Ankestyrelsens principafgørelse A-38-00

Der er kommet nye regler på området

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 266 af 12. april 2000 - § 95, stk. 1

Note:

*) Se også SM O-152-96 og SM O-21-98

En gift ansøger med 2 børn havde i 1988 fået bevilget støtte til uddannelse i henhold til den dagældende § 42 i bistandsloven.

Ifølge bevillingen blev terminsandelen ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 25, nr. 2. Herudover blev hjælpen det første år af uddannelsen ydet som rent tilskud og derefter som § lån, § tilskud. Pr. 1. oktober 1990 overgik ansøger til at modtage bruttorevalideringsydelse.

Ansøger opgav uddannelsen i 1992. Han fik herefter tilkendt mellemste førtidspension i 1993. Kommunen opgjorde den tilbagebetalingspligtige terminshjælp til 72.000 kr. Lånedelen, der ikke vedrørte termin, blev samtidig omkonteret til ikke-tilbagebetalingspligtig hjælp.

Ansøger søgte i 1997 kommunen om eftergivelse af gælden. Han havde indtil da betalt 300 kr. i afdrag om måneden på skatte- og revalideringsgæld. Han vedlagde et budgetskema, hvor både familiens samlede udgifter og indtægter var opgjort til 18.300 kr.

Kommunen gav afslag på anmodningen om eftergivelse af gæld, da der efter kommunens vurdering var mulighed for at afdrage et mindre månedligt beløb.

Efter ansøgers flytning fastholdt den nye opholdskommune det månedlige afdrag på 300 kr.

Den nye opholdskommune udarbejdede i forbindelse med afgørelsen et budget, der viste, at ansøger og hans ægtefælle tilsammen havde indtægter på 16.800 kr. pr. måned. De faste udgifter blev opgjort til 11.100 kr.

Kommunen bemærkede samtidig, at udgiften til skolefritidsordning evt. kunne dækkes af børneydelserne, hvilket ville give en større betalingsevne.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at ansøger efter flytningen fortsat kunne anses for at være i stand til at afdrage tilbagebetalingspligtig terminshjælp med et månedligt beløb på 300 kr.

Nævnet lagde vægt på det oplyste om familiens økonomiske forhold i form af en (samlet) månedlig nettoindtægt på 16.800 kr. eksklusiv børnefamilieydelser og godkendte faste udgifter på ialt 11.100 kr.

Nævnet bemærkede samtidig, at uanset, at børnerelaterede indtægter ikke skulle medtages i en beregning af ansøgers månedlige indtægter, så ville disse kunne tages med i vurderingen af ansøgers afdragsmuligheder, idet børnerelaterede udgifter som eksempelvis udgifter til skolefritidsordning, helt eller delvist måtte anses for at kunne dækkes af disse ydelser.

Nævnet bemærkede endvidere, at der ikke i den tidligere lov om social bistand, nu lov om aktiv socialpolitik, var hjemmel til at eftergive tilbagebetalingspligtig terminshjælp.

I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger bl.a., at nævnet efter hans opfattelse havde henvist til et forkert budget, og at han reelt ikke havde haft betalingsmulighed, siden han fik tilkendt pension.

Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM O-21-98 med henblik på afklaring af, om kommunen med rette kunne fastsætte en afdragsordning på baggrund af et samlet budget over familiens indtægter og udgifter i en situation, hvor det alene var den ene ægtefælle, der hæftede for den tilbagebetalingspligtige hjælp.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgers tilbagebetalingsevne ikke kunne vurderes som sket ved kommunens og nævnets afgørelse på baggrund af et budget over familiens samlede indtægter og udgifter.

Begrundelsen for afgørelsen var, at den udbetalte terminshjælp var ydet til ansøger, og at det derfor kun var ham, der hæftede for gælden.

Ankestyrelsen henviste herved til SM O-152-96, hvor Højesterets dom af 9. oktober 1996 er refereret. Ved dommen udtalte Højesteret, at der ikke var hjemmel i den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 25, nr. 2 til at lade den anden ægtefælle hæfte for den udbetalte terminshjælp.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen til ny vurdering af ansøgers betalingsevne for så vidt angik hele perioden siden familiens flytning til kommunen.

Ved vurderingen skulle der som udgangspunkt ske en ligedeling af ansøgers og ægtefællens rimelige faste udgifter i overensstemmelse med de angivne principper i SM O-21-98.

En ligedeling forudsatte dog, at der var tale om en udgift, der vedrørte begge ægtefæller.

Ligesom i afgørelsen, der lå til grund for SM O-21-98, burde der ved vurderingen af ansøgers betalingsevne tages hensyn til, at han havde forsørgelsespligt over 2 børn.

Som det fremgår af bl.a. SM O-34-88, SM O-128-96 og SM O-49-98 kunne børnefamilieydelse og børnetilskud ikke indgå i opgørelsen af ansøgers indtægter. Derimod kunne en del af udgifterne ved børnenes forsørgelse anses for at kunne dækkes af de modtagne børneydelser.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.