Ankestyrelsens principafgørelse D-17-00

Der er kommet nye regler på området

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 26, stk. 3

En kommune modtog den 25. august 1999 en anmodning om dagpengerefusion fra den 6. juli 1999.

Blanketten var underskrevet af arbejdsgiveren den 12. august 1999 og af lønmodtageren den 24. august 1999. Det fremgik af blanketten, at lønmodtageren fortsat var sygemeldt. Arbejdsgiveren havde tegnet forsikring efter dagpengelovens § 27.

Den 9. september 1999 meddelte kommunen, at der kunne ydes refusion fra den 25. august til den 31. august 1999. Kommunen afslog samtidig refusion fra den 6. juli til den 24. august 1999, fordi anmodningen var fremsat senere end 6 uger fra første fraværsdag.

Den 17. september 1999 havde arbejdsgiveren oplyst, at anmodningsblanketten om refusion straks efter arbejdsgiverens underskrift den 12. august 1999 blev videresendt til lønmodtageren. Blanketten skulle straks være videresendt, så den var kommunen i hænde den 16. august 1999. Desværre var medarbejderen ikke opmærksom herpå, hvorfor hun først sendte blanketten, så kommunen modtog blanketten den 25. august 1999. Det blev endvidere anført, at arbejdsgiveren havde barselsorlov og dermed ikke kunne følge sagen op, at lønmodtageren var den sædvanlige kontormedarbejder, og at tidsfristen for arbejdsgiverens fremsendelse af blanketten var rimelig. Lønmodtageren havde skriftligt tiltrådt arbejdsgiverens oplysninger.

I brev af 21. oktober 1999 havde arbejdsgiveren yderligere anført, at der samme dag, som blanketten blev sendt til lønmodtageren, blev ringet til hende. Det blev under telefonsamtalen understreget

at blanketten blev sendt til omgående videreekspedition. Det blev gjort gældende, at overskridelsen af fristen alene skyldtes medarbejderen.

Lønmodtageren havde ved brev af 25. januar 2000 endnu engang beklaget, at hun ikke fik videresendt den famøse anmeldelsesblanket til kommunen, så den var dem i hænde senest den 16. august 1999. Lønmodtageren havde bekræftet, at arbejdsgiveren den 12. august 1999 også nævnte, at hun skulle returnere sygeblanketten straks.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen var kommet i tvivl om, hvornår der var tale om, at det i det væsentlige måtte tilskrives lønmodtageren.

Kommunen havde på baggrund af pkt. 154 i Ankestyrelsens vejledning om syge- og barselsdagpenge oplyst, at kommunen havde vurderet, at arbejdsgiveren havde mulighed for skriftligt samtidig med at de sendte anmodningsskemaet til medarbejderen at gøre opmærksom på tidsfristen. På dette grundlag vurderede kommunen, at dokumentation skulle være skriftlig.

Nævnet fandt, at arbejdsgiveren havde ret til dagpengerefusion.

Nævnet pålagde kommunen at dispensere for fristoverskridelsen og yde dagpengerefusion for perioden fra den 6. juli til den 24. august 1999.

Nævnet var enig med kommunen i, at arbejdsgiverens anmodning om refusion blev indgivet efter udløbet af fristen på 6 uger efter første fraværsdag, jf. bekendtgørelse om dagpenge ved sygdom eller fødsel, § 18, stk. 1.

Nævnet fandt imidlertid, at betingelserne i bekendtgørelsens § 18, stk. 3, for at dispensere for fristoverskridelsen var opfyldt.

Nævnet havde herved lagt vægt på, at fristen for rettidig refusionsanmodning var tirsdag den 17. august 1999, at refusionsblanketten blev sendt til lønmodtageren torsdag den 12. august 1999, og at arbejdsgiveren under en telefonsamtale samme dag sagde til hende, at blanketten skulle returneres straks.

Nævnet fandt på baggrund heraf, at fristoverskridelsen i det væsentlige måtte tilskrives lønmodtageren.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af dispensationsadgangen, når overskridelse af fristen for anmeldelse af refusionskrav skyldes lønmodtagerens forhold, jf. dagpengelovens § 26 og § 27 sammenholdt med § 18, stk. 3, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998 om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Ankestyrelsen fandt, at der var grundlag for at se bort fra overskridelsen af anmeldelsesfristen på 6 uger i § 18, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998.

Begrundelsen for afgørelsen var, at overskridelsen af anmeldelsesfristen i det væsentlige måtte tilskrives lønmodtageren, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 3.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at fristen for rettidig refusionsanmodning var tirsdag den 17. august 1999, at refusionsanmodningen blev sendt til lønmodtageren torsdag den 12. august 1999, og at lønmodtageren under telefonisk samtale med arbejdsgiveren den 12. august 1999 blev orienteret om, at anmodning om refusionsanmodningen straks skulle videresendes til kommunen.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at lønmodtageren først havde underskrevet refusionsblanketten den 24. august 1999, og at hun efterfølgende havde beklaget, at hun ikke fik fremsendt blanketten senest den 16. august 1999.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at der ikke var oplysninger om forhold, der burde have givet arbejdsgiveren anledning til selv at anmelde refusionskravet ved direkte henvendelse til kommunen (forhold, der viste eller tydede på, at lønmodtageren ikke ville sørge for, at anmeldelsesblanketten blev afleveret rettidigt til kommunen).

Ankestyrelsen havde ved sagens behandling lagt til grund, at arbejdsgiveren ikke havde foretaget rettidig anmeldelse senest 4 uger efter 1. fraværsdag i henhold til § 17 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998. Fristen for anmeldelse af refusion var således på 6 uger.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.