Ankestyrelsens principafgørelse C-43-01

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 69

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 80

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 99

Socialministeriets vejledning nr. 45 af 10. marts 1998 om Den sociale indsats for de mest udsatte voksne - Sindslidende stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse m.fl. - kapitel 10, kapitel 22

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr.: 350440-00:

Sagen drejede sig om en 25-årig kvinde, som siden 1997 havde lidt af skizofreni. Efter indlæggelse på psykiatrisk afdeling på et sygehus, fik hun i 1999 ophold i et amtsligt psykiatrisk botilbud.

Kvindens far anmodede på hendes vegne om en ledsager efter servicelovens § 80, som skulle hjælpe hende med at opbygge et socialt netværk med andre, både unge og gamle, uden for familiens rammer samt uden for botilbuddets rammer.

Kommunen gav afslag på støtte/kontaktperson under henvisning til at kvinden fik hjælp efter servicelovens § 92, og at denne hjælpeforanstaltning for tiden skulle kunne dække hendes behov.

Faderen havde bemærket, at det var hans indtryk, at de få gange kvinden havde meldt fra til et arrangement skyldtes det enten hendes sygdom eller at botilbuddet ikke på forhånd kunne fortælle, hvem der skulle følge hende.

Det sociale nævn stadfæstede herefter kommunens afgørelse.

Nævnet anførte, at formålet med en støtte- og kontaktperson efter servicelovens § 80 vil være at opbygge og sikre kontakt udadtil og skabe ændrede sociale forhold med hensyn til bolig, arbejde og fritid samt etablering af et ikke-professionelt netværk med nye venner og bekendte.

Det var efter nævnets opfattelse en forudsætning for at bringe § 80 i anvendelse, at der ikke i forvejen blev givet et relevant og tilstrækkeligt tilbud.

Efter en samlet vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger - herunder de til sagen lægeligt oplyste - havde nævnet ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det af kommunen foretagne skøn, hvorefter der fra botilbuddets side blev ydet en efter omstændighederne forsvarlig støtte til kvinden.

Nævnet havde fundet, at behandlingsplanen på det amtslige botilbud var relevant. Nævnet havde tillige ud fra det beskrevne om kvinden fundet, at hun på grund af sin skrøbelige natur burde have den nødvendige ro, og at det således ikke med sikkerhed kunne antages, at øget aktivering (ved anvendelse af ordningen efter servicelovens § 80) ville føre til det af hende ønskede/forventede resultat.

I klagen til Ankestyrelsen henviste kvindens far til et brev fra Socialministeren, hvori det var anført, at de sindslidende i henhold til servicelovens § 80 har mulighed for at få tilknyttet en støtte-og kontaktperson og at dette også gælder for personer, der bor på et amtskommunalt botilbud. Iøvrigt anførte faderen, at det lægelige skøn ikke helt afviste, at ansøger kunne få gavn af en ledsageordning. Da det stadig var ansøgers ønske, at komme lidt mere ud mellem andre mennesker, mente faderen, at man burde gøre forsøget med en eller anden form for ledsageordning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en person med ophold i et amtskommunalt botilbud efter servicelovens § 92, hvor der gives et relevant behandlingstilbud, tillige er berettiget til en støtte- og kontaktperson, jf. servicelovens § 80.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke var berettiget til tilbud om en støtte- og kontaktperson, jf. servicelovens § 80.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kvinden under sit døgnophold i det amtslige botilbud allerede blev tilbudt en relevant og omfattende behandling og støtte. Ankestyrelsen fandt ikke, at hun derudover havde behov for hjælp fra en støtte- og kontaktperson efter servicelovens § 80.

Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på de lægelige oplysninger om kvindens sindslidelse i form af skizofreni samt på oplysningerne i redegørelsen fra botilbuddet om den indsats, der blev gjort for at støtte hende mest muligt i det daglige. I det beskrevne behandlingstilbud indgik der således bl.a. tildeling af 2 kontaktpersoner samt hjælp fra personalet til forskellige udadgående aktiviteter.

Ankestyrelsen var opmærksom på kvindens fars bemærkninger i forhold til ovennævnte redegørelse, men fandt ikke at det anførte kunne give anledning til at ændre vurderingen af, at der var tale om et relevant og et ret omfattende tilbud i forhold til hendes situation.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at målgruppen for støtte- og kontaktpersonordningen ifølge bemærkningerne til lovforslaget til servicelovens § 80 (lovforslag nr. L 229), er de mest socialt udsatte og isolerede grupper af sindslidende, som ikke almindeligvis gør brug af eller kan gøre brug af de allerede etablerede tilbud. Formålet er endvidere primært af opnå og bevare sociale kontakter og derved bryde den sindslidendes isolation, sekundært at den sindslidende skal kunne gøre brug af allerede etablerede tilbud.

Ankestyrelsen fandt dog, at det ikke kunne udelukkes at en sindslidende person kunne få tilbud om en støtte- og kontaktperson, selv om den sindslidende havde ophold i et botilbud efter servicelovens § 92, idet Ankestyrelsen fandt at der skulle foretages en konkret skønsmæssig vurdering ud fra den støtte der allerede blev givet i botilbuddet samt ud fra den pågældende persons særlige behov. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ifølge bemærkningerne til lovforslaget til servicelovens § 80 er støtte- og kontaktpersonordningen et supplement til andre tilbud og ikke en erstatning for disse.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr.: 350473-00:

Sagen drejede sig om en 45-årig kvinde, der siden 1996 havde modtaget mellemste førtidspension på grund af psykiske problemer. Det var anført i en psykiatrisk erklæring, at objektivt psykisk havde kvinden ikke frembudt noget psykotisk, endsige noget psykosesuspekt. Kontakten var præget af kvindens borderline-personlighed, idet hun generelt var vagtsom, konfronterende med til tider højt angstniveau og emotionel labilitet. Terapeutisk var det konkluderet, at kvinden ikke kunne profitere af medikamentel behandling, og at den fremtidige kontakt måtte hvile på mere sparsom, støttende realitetskorrigering. Det var endvidere konkluderet i erklæringen, at kvinden havde tegn på tidlig emotionel og interpersonel forstyrret tilpasning. Hun havde i de seneste ca. 20 år haft næsten permanent behov for psykiatrisk og psykologisk støtte, såvel under indlæggelse som under langvarige ambulante forløb. Det var endvidere konkluderet, at hun ikke på noget tidspunkt havde frembudt psykotiske tegn, men anamnesen og tilstanden faldt entydigt ind under den emotionelle ustabile personlighedsstruktur (tidligere kaldet grænsepsykotisk personlighed).

Med virkning fra 1. oktober 1997 bevilgede kommunen kvinden en støtte- og kontaktperson. Formålet med bevillingen var at hjælpe hende med at overskue og få overblik over de sager hun havde og med at planlægge dagligdagen og aktiviteter. Bevillingen gjaldt for 1/2 år, hvorefter kommunen ville evaluere forløbet med henblik på eventuel forlængelse. Bevillingen blev senere forlænget til den 15. januar 1999 og senere til den 1. februar 2000.

Forløbet af den hidtidige støtteordning var beskrevet i kommunens journalark. Det var her anført, at kvinden havde haft mange andre områder, som støttepersonen skulle gå ind i, end dem der var målet for bevillingen. Det havde bl.a. handlet om kvindens forhold til familien, fysiske og psykiske gener og behandlingsinstanserne. På trods af supervision havde det ikke været muligt for støttepersonen af få en faglig kontinuitet i forløbet i overensstemmelse med bevillingens udgangspunkt. Det var videre beskrevet, at kvinden havde haft gentagne udmeldinger til støttepersonen om, at støtten og samarbejdet ikke var tilfredsstillende for hende, idet støttepersonen ikke forstod hendes situation. Det havde været støttepersonens opfattelse, at der i samarbejdet blev brugt alt for mange ressourcer på mere negative punkter, hvor også støttepersonens personlighed blev inddraget.

Den 10. februar 2000 havde kvinden haft en samtale med en medarbejder i kommunen om eventuel forlængelse af støttepersonordningen. Kvinden havde under mødet givet udtryk for, at hun oplevede at hun var isoleret. Kvinden havde oplyst, at hun tidligere var kommet meget i et være- og aktivitetssted og var meget glad for det, men at hun nu havde meget svært ved at komme der på grund af angst, og at hun ikke følte sig velkommen mere. Kvinden havde begrundet sit ønske om forlængelse af støtteordningen med, at hun havde behov for en at dele noget med, bryde isolationen og få inspiration til f.eks. at klare praktiske ting.

Kommunen afslog kvindens ansøgning om yderligere forlængelse af støtte- og kontaktperson ordningen. Kommunen begrundede afgørelsen med, at kvinden ikke kunne henføres til målgruppen for servicelovens § 80. Kommunen lagde vægt på, at kvindens virkelighedsopfattelse ikke var påvirket. Det var endvidere anført, at det var vurderet at problemområderne primært var af meget personlig/psykisk og ikke af social karakter.

Det sociale nævn pålagde ved sin afgørelse kommunen, at give kvinden tilbud om fortsættelse af den tidligere givne støtte- og kontaktpersonordning.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kvinden var omfattet af personkredsen i servicelovens § 80.

Nævnet havde herved lagt vægt på oplysningerne i den psykiatriske speciallægeerklæring. Det fremgik heraf, at kvinden havde haft tegn på tidlig emotionel og interpersonel forstyrret tilpasning, og at hun i de seneste 20 år havde haft næsten permanent behov for psykiatrisk og psykologisk støtte, såvel under indlæggelse som under langvarige ambulante forløb.

Nævnet havde videre lagt vægt på, at kvinden modtog førtidspension af psykiatriske grunde.

Nævnet havde henvist til Socialministeriets vejledning nr. 45 af 10. marts 1998 om social indsats for de mest udsatte voksne, pkt. 22.1, hvor det er anført, at personkredsen i servicelovens § 80 ikke er snævert afgrænset til personer med egentlige psykiatriske diagnoser.

Nævnet fandt videre, at kvinden stadig havde behov for en støtte- og kontaktperson.

Nævnet havde herved lagt vægt på oplysningerne om kvindens psykiske lidelse og på hendes oplysninger om, at hun ikke havde noget netværk, at hun havde svært ved at opnå og bevare sociale kontakter, og at hun havde svært ved at begå sig socialt, også på værestedet. Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at kvinden selv ønskede at støtteordningen skulle fortsætte.

På baggrund heraf havde nævnet fundet, at der forelå sådanne særlige forhold, at nævnet havde grundlag for at tilsidesætte de skøn, der var indgået i kommunens afgørelse, jf. retssikkerhedslovens § 69.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at lovbestemmelsen er meget ordknap og den tilhørende vejledning giver meget få støttepunkter for afklaring af bestemmelsens konkrete anvendelse. Der var henvist til at Socialministeriets vejledning i pkt. 22.1 havde anført, at målgruppen er de mest udsatte og isolerede grupper af sindslidende, som ikke almindeligvis gør brug af eller kan gøre brug af de allerede eksisterende tilbud. Det måtte herefter tilkomme kommunen, at skønne i hvilket omfang der er tale om en person, som er blandt de mest socialt udsatte og isolerede grupper af sindslidende. Kommunens skøn i denne sag var baseret på faglige vurderinger sammenholdt med kommunens kendskab til personen. Der havde gennem et længere forløb været tilbudt kvinden en støtte/kontaktperson. Kvinden havde mange ressourcer, idet hun kunne opsøge relevante tilbud, herunder læge og psykiatrisk sygehus, men også være- og aktivitetsstedet. Hun havde ingen væsentlige problemer i at bevare egen boligform.

Kommunen havde endvidere anført, at det ud fra en faglig vurdering af kvindens behov var kommunens opfattelse, at hun ingen gavn havde af at have tilknyttet en støtte- og kontaktperson, idet hendes problemer var af en karakter, som ikke kunne afhjælpes gennem dette tilbud. Det var kommunens opfattelse, at kvinden ikke var blevet afvist i behandlingssystemet, men at hun ikke havde været tilfreds med den behandling hun var blevet tilbudt.

Det var kommunens vurdering, at det intet formål tjente at kvinden havde tilknyttet en støtte- og kontaktperson. Det var derfor kommunens opfattelse, at det var helt andre målrettede tilbud der var relevante for hende.

Kommunen fandt det relevant at få afklaret om tilbud om støtte- og kontaktperson var en serviceydelse man havde retskrav på, selv om andre tilbud var mere relevante for den enkelte. Om man så at sige kan "fravælge" de relevante tilbud og dermed fastholde sig i en støtte- og kontaktpersonordning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en nærmere afgrænsning af personkredsen i servicelovens § 80 om tilbud om en støtte- og kontaktperson, herunder om muligheden for at benytte øvrige tilbud kunne medføre, at en person ikke længere var berettiget til en støtte- og kontaktperson.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at kvinden kunne anses for omfattet af personkredsen i servicelovens § 80.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på de foreliggende lægelige oplysninger, hvorefter kvinden i en årrække havde haft symptomer på en veludtalt personlighedsforstyrrelse med især emotionelt ustabile træk.

Ankestyrelsen var endvidere enig med nævnet i, at kvinden fortsat havde behov for en støtte- og kontaktperson.

Begrundelsen var, at kvinden pr. 1. oktober 1997 fik tilkendt en støtte- og kontaktperson, at hun efter det oplyste i sagen fortsat ikke havde noget netværk og desuden havde svært ved at opnå og bevare sociale kontakter. Ankestyrelsen havde endvidere lagt vægt på, at hun selv ønskede, at støtteordningen fortsatte.

Ankestyrelsen tog i betragtning, at formålet med hjælpen - i følge bemærkningerne til lovforslaget - var at opnå og bevare sociale kontakter og derved bryde den sindslidendes isolation, sekundært at den sindslidende skulle kunne gøre brug af allerede etablerede tilbud. Endvidere skulle støtteordningen være et supplement til andre tilbud og ikke en erstatning for disse.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at kvinden i forhold til sin lidelse særligt havde behov for udpræget professionel behandling. Ankestyrelsen vurderede imidlertid, at kvinden fortsat havde behov for støtteordningen som et supplement.

Ankestyrelsen var af den opfattelse, at støtte- og kontaktpersonordningen burde kunne tilrettelægges således, at den kunne motivere og støtte kvinden i at gøre brug af andre sociale og lægelige tilbud, herunder relevant professionel behandling, som f.eks. på en psykiatrisk afdeling. Ankestyrelsen fandt således, at kvindens fortsatte brug af støtteordningen ikke behøvede at få den konsekvens, at hun "fravalgte" andre tilbud.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Det tilføjedes, at Ankestyrelsen ikke fandt det udelukket, at ordningen kunne ophøre på et senere tidspunkt, selv om kvinden ikke selv ønskede dette. Dette kunne f.eks. være tilfældet, hvis kvinden ikke længere kunne anses for at tilhøre målgruppen, idet hun i rimeligt omfang kunne anses for at være i stand til at opnå og bevare sociale kontakter eller at hun kunne anses for at være kompenseret ved anden hjælp fra kommunen.