Ankestyrelsens principafgørelse P-39-00

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 385 af 26. maj 2000 - § 14 og § 15

Sagen drejede sig om en nu 54-årig kvinde, der var uddannet frisør og havde været selvstændig i årene 1967-70 og 1975-80, hvor hun, efter egen oplysninger, ophørte på grund af gener med slidgigt i knæene og åreknuder. Hun var tidligere opereret for kalveknæ. Resultatet heraf var beskrevet som vellykket, men senere udviklede hun slidgigt i knæene. I 1975 og 1990/91 blev hun opereret for åreknuder.

Fra 1983 og 2½ år frem passede ansøger sit ene barn, der var blevet syg af kræft. Dette var en psykisk belastning for ansøgeren, der udviklede nogle angstproblemer. Barnet blev rask.

Ansøgeren modtog ikke kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i relation til det syge barn.

I 1987 begyndte ansøgeren at undervise i syning i aftenskolen. Dette gjorde hun frem til 1992, hvor hun ophørte med den begrundelse, at hendes knæ ikke kunne klare det mere. Hun havde i hele perioden arbejdet mellem 2-4 timer ugentlig.

I samme periode havde ansøgerens ægtefælle været ansat i en stilling med en årsløn på ca. 500.000 kr. Han blev senere arbejdsløs. Ægtefællen fik igen arbejde, men til en årsløn svarende til det halve af den tidligere.

Ansøgerens løn havde i arbejdsperioden svinget mellem en ugeløn på omkring 57 kr. til 363 kr. ialt højst 20.000 kr på årsbasis. Ved ansøgerens første ansøgning om førtidspension i 1995 blev hun bedømt som husmor. Hun fik afslag på sin ansøgning i 1996, og denne afgørelse blev ikke påklaget.

I 1997 fik hun konstateret fibromyalgi. Hun var svært overvægtig og blev indstillet til operation af sine knæ med henblik på at mindske smertetilstanden.

Hun søgte påny om pension, og kommunen gav i 1999 påny afslag, fortsat bedømt som husmor, med henvisning til, at ansøgeren havde mulighed for selv at tilrettelægge sin dag i hjemmet.

Ansøgeren påklagede afgørelsen og anførte, at efter hendes søns sygeperiode i 1986 havde hun så mange knæsmerter, at hun ikke kunne genoptage sit arbejde som frisør. Når hun ophørte med undervisning i 1992 skyldtes det dels generne i knæene og dels den tilkomne fibromyalgi. Ansøgeren mente, at hendes erhvervsevne burde have været bedømt i forhold til hendes tidligere arbejde som frisør, idet en supplerende arbejdsindkomst fra hende var blevet mere aktuel for familien siden 1998, hvor der var sket ændringer i ægtefællens indkomsforhold.

Nævnet besluttede ved sin afgørelse at ændre bedømmelsesgrundlaget til supplerende erhverv og husligt arbejde i eget hjem, og sagen blev hjemvist til ny afgørelse i kommunen på grundlag af det ændrede bedømmelsesgrundlag.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af bedømmelsesgrundlaget.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgerens erhvervsevne skulle bedømmes i forhold til husligt arbejde i eget hjem.

Begrundelsen var, at ansøgeren efter at have genoptaget erhvervsarbejde i 1987 kun havde haft arbejde i et ganske beskedent omfang, som ikke skønnedes at have udgjort et væsentligt bidrag til familiens økonomi.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøgeren i perioden 1987 til 1992 havde arbejdet mellem 2-4 timer ugentlig og det fremgik af indkomstoplysningerne, at hendes ugeløn omregnet til helårsbasis i perioden havde svinget mellem 57 kr. og 363 kr. månedlig. I samme periode havde hendes ægtefælle haft en årsindkomst på omkring 500.000 kr. Ansøgeren havde angivet, at hun var ophørt med at arbejde i 1992 på grund af helbredsgener.

Ankestyrelsen lagde til grund, at ved tilkendelse af pension skulle ansøger bedømmes i forhold til den måde, vedkommende hidtil havde anvendt sin erhvervsevne på.

Enlige skulle bedømmes i forhold til fuldtidsarbejde, mens gifte/registrerede partnere eller samlevende gennem længere tid, skulle bedømmes i forhold til fuldt erhverv, delvist erhvervsarbejde eller i forhold til husligt arbejde i eget hjem.

Ved valg af bedømmelsesgrundlaget supplerende erhverv, jf. bekendtgørelse om social pension § 21, stk. 2, skulle der have været tale om et ikke ubetydeligt supplerende erhvervsarbejde, som ikke var omfattet af bestemmelsen i § 21, stk. 1, hvorefter der til fuldt erhverv krævedes en ugentlig arbejdstid på 27 timer.

Bedømmelsen heraf beroede på en konkret vurdering af det ugentlige antal arbejdstimer samt indkomstens størrelse, set i forhold til familiens økonomi.

I tilfælde hvor en lille indkomst skønnedes at være et væsentligt bidrag til familiens samlede økonomi, kunne der konkret være indikation for at betragte selv et mindre erhvervsarbejde som supplerende erhverv. I andre tilfælde måtte det konkret vurderes, om den indtjening, der var opnået, i forhold til familiens økonomi måtte betragtes som lommepenge.

Erhvervsarbejdet måtte i den situation anses som bagatelagtigt, og der var belæg for at anvende bedømmelsesgrundlaget husligt arbejde i eget hjem.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse for så vidt angik valg af bedømmelsesgrundlag.

Ankestyrelsen hjemviste dog samtidig sagen til kommunen, til ny vurdering af ansøgerens pensionsberettigelse.

Ankestyrelsen lagde herved til grund, at sagen ikke var tilstrækkeligt lægeligt belyst til, at der kunne træffes afgørelse om ansøgers eventuelle pensionsberettigelse, men fandt, at hun forinden burde undersøges af en speciallæge i ortopædisk kirurgi med henblik på objektivisering af funktionsevnen i ryg og arme, ligesom hendes muligheder for at kunne klare lettere arbejde i overvejende siddende funktion, burde belyses.