Ankestyrelsens principafgørelse R-7-01

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 9a, stk. 1, nr. 2

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c, stk. 2 og § 9c, stk. 5

Note:

*)se også SM O-83-95

**)se også SM O-109-96

Der var tale om en ung mand, født i 1962, der havde været anbragt uden for hjemmet forskellige steder. Familien havde ophold i A kommune. Han blev senest anbragt på en institution i april 1998. Institutionen lovede i den forbindelse, at han ikke ville blive bortvist. I begyndelsen af juni 1998 blev manden imidlertid bortvist. A kommune tog herefter kontakt til amtskommunen, uden at dette førte til noget.

I begyndelsen af juli 1998 havde A kommune et møde med den unge mand og hans mor. Manden gav under mødet udtryk for at det eneste han ønskede var at flytte i egen bolig. Denne skulle dog ikke ligge i A kommune. Han ønskede ikke flere anbringelser. Han blev også henvist til ungdomspsykiater.

Den 16. juli 1998 var manden til samtale med psykiater. Han ønskede under samtalen ikke at samarbejde med psykiateren.

Den 13. august 1998 fik A kommune oplyst, at moderen ønskede manden anbragt.

I slutningen af august 1998 meddeler moderen A kommune, at hun pr. 1. oktober 1998 ville flytte til B kommune.

I de sidste dage af august 1998 tog kommunen kontakt med en virksomhed med henblik på om virksomheden kunne føre tilsyn med manden, hvis A kommune kunne finde en hybel til ham. Virksomheden ønskede dog ikke at gå ind i noget samarbejde, og det havde heller ikke været muligt for A kommune at fremskaffe en hybel.

Den 5. november 1998 henvendte moderen sig til B kommune, og anmodede om at manden blev anbragt, da hun ikke kunne magte at have ham hjemme. Han var bl.a. meget truende overfor sin bror.

Næste dag blev manden, der havde givet sit samtykke hertil, anbragt på en akutinstitution.

Den 30. november 1998 fik han bevilget et 3 måneders afvænningsophold på en "institution" i C kommune.

Ved brev af 8. januar 1999 anmodede B kommune om at A kommune gav refusionstilsagn vedrørende B kommunes udgifter til manden.

Ved afgørelse af 27. januar 1999 gav A kommune afslag på refusionstilsagn. A kommune anførte bl.a., at der ikke på fraflytningstidspunktet var planer om anbringelse uden for hjemmet i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11.

Ved brev af 15. april 1999 anmodede B kommune påny om refusionstilsagn fra A kommune.

Ved brev af 23. april 1999 meddelte A kommune, at man ikke havde yderligere at tilføje udover det anførte i afgørelsen af 27. januar 1999.

Ved brev af 27. maj 1999 klagede B kommune over A kommunes afgørelse.

Ved afgørelse af 9. december 1999 fandt nævnet, at A kommune var refusionspligtig. Nævnet lagde ved afgørelsen bl.a. vægt på, at A kommune inden fraflytningen havde truffet beslutning om hjælpeforanstaltninger, og at det måtte have stået klart for A kommune, bl.a. på grund af oplysningerne om mandens adfærd på institutionen, at en fornyet anbringelse ville være påkrævet.

Ved brev af 3. januar 2000 klagede A kommune over denne afgørelse, og anførte bl.a. at der ikke forinden fraflytningen var truffet endelig afgørelse om anbringelse.

Nævnet genoptog herefter sagen og traf ny afgørelse af 14. juni 2000.

Ved denne afgørelse fandt nævnet, at A kommune skulle refundere B kommunes udgifter til anbringelse efter servicelovens § 40 vedrørende anbringelse i døgninstitution den 6. november 1998 og fremefter.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet fandt, at det stod klart for A kommune, at en fornyet anbringelse ville være påkrævet. Nævnet fandt at en sådan anbringelse burde have været effektueret.

Nævnet lagde vægt på oplysningerne om mandens problemer på opholdssteder og i hjemmet. Nævnet fandt endvidere at den overvejede placering i hybel med tilsyn, ville have været en anbringelse uden for hjemmet i et omfang, der måtte sidestilles med døgnforanstaltning. Nævnet henviste til SM O-83-95 og O-109-96.

A kommune klagede til Ankestyrelsen og anførte bl.a., at sagen ønskedes behandlet ud fra SM O-13-99.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang, og under hvilke betingelser, en tidligere opholdskommune kan blive refusionspligtig, jf. retssikkerhedslovens § 9a, som følge af passivitet. Sagen blev således også behandlet med henblik på supplering af SM O-109-96.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune ikke skulle yde refusion til B kommune for B kommunes udgifter til anbringelse af manden uden for hjemmet. B kommune skulle således selv afholde disse udgifter.

Begrundelsen for afgørelsen var, at A kommune, på tidspunkt for familiens flytning til B kommune, ikke havde truffet beslutning om at iværksætte en anbringelse af manden uden for hjemmet.

Begrundelsen var også, at det ikke var åbenbart for A kommune, at kommunen burde have anbragt ham uden for hjemmet. A kommune havde således ikke udvist passivitet i en sådan grad, at dette kunne begrunde refusionspligt, jf. SM O-109-96.

Ankestyrelsen lagde vedrørende spørgsmålet om A kommune havde truffet en beslutning om at anbringe manden uden for hjemmet, vægt på det anførte i A kommunes journalnotater af 17. juni 1998, 9. juli 1998 og 2. september 1998. Det fremgik heraf, at efter at han var blevet bortvist fra det seneste anbringelsessted, havde A kommune først rettet henvendelse til amtskommunen, tilsyneladende uden resultat. A kommune havde derefter et møde med manden og hans mor. Af mødet fremgik det, at det eneste han ønskede, var at få sin egen bolig. Han ønskede ikke at blive anbragt igen. A kommune tog herefter, jf. journalnotat af 2. september 1998, kontakt med en privat virksomhed, med henblik på at de skulle føre tilsyn med manden, hvis A kommune kunne finde en hybel til ham. A kommune kunne ikke finde en hybel, og den private virksomhed var alligevel ikke interesseret i et samarbejde.

På denne baggrund vurderede Ankestyrelsen, at A kommune havde undersøgt forskellige muligheder for hjælp og støtte til manden, men der sås ikke at være truffet endelig beslutning, om hvilken form denne hjælp og støtte skulle have. Sammenholdt med SM O-83-95 og SM R-4-01 var der således ikke på dette grundlag stiftet en refusionspligt for A kommune.

Ankestyrelsen lagde vedrørende spørgsmålet om A kommune havde udvist passivitet, vægt på de ovenfor nævnte journalnotater. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på journalnotat af marts 1998, hvorefter de tidligere foranstaltninger, der har været iværksat overfor manden ikke havde kunne holde. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på journalnotater af 2. og 3. juni 1998, hvorefter han blev bortvist fra det seneste opholdssted.

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at det fremgår af ordlyden af retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, at det er en betingelse for refusionspligtens indtræden, at en tidligere opholdskommune har medvirket til, at en person får ophold i en af de boformer, der er nævnt i bestemmelsen. Som ovenfor anført havde Ankestyrelsen fundet, at denne medvirken foreligger allerede ved beslutningen om anbringelse, jf. SM O-83-95. Ved SM O-109-96, fandt Ankestyrelsen, at en tidligere opholdskommune også kunne blive refusionspligtig, hvis den ikke havde handlet, i situationer, hvor det var åbenbart, at kommunen burde have foretaget en tvangsanbringelse. I SM O-109-96 var denne betingelse dog ikke opfyldt.

På baggrund af ordlyden af retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, må det antages at refusionspligt som følge af passivitet, kun kan komme på tale i helt særegne tilfælde. Dette fremgår også af anvendelsen af ordet "åbenbart" i SM O-109-96.

I den konkrete sag kunne man se, at alle tidligere anbringelser af manden måtte opgives. Selv den seneste, hvor A kommune ellers havde fået oplyst, at man ikke bortviste de anbragte børn og unge. Manden havde heller ikke ønsket fornyet anbringelse. På denne baggrund kunne en fornyet anbringelse på "institution" ikke have fremstået som en reel mulighed for A kommune. Som det fremgik af journalnotater af 17. juni 1998, 9. juli 1998 og 2. september 1998, havde A kommune overvejet og undersøgt forskellige andre muligheder, der dog ikke var blevet til noget. Dette viste sig senest den 2. september 1998. På baggrund af dette forløb, og på baggrund af at familien den 1. oktober 1998 fraflyttede A kommune, sås A kommune ikke at have udvist en sådan passivitet, at dette kunne begrunde refusionspligt.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.