Ansøger søgte i januar 1999 personligt tillæg til tandbehandling - i alt 908 kr. Kommunen gav afslag med henvisning til ansøgers formue.
Vedrørende ansøgers økonomiske forhold var det oplyst, at hun modtog 7.712 kr. månedligt i pension, varmetillæg og boligydelse. De faste udgifter var oplyst til 3.910 kr., hvortil kom udgifter til kost (oplyst til 2.166 kr. månedligt). Ansøgers formue var pr. 31. december 1997 (og pr. 31. december 1998) ca. 21.000 kr. I dette beløb indgik pensionsudbetalingen for januar måned det følgende år.
Nævnet var enig med kommunen i, at ansøger selv var i stand til at afholde udgiften til tandbehandling. Nævnet bemærkede endvidere blandt andet, at ved den økonomiske vurdering kunne kommunen anvende vejledende formuegrænser som udgangspunkt, dog kun under forudsætning af, at de kunne fraviges i det enkelte tilfælde. Nævnet havde intet fundet at indvende imod, at kommunen i forbindelse med den vejledende formuegrænse anvendte formueforholdene, således som de var opgjort ved den senest slutlignede selvangivelse. Nævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at det rent administrativt var praktisk for kommunen at anvende formueoplysninger, der var umiddelbart tilgængelige via kommunens skatteforvaltning.
Nævnet fandt imidlertid, at kommunen ved anvendelse af gamle formueoplysninger generelt burde tilbyde sine pensionister, at en fornyet vurdering af pensionistens berettigelse til personlige tillæg ville blive foretaget, såfremt pensionisten kunne godtgøre, at den aktuelle formue nu lå under den af kommunen fastsatte formuegrænse.
Nævnet fandt således, at det ved vurderingen af ansøgninger efter lov om social pension § 17, stk. 1, må være udgangspunktet, at det er den aktuelle formue på ansøgningstidspunktet, der skal ligge til grund for vurderingen.
Nævnet havde intet fundet at bemærke imod, at kommunen i formuegodtgørelsen medtog den udbetalte pension for januar måned i det følgende år. Nævnet bemærkede imidlertid, at der for så vidt angik netop udbetalt pension skulle tages højde for, at en del af pensionen skulle anvendes til betaling af boligudgifter samt andre faste månedlige udgifter, herunder også udgifter til underhold.
Det fremgik af sagen, at der i kommunen var truffet politisk beslutning om, at personlige tillæg efter § 17, stk. 1 ikke kunne udbetales til enlige pensionister, hvis formue oversteg 20.000 kr. Der var desuden truffet politisk beslutning om, at formuegrænsen, der anvendtes ved bedømmelsen af, om der kunne udbetales personlige tillæg, altid fulgte den senest slutlignede selvangivelse. I hele 1999 var det således formuen pr. 31. december 1997, der anvendtes.
Kommunen havde yderligere oplyst, at den havde taget højde for, at der i den likvide formue indgik pension, udbetalt pr. 31. december, og at denne friholdtes til dækning af faste månedlige udgifter. En enlig pensionist ville dog fortsat have en likvid formue på mellem 12.000 og 13.000 kr.
Kommunen havde på baggrund heraf vurderet, at enlige pensionister med en likvid formue på 20.000 kr. ikke kunne betragtes som særligt vanskeligt stillet økonomisk. Dette skulle samtidig ses i relation til, at de ydelser, der ud fra den likvide formue, automatisk udløste personlige tillæg i henhold til § 17, stk. 1, oftest var mindre enkeltudgifter.
Kommunen havde desuden oplyst, at hovedreglen om anvendelse af den senest slutlignede selvangivelse kunne fraviges i ganske særlige tilfælde, hvilket var uddybet i kommunens brev af 11. oktober 1999 til nævnet, hvorefter fravigelse kunne ske, såfremt der dokumenteredes en nedbringelse af formuen på grund af nødvendige boligforbedringer eller udgifter i forbindelse med tab af ægtefælle. Dette var telefonisk uddybet, således at der også ville ske fravigelse ved dokumentation af f.eks. større udgifter til f.eks. tandbehandling, mens nedbringelse af formuen på grund af løbende forbrug ikke ville medføre fravigelse af udgangspunktet.
Kommunen havde endvidere oplyst, at såfremt der søgtes om personligttillæg til større udgifter - f.eks. mere omfattende tandbehandling ville der blive foretaget en konkret vurdering af de økonomiske forhold (indtægter, udgifter, formue, nødvendigheden af det ansøgte), selv om formuen oversteg 20.000 kr.
Det fremgik desuden af kommunens brev til nævnet, at kommunen på baggrund af det oplyste om ansøgers formue og udgiften til tandbehandling havde vurderet, at hun ikke kunne anses for at være særlig vanskeligt stillet økonomisk. I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det ønskedes, at Ankestyrelsen tog stilling til, hvilket formuegrundlag en kommune kunne eller skulle anvende til beregning af personlige tillæg efter § 17, stk. 1, om januar måneds pension indgik i dette formuegrundlag og i givet fald på hvilken måde januar måneds pension indgik - med det fulde beløb eller om man forinden skulle fratrække faste udgifter og udgifter til kost.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilket formuegrundlag, der skal indgå i formuevurderingen, når der søges om personligt tillæg - herunder om der var foretaget en samlet konkret vurdering af indtægtsforholdene, herunder størrelsen af den sociale pension og alle andre indtægter og formue - sammenholdt med størrelsen af de rimelige og nødvendige udgifter, det vil sige et konkret skøn.
