlængede frist.
Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for en forlængelse af fristen efter § 43, stk. 2, ikke var opfyldt, idet det ikke var dokumenteret, at hensynet til drengen tilsagde at fristen skulle forlænges. Det var således ikke dokumenteret, at selve sagens behandling påvirkede den 16-årige.
Ankestyrelsen traf herefter afgørelse om, at sagen skulle genbehandles efter den sædvanlige 1-årige genbehandlingsfrist jf. servicelovens § 43, stk. 1, 1. pkt.
Den 16-åriges advokat indbragte herefter Ankestyrelsens afgørelse for Landsretten med henblik på at fristen for genbehandling blev sat til det fyldte 18. år.