Ankestyrelsens principafgørelse U-14-01

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 9, nr. 4, § 10, stk. 1, nr. 1, § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led, § 24, stk. 1 og § 24, stk. 2

Kong Christian Den Femtes Danske Lov - Lov af 15. april 1683 -

Sagsfremstilling 1:

Sag nr.1 - 100407-00 og 100420-00

Sagerne vedrørte genoptagelse af spørgsmålet om anerkendelse af to anmeldte lidelser i form af kronisk bronkitis og en lænderyglidelse hos en 45-årig mand.

Efter det oplyste havde manden siden 1977 arbejdet som specialarbejder på en virksomhed, der bl.a. fremstillede forskellige kemikalier. Arbejdet havde bl.a. bestået i losning af varer og kørsel med gummiged. Manden havde i den forbindelse været udsat for støv fra råmaterialer til fremstilling af gødning, herunder fosfor-, svovl-, kvælstof- og kaliumforbindelser. Desuden havde han i nogen grad været udsat for helkropsvibrationer og havde arbejdet i uhensigtmæssige arbejdsstillinger.

Arbejdstilsynet og BST havde i årene 1992 til 1994 ved flere lejligheder udtalt sig kritisk om støvmængden på virksomheden. Manden havde været undersøgt på en arbejdsmedicinsk klinik i sommeren 1995. Af den arbejdsmedicinske journal fremgik det bl.a., at han ikke havde været beskæftiget i produktionsleddet i årene 1977 til 1983. Herefter havde han et par år været beskæftiget med losning af svovlsyre. De seneste mange år havde han kørt varer med gummiged. Han havde primært været beskæftiget på lageret. På baggrund af mandens oplysninger blev det i erklæringen fra den arbejdsmedicinske klinik konkluderet, at han havde været støvudsat i meget høj grad. Manden havde gennem ca. 20 år røget 10-20 cigaretter dagligt. Han blev sygemeldt i 1995 med nogle luftvejssymptomer, hvilket klinikken vurderede som kronisk bronkitis. Han havde desuden tilbagevendende rygproblemer i form af lændehold.

I afgørelse af 24. oktober 1995 fandt Arbejdsskadestyrelsen på dette grundlag ikke, at mandens kroniske bronkitis kunne anerkendes efter loven. Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at han havde et stort tobaksforbrug, som med overvejende sandsynlighed var årsag til lidelsen.

I afgørelse af 9. januar 1996 fandt Arbejdsskadestyrelsen på samme grundlag ikke, at mandens lænderyglidelse kunne anerkendes efter loven. Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at han efter det oplyste havde været beskæftiget med kørsel med gummiged og gaffeltruck, men ikke med tungt rygbelastende løftearbejde. Under henvisning til Erhvervssygdomsudvalgets praksis fandt Arbejdsskadestyrelsen herefter ikke, at tilfældet kunne anerkendes.

I brev af 17. maj 1999 blev der på mandens vegne anmodet om genoptagelse af begge sager. Der blev i den forbindelse bl.a. henvist til, at arbejdsgiverens forsikringsselskab havde erkendt erstatningsansvaret for ryglidelsen fuldt ud og for den kroniske bronkitis med 1/3. Til brevet var vedlagt en medicinsk og en ortopædkirurgisk speciallægeerklæring af henholdsvis 31. juli 1998 og af 26. april 1999. Der blev endvidere anmodet om, at forældelsesfristen blev suspenderet.

I to afgørelser af 30. november 1999 fandt Arbejdsskadestyrelsen ikke, at der var grundlag for at genoptage sagerne. Ved afgørelserne lagde styrelsen vægt på, at der ikke var fremkommet oplysninger, der viste, at der var sket en ændring af forholdene siden Arbejdsskadestyrelsens afgørelser af henholdsvis 24. oktober 1995 og af 9. januar 1996. Arbejdsskadestyrelsen fandt ikke, at der kunne dispenseres for fristen for genoptagelse i § 24, stk. 1.

I forbindelse med klagen til Ankestyrelsen fremsendte mandens faglige organisation et udskrift af retsbogen for Vestre Landsret i en privat retssag, hvor der var gengivet en række vidneudsagn om arbejdsforholdene på mandens arbejdsplads.

Ankestyrelsen hjemviste sagerne om anerkendelse af en kronisk bronkitis og en ryglidelse til Arbejdsskadestyrelsen til fornyet behandling og afgørelse. Ankestyrelsen anmodede i den forbindelse Arbejdsskadestyrelsen om at tage stilling til, om lidelserne kunne anerkendes efter § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med § 1 og § 2, bilag 1, gruppe C, pkt. 7 og gruppe E, pkt. 11, i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 175 af 14. marts 2000 om fortegnelse over erhvervssygdomme, eller om lidelserne kunne anerkendes efter § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led. Ankestyrelsen tiltrådte, at der ikke var grundlag for fristforlængelse i sagerne.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at anmodningen om genoptagelse var modtaget i Arbejdsskadestyrelsen indenfor 5 års fristen i § 24, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at reglen i § 24, stk. 1 gav de sikrede efter loven en ret til en fornyet vurdering af skadetilfælde, såfremt anmodningen om genoptagelse blev modtaget indenfor 5 år fra Arbejdsskadestyrelsens meddelelse om, at skadetilfældet ikke var omfattet af loven. I vurderingen skulle bl.a. indgå, om der forelå nye faktiske oplysninger eller nye relevante oplysninger i form af praksis- eller lovændringer.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det af Arbejdsskadestyrelsens afgørelser fremgik, at der i forbindelse med de påklagede afgørelser havde været foretaget en sådan fornyet vurdering, men alene en vurdering af oplysningsgrundlaget i de 2 sager.

Ankestyrelsen bemærkede, at lænderyglidelser var optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, jf. Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 175 af 14. marts 2000, siden Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 9. januar 1996. Dette ville i sig selv give ret til en fornyet indholdsmæssig vurdering efter udløbet af 5 års fristen, jf. § 24, stk. 2.

For så vidt angik spørgsmålet om fristforlængelse fandt Ankestyrelsen ikke, at der var mulighed for fristforlængelse efter § 24, stk. 1, idet 5 års fristen efter Ankestyrelsens opfattelse var absolut.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at § 24 - i modsætning til § 34 - ikke indeholdt en regel om fristforlængelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at fristen i relation til § 24, stk. 1 blev regnet fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelser af 24. oktober 1995 og af 9. januar 1996, og indtil anmodningen om genoptagelse var modtaget, hvilket i dette tilfælde var den 18. maj 1999. Det var uden betydning, hvornår anmodningen om genoptagelse blev behandlet administrativt.

Ankestyrelsen hjemviste således begge sager til Arbejdsskadestyrelsen. Ankestyrelsen stadfæstede samtidig afgørelsen om, at sikrede ikke havde ret til fristforlængelse.

___________________________________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sagnr. 2 - 103862-00

Sagen vedrørte genoptagelse af spørgsmålet om anerkendelse af en anmeldt lidelse i form af en højresidig skulderlidelse hos en 50-årig kvinde.

Efter det oplyste havde kvinden pådraget sig lidelsen som følge af rengøringsarbejde i årene 1992 til 1994.

Kvinden blev i 1994 undersøgt på en arbejdsmedicinsk klinik. Af journalen fremgik det bl.a., at hun indtil 1984 havde arbejdet for en række arbejdsgivere i kortere tidsrum. I årene 1984 til 1990 arbejdede hun som pakkerske på en småkagefabrik. Efter en ledighedsperiode var hun herefter beskæftiget med ovennævnte rengøringsarbejde på fuld tid.

Arbejdet på småkagefabrikken bestod i to hovedopgaver. Den ene opgave var at tage kager fra, når disse kom ud af ovnen. Den anden opgave var at pakke småkagerne i papæsker. Kagerne lå på bageplader, som hun løftede med begge arme fremstrakte og anbragte i et stativ. Arbejdet som rengøringsassistent bestod i rengøring af gulve, borde, håndvaske og toiletter.

Om helbredsforholdene var det oplyst, at kvinden omkring 1984 fik seneskedehindebetændelse i højre håndled og smerter i højre skulder. Herefter havde hun periodiske skuldersmerter indtil 1990, hvor hun ophørte på småkagefabrikken. Skuldersmerterne aftog efterfølgende indtil 1994, hvor hun efter ophør af rengøringsarbejdet oplevede en voldsom spontan forværring.

I afgørelse af 1. december 1994 fandt Arbejdsskadestyrelsen ikke, at den anmeldte lidelse kunne anerkendes efter loven. Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at lidelsen ikke var optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Arbejdsskadestyrelsen fandt ikke grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, jf. lovens § 10, stk. 3, idet der ikke for tiden var lægelig dokumentation for, at senelidelser i overarme kunne være arbejdsbetinget.

December 1994 påklagede kvindens forbund afgørelsen til Ankestyrelsen. I brev fra januar 1995 anførte forbundet bl.a., at de højresidige skuldersmerter udviklede sig i sammenhæng med det belastende arbejde på småkagefabrikken. Forbundet konstaterede, at den aktuelle voldsomme forværring ikke var arbejdsbetinget, men fandt alligevel at lidelsen burde kunne anerkendes efter loven, da smerterne udviklede sig i sammenhæng med det belastende arbejde.

I afgørelse af 20. marts 1995 fandt Ankestyrelsen ikke, at skulderlidelsen kunne anerkendes som erhvervssygdom. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der havde været tale om varieret arbejde med kvalitativt forslkellige arbejdsfunktioner. Endvidere opfyldte kvinden ikke betingelsen om, at lidelsen skulle være opstået efter længere tids statisk belastning med armene hævet over skulderhøjde. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, da forværringen af lidelsen var opstået flere år efter ophør af det belastende arbejde. Forværringen fandtes derfor ikke at være arbejdsbetinget.

Kvindens forbund anmodede i august 1999 om genoptagelse af sagen. Forbundet anførte i den forbindelse bl.a., at når der findes en klar årsagssammenhæng mellem arbejde og lidelse bør der ske forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget og efterfølgende anerkendelse. Forbundet henviste i den forbindelse til en Højesteretsdom fra 1998. Forbundet henviste endvidere til, at kvinden ikke længere kunne fungere på arbejdsmarkedet og derfor var tilkendt forhøjet almindelig førtidspension i sommeren 1999.

I forbindelse med sagens behandling indhentede Arbejdsskadestyrelsen journalakter fra kvindens læge. Lægen havde i sin journal noteret, at kvinden i 1993 henvendte sig med gener fra højre skulder. Han fandt, at kvinden nu havde en dobbeltsidig rotator cuff lidelse med impingement.

I afgørelse af 10. april 2000 fandt Arbejdsskadestyrelsen fortsat ikke, at betingelserne for anerkendelse efter erhvervssygdomsbekendtgørelsens § 2, bilag 1, gruppe E, pkt. 6c, var opfyldte. Arbejdsskadestyrelsen fandt endvidere ikke, at lidelsen kunne anerkendes som en følge af arbejdets særlige art efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget efter lovens § 10, stk. 3.

Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at der ikke siden 1994 var fremkommet væsentlige nye oplysninger om lidelsen og det arbejde kvinden havde udført. Arbejdsskadestyrelsen tilføjede, at der ikke havde været tale om længere tids statisk belastning med armene hævet over skulderhøjde uden mulighed for at skifte stilling og sænke armene. Endelig lagde styrelsen vægt på, at påvirkningen ikke havde været tilstrækkelig kraftbetonet og langvarig til at kunne begrunde anerkendelse af lidelsen som en følge af arbejdets særlige art efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.

I klagen var det med henvisning til forbundets ovennævnte brev fra august 1999 bl.a. anført, at når der fandtes en klar årsagssammenhæng mellem arbejde og lidelse, burde der ske forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget og en anerkendelse. Yderligere var det anført, at kvinden var tilkendt førtidspension på grund af skulderlidelsen.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til Arbejdsskadestyrelsen som 1. instans med henblik på afgørelse af, hvorvidt skulderlidelsen kunne anerkendes efter § 10, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med § 1 og § 2, bilag 1, gruppe E, pkt. 6 c) 2). i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 175 af 14. marts 2000. Såfremt den højresidige skulderlidelse ikke kunne anerkendes efter denne bestemmelse, blev Arbejdsskadestyrelsen anmodet om at træffe fornyet afgørelse om, hvorvidt den højresidige skulderlidelse kunne anerkendes efter fortegnelsens gruppe E, pkt. 6, c) 1), eller om tilfældet burde forelægges Erhvervssygdomsudvalget, jf. lovens § 10, stk. 3, med henblik på en mulig anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at anmodningen om genoptagelse var modtaget i Arbejdsskadestyrelsen indenfor 5 års fristen i § 24, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at reglen i § 24, stk. 1 gav de sikrede efter loven en ret til en fornyet vurdering af skadetilfælde, såfremt anmodningen om genoptagelse blev modtaget indenfor 5 år efter Arbejdsskadestyrelsens meddelelse om, at skadetilfældet ikke var omfattet af loven. I vurderingen skulle bl.a. indgå, om der forelå nye faktiske oplysninger eller nye relevante oplysninger i form af praksis- eller lovændringer.

Ankestyrelsen bemærkede, at kvindens skulderlidelse, forandringer i skulderleddets rotatorsener, med virkning fra 1. april 2000 var optaget under et nyt punkt, gruppe E, pkt. 6, c) 2), på fortegnelsen over erhvervssygdomme, hvilket i sig selv ville give ret til en fornyet indholdsmæssig vurdering efter udløbet af 5 års fristen, jf. § 24, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt i dette tilfælde ikke grundlag for at træffe afgørelse om, hvorvidt skulderlidelsen kunne anerkendes efter fortegnelsens gruppe E, pkt. 6, c) 1) eller efter § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led, da en sådan afgørelse ville kunne foregribe afgørelsen efter fortegnelsens gruppe E, pkt. 6, c) 2).

Ankestyrelsen fandt derfor, at sagen burde behandles i Arbejdsskadestyrelsen igen som 1. instans. Afgørelsen kunne påklages til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen bemærkede, at der alene var taget stilling til den anmeldte højresidige skulderlidelse. Såfremt kvinden mente, at hun havde andre arbejdsbetingede lidelser havde hun mulighed for at foretage anmeldelse af disse til Arbejdsskadestyrelsen.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - 102923-00

Sagen vedrørte genoptagelse af spørgsmålet om anerkendelse af en dobbeltsidig tennisalbue hos en 65-årig mand.

Efter det oplyste havde manden en formodet arbejdsbetinget lidelse i form af en dobbeltsidig tennisalbue. Det var oplyst, at manden havde været ansat som truckfører siden 1977.

Helbredsforholdene var beskrevet i flere lægelige akter for årene 1989 og 1990. Det fremgik bl.a. heraf, at manden i flere år havde haft problemer med begge albuer. Et halvt år tidligere var generne blevet rigtigt slemme, og han blev sygemeldt på dette tidspunkt. Ved den objektive undersøgelse fandtes distinkt ømhed svarende til venstre epicondyl, mens ømheden på højre side var knap så udtalt. Endvidere fremgik det, at manden i mange år havde arbejdet som truckfører, og at han forinden havde haft fysisk belastende arbejde. Han fik smerter i albuerne omkring 1989. Han havde hele livet haft hårdt fysisk arbejde. Lægerne stillede diagnosen dobbeltsidig tennisalbue.

I spørgeskema fra marts 1990 oplyste manden bl.a., at han i ca. 14 år havde kørt i åben truck, hvor han hele tiden skulle bevæge armene. Han havde kørt i al slags vejr. Han mente, at han ville kunne have fortsat arbejdet, hvis han havde kørt en lukket truck. Han kunne ikke sige, hvornår smerterne begyndte.

Manden havde i oktober 1989 søgt om førtidspension. Af pensionspapirerne fremgik det bl.a., at han havde fået bevilget forskud på forhøjet almindelig førtidspension med virkning fra 1. marts 1990.

På dette grundlag traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse af 18. maj 1990, hvorefter tilfældet ikke kunne anerkendes som arbejdsskade. Arbejdsskadestyrelsen begrundede afslaget med, at betingelserne for anerkendelse i erhvervssygdomsfortegnelsen, jf. Sikringsstyrelsens bekendtgørelse af 20. januar 1989 § 2, gruppe E 6 b, ikke var opfyldt.

I anken anførte manden bl.a., at lidelsen skyldtes arbejdet som truckfører med mange opbremsninger i al slags vejr. Han kunne ikke arbejde mere.

I afgørelse af 5. september 1990 tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse med den givne begrundelse.

I februar 1991 anmodede manden om genoptagelse af sagen.

Arbejdsskadestyrelsen fandt i afgørelse af 19. juni 1991 fortsat ikke, at tilfældet kunne anerkendes som arbejdsskade og styrelsen henholdte sig til den tidligere afgørelse. Ankestyrelsen stadfæstede dette i afgørelse af 26. november 1991.

I oktober 1999 anmodede manden igen om genoptagelse af sagen.

I spørgeskema af 3. december 1999 oplyste manden bl.a., at han ikke havde været under nogen form for behandling for lidelsen siden seneste administrative afgørelse. Han syntes, at generne blev værre og værre.

Arbejdsskadestyrelsen fandt i afgørelse af 28. marts 2000 ikke grundlag for at genoptage sagen, og styrelsen henholdte sig til afgørelsen af 18. maj 1990. Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, der ikke var fremkommet nye oplysninger i sagen og på, at der fortsat ikke var lægelig dokumentation for, at truckkørsel kan forårsage en tennisalbue.

Manden påklagede afgørelsen til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til Arbejdsskadestyrelsen til fornyet behandling og afgørelse. Ankestyrelsen anmodede i den forbindelse Arbejdsskadestyrelsen om at tage stilling til, hvorvidt lidelsen kunne anerkendes efter § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med § 1 og § 2, bilag 1, gruppe E, punkt 6 b), i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 175 af 14. marts 2000 om fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at mandens lidelse, tennisalbue, i Ankestyrelsens afgørelse af 26. november 1991 blev vurderet efter Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 142 af 8. marts 1991 om fortegnelse over erhvervssygdomme, og endvidere, at betingelserne for anerkendelse af tennisalbue efterfølgende var ændrede.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at forsikrede efter lov om arbejdsskadeforsikring efter en mangeårig praksis havde haft ret til at få foretaget en fornyet indholdsmæssig vurdering af deres sag, hvis fortegnelsen efterfølgende var blevet ændret. Denne praksis var nu lovfæstet i § 24, stk. 2 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Retten til genoptagelse var alene begrænset af den generelle 20 årige forældelsesregel i Danske lov 5-14-4.

Ankestyrelsen fandt ikke, at Arbejdsskadestyrelsen ved sin seneste afgørelse havde foretaget en sådan fornyet indholdsmæssig vurdering af sagen i relation til ovennævnte ændrede bestemmelse i fortegnelsen om erhvervssygdomme, men at Arbejdsskadestyrelsen alene havde foretaget en vurdering af oplysningsgrundlaget.

Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen havde afvist at genoptage sagen på grund af manglende nye oplysninger og på, at der ikke var nogen henvisning til den på tidspunktet for afgørelsen gældende bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme.