Ankestyrelsens principafgørelse R-18-00

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

30-05-2009

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 9a, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 90 af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - pkt. 89

Sagen drejede sig om en mand, der var i misbrugsbehandling på en behandlingsinstitution beliggende i B kommune i perioden 27. juni 1996 til 1. november 1998, hvor han blev endelig udskrevet fra institutionen.

Ca. et år før han blev endelig udskrevet fra institutionen, var han flyttet i egen lejlighed i B kommune udenfor behandlingsinstitutionens regi. Forud for opholdet på behandlingsinstitutionen boede manden i A kommune.

A kommune iværksatte den 1. august 1998 erhvervsplan. Erhvervsplanen bestod i, at manden blev ansat 37 timer ugentligt i en arbejdstræning med løntilskud og samtidig deltog i et deltidsstudie.

Da revalideringen forløb planmæssigt også i månederne efter endelig afslutning på behandlingsinstitutionen, overgav A kommune sagen til B kommune den 1. april 1999.

B kommune anmodede herefter A kommune om refusionstilsagn pr. 1. april 1999 for udgifter efter lov om aktiv socialpolitik.

A kommune meddelte afslag på at yde refusion. B kommune påklagede afgørelsen til det sociale nævn.

Nævnet fandt, at A kommune ikke var forpligtet som betalingskommune efter § 9a i lov om retssikkerhed og administration.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at klienten efter udslusning til almindelig bolig ikke længere havde ophold i en bolig eller boform, der kan sidestilles med de boformer m.v., der er nævnt i § 9a.

Nævnet lagde til grund, at A kommune fra 1. august 1998 har iværksat en revalideringsplan for klienten i form af arbejdsoptræning som pedelmedhjælper med løntilskud samt støtte til deltidsstudie.

Nævnet lagde vægt på, at klienten var endelig afsluttet og udskrevet fra misbrugsinstitutionen den 1. november 1998 efter udslusning til egen lejlighed i januar måned 1998.

Nævnet havde noteret sig, at der forud for ændring af reglerne om mellemkommunal refusion den 1. juli 1998, efter praksis var adgang til refusion fra en tidligere kommune, der havde iværksat en revalideringsplan.

Nævnet anførte, at denne praksis, som efter nævnets opfattelse ikke er videreført med reglen i § 9a, var begrundet i, at optagelse på en uddannelsesinstitution m.v. blev sidestillet med "optagelse i institution eller pleje i kommunen" efter de dagældende regler i bistandslovens § 11.

I klagen til Ankestyrelsen anførte B kommune bl.a., at de af A kommune igangsatte revalideringstiltag var et led i efterbehandling og handleplan og derfor var omfattet af refusionsbetingelserne, jf. retssikkerhedslovens § 9a.

B kommune anførte endvidere, at B kommune indbyggermæssigt er en lille kommune med mange behandlingsinstitutioner, hvortil mange kommuner og amter visiterer. I de fleste tilfælde indebærer behandlingen en udslusningsperiode, hvor den anbringende myndighed etablerer en revalideringsplan. Denne plan har B kommune pligt til at videreføre, når handlekommmuneforpligtelsen overgives til B kommune. Dette medfører selvsagt en væsentlig forøgelse af de sociale udgifter.

B kommune anførte tillige, at ca. 50% af de personer, der har gennemgået et behandlingsforløb, har brug for efterfølgende tilbagefaldsbehandling kort tid efter færdigbehandling og som regel under revalideringsforløbet, etableret som led i behandlingen, og da mange af de færdigbehandlede personer bosætter sig i B kommune, vil denne udgift også påhvile B kommune, hvis nævnets afgørelse fastholdes.

B Kommune vurderede, at lovens intentioner ikke er, at kommuner med flere behandlingssteder skal bære den økonomiske byrde i forhold til færdigbehandling og integration af personer anbragt på behandlingsinstitutioner, da det vil være en uforholdsmæssig skævvridning af den kommunale byrde og forpligtelse på det sociale område, og en byrde som B kommune ikke har nogen indflydelse på.

Udfra disse betragtninger vil stadfæstelse af nævnets afgørelse have store økonomiske og administrative konsekvenser for B kommune og andre kommuner med mange behandlingssteder.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der - efter indførelsen af retssikkerhedslovens § 9a - fortsat er adgang til mellemkommunal refusion, når en tidligere opholdskommune har iværksat en revalideringsplan.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune ikke var forpligtet til at yde B kommune refusion vedrørende udgifter efter lov om aktiv socialpolitik i forbindelse med revalidering af manden jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at manden ikke havde ophold i en bolig/boform omfattet af retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 1-7.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at manden i perioden 27. juni 1996 til 1. november 1998 var i misbrugsbehandling på en behandlingsinstitution i B kommune. Den 1. november 1998 blev han endelig udskrevet fra institutionen. På dette tidspunkt havde han i ca. 1 år boet i egen lejlighed udenfor institutionens regi.

Uanset at revalideringsplanen blev iværksat pr. 1. august 1998 af A kommune, der først overgav sagen til B kommune den 1. april 1999, hvor man havde konstateret, at revalideringsplanen forløb uden problemer, var der ikke grundlag for mellemkommunal refusion.

Efter § 9a, stk. 1, er retten til refusion fra en tidligere opholdskommune knyttet til, om den berørte person har ophold i en særlig boform omfattet af bestemmelsens nr. 1-7.

Det forhold, at manden havde haft ophold i en sådan boform, og at en revalideringsplan blev iværksat i forlængelse af opholdet, fandtes ikke tilstrækkeligt til at udløse refusion for udgifter i forbindelse med færdiggørelse af revalideringsplanen, efter at han var udsluset fra boformen til egen bolig.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fremgår af forarbejderne til retssikkerhedslovens § 9a (lovforslag nr. L 140 Folketingsåret 1998-1999, fremsat den 16. december 1998), at de situationer, hvor der var behov for refusionspligt vedrørende udgifter efter aktivloven, var situationer, hvor der samtidig ydes hjælp til en boform efter serviceloven, hvor der er adgang til mellemkommunal refusion (side 8 under generelle bemærkninger pkt. 5.2). Under de specielle bemærkninger til § 9a (side 12) fremgår, at der efter forslaget bliver adgang til refusion også for ydelser efter aktivloven i forbindelse med ophold i boformer m.v., der er nævnt i bestemmelsens stk. 1 og 2. Der henvises her til de generelle bemærkninger under pkt. 5.2.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at retssikkerhedslovens § 9a er en undtagelsesbestemmelse til hovedreglen om, at opholdskommunen er handle- og betalingskommune jf. § 9, stk. 1, og at lovens § 9a, stk. 3 fastslår, at kommuner udenfor de tilfælde, der er nævnt i stk. 1 og 2, indbyrdes kan aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1. På denne baggrund fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at foretage en udvidende fortolkning af § 9a, stk. 1´s anvendelsesområde.

Ankestyrelsen var opmærksom på B kommunes anbringende om, at mange personer, der har gennemgået et behandlingsforløb, bosætter sig i behandlingskommunen og efterfølgende ofte har behov for revalideringsforanstaltninger, hvilket indebærer en skævvridning af den kommunale byrde på det sociale område til ugunst for behandlingskommunen. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at ret til refusion

for afholdte udgifter i forbindelse med revalidering efter endt behandling og udflytning til egen bolig måtte forudsætte en klar lovhjemmel, som ikke er tilstede. Ankestyrelsen bemærkede, at retssikkerhedslovens § 9a, stk. 3 giver adgang til at aftale refusion.

Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område af 7. juni 2000, pkt. 89, er i overensstemmelse hermed.

Ankestyrelsen var således enig med nævnet i, at der - til forskel fra retstilstanden i medfør af bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1 - ikke længere er ret til mellemkommunal refusion, når en ny opholdskommune viderefører en revalideringsplan fastsat af en tidligere opholdskommune, medmindre borgeren har ophold i en boform, der er omfattet af § 9a, stk. 1, nr. 1-7.

Ankestyrelsen tiltrådte derfor det sociale nævns afgørelse.