Sagen vedrørte anerkendelse af en højresidig tennisalbue hos en nu 48-årig kvinde.
Der var tale om en verserende retssag, som Ankestyrelsen havde genoptaget, fordi der under bevisførelsen i retssagen var fremkommet nye, væsentlige oplysninger. I retssagen var der nedlagt påstand om anerkendelse af dels højresidigt karpaltunnelsyndrom og dels højresidig tennisalbue. Ifølge sagens oplysninger var der ikke påvist et højresidigt karpaltunnelsyndrom hos kvinden. Ankestyrelsen havde derfor kun genoptaget spørgsmålet om anerkendelse af tennisalbuelidelsen.
Kvinden havde i to perioder fra 1971-75 og igen fra 1985-93 været ansat som nobberske i en tæppevirksomhed.
Arbejdet som nobberske bestod i reparation af fejlvævninger på axminstertæpper. Undertiden skulle kvinden starte med optrævling af fejlvævning og fejlfarver med saks og pincet. Hovedarbejdet var dog reparation i form af manuel stopning med nål og tråd. Kvinden anvendte herved en stor, krum/halvmåneformet nål med en diameter på 9 cm. Nålen blev styret og ført gennem emnet rent manuelt - der kunne ikke anvendes hjælpeværktøj. Ved hver stopning skulle der fanges en maske i bunden af tæppet. Bunden var et trådnet af hårdt kunstigt eller ægte sisaltråd. Med venstre hånds fingre spredte hun luven i det ulne axminstertæppe fra hinanden, så hun kunne overskue det fejlvævede stykke. Arbejdet foregik stående, idet tæpperne var rullet skråt op over et valsesystem, således at tæpperne var placeret i en vinkel på 45 grader. Arbejdet foregik med fremadførte arme og med skulderfleksion til 70-80 grader.
Arbejdstilsynet havde ved besøg på virksomheden vurderet, at arbejdsfunktionerne ved nobbebordet optog 75% af arbejdsdagen.
Kvindens højresidige tennisalbue opstod i 1991/92.
Det var i en arbejdsmedicinsk journal fra 1993 konkluderet, at der var tale om ekstremt statisk belastende arbejde for sener og muskler i hænder og underarme, og at der næppe var nogen tvivl om, at kvindens højresidige tennisalbue var arbejdsbetinget.
En lægekonsulent fra kvindens forbund havde vurderet, at arbejdet indebar en meget kraftig belastning af højre arm og hånd med brug af betydelig større kraft end f.eks. ved filetskæring, og at der havde været tale om exceptionelt hårdt arbejde.
I en ortopædkirurgisk speciallægeerklæring fra 1993 var det vurderet, at arbejdet indebar betydelig anstrengelse for højre hånds fingre og underarm, og det var konkluderet, at der måtte antages at være en årsagssammenhæng.
Arbejdsmiljøinstituttet havde i 1999 afgivet en arbejdsfysiologisk vurdering af belastningen som nobberske. Vurderingen var bl.a. lavet på baggrund af en måling af den kraft, der blev krævet for at trykke nålen gennem tæppet.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderede, at arbejdet med stopning af tæpper var et repetitivt arbejde, hvor håndleddet ofte var i eller nær yderstillingerne (fleksion, ekstension), og hvor der krævedes en ganske betydelig kraft. Dette medførte en betydelig belastning af underarmens muskulatur og krævede excentrisk arbejde for extenso carpi radialis brevis på et højt kraftniveau. Instituttet konkluderede derfor, at det var overvejende sandsynligt, at kvindens tennisalbue var udviklet som følge af arbejdet som nobberske.
Arbejdstilsynet havde besøgt tæppevirksomheden i 1999. I tilsynsrapporten var det oplyst, at det ved observation af arbejdets udførelse kunne ses, at der skulle anvendes en del kræfter i fingrene og hånden på at trække nålene igennem, og at håndleddet i en stor del af tiden var bøjet bagover (dorsalfleksion), når der blev søgt efter fejl og luven blev skilt ad. Under selve syningen arbejdede håndleddet fra næsten maksimal bagudbøjning til kraftig fremadbøjning (ventralflekteret), samtidig med at der skete vrid i håndled og drejning omkring albuen.
Arbejdstilsynet havde anført, at der var risiko for hånd- og armbesvær ved hyppigt gentagne bevægelser, stor kraft eller bevægelser til yderstillinger for albue og hånd, og det var vurderet, at arbejdet som nobberske indebar sådanne arbejdsstillinger.
Tilsynet vurderede endvidere, at der var tale om højrepetitivt arbejde med forværrende faktorer, når den samlede arbejdsfunktion vurderedes. Især højre hånd udførte mange bevægelser, der belastede de samme muskler i hånd og underarm. Det drejede sig om syning, holde nål fast, klip med saks og arbejde med pincet. Samtidig var der kraftanvendelse og fastlåst arbejde, idet der en stor del af tiden blev holdt et redskab i hånden, høje synskrav samt arbejde i uhensigtmæssige arbejdsstillinger i skulderen afhængigt af, hvor på tæppet der blev arbejdet.
Retslægerådet havde til brug for retssagen i august 2000 besvaret en række spørgsmål. Af svarene fremgik det bl.a., at Retslægerådet anså det for sandsynligt, at arbejdet som nobberske med gentagen brug af en kraftig, krum nål havde spillet en rolle for udviklingen af armlidelsen. Ved denne vurdering havde Retslægerådet lagt vægt på, at det i de foreliggende sagsakter var veldokumenteret, at der var tale om repetitivt, kraftbetonet brug af højre arm, og at der var nogle videnskabelige holdepunkter for, at kraftbetonet brug af armen kunne udløse en tennisalbue. Sygdommen debuterede efter 6 års arbejde ved denne funktion, og der forelå ikke oplysninger om andre mulige årsager til tennisalbuen.
Endelig var sagen i november 2000 efter Ankestyrelsens anmodning blevet behandlet i Erhvervssygdomsudvalget, som til brug for retssagen vejledende havde udtalt, at tennisalbuen vurderedes til anerkendelse, jf. § 10, stk. 3. Udvalget lagde vægt på, at der havde været tale om kraftbetonet brug af højre arm og 1. og 2. finger på højre hånd, og fandt det herefter overvejende sandsynligt, at det beskrevne arbejde var årsag til albuelidelsen.
