Ankestyrelsen fandt ikke, at kvindens dobbeltsidige karpaltunnelsyndrom kunne anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med § 2, bilag 1, gruppe E, pkt. 12, i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme, og § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led, jf. stk. 3.
Begrundelsen for afgørelsen var, at kvindens dobbeltsidige karpaltunnelsyndrom ikke var opstået efter længerevarende, kraftbetonet, håndledsbelastende arbejde, hvilket er nogle af betingelserne for anerkendelse efter ovennævnte fortegnelse.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kvinden fra 1992-94 havde været beskæftiget med på-plads-rykning af halve grisekroppe på transportbånd. Fra 1994 til juni 1996, hvor hun ophørte med at arbejde, og igen fra februar 1997, hvor hun genoptog arbejdet, til den dobbeltsidige lidelse manifesterede sig i henholdsvis slutningen af 1998 og begyndelsen af 1999, havde hun en tredjedel af arbejdsdagen fortsat været beskæftiget med på-plads-rykning af halve grisekroppe, og to tredjedele af dagen havde hun været beskæftiget med afskæring af halve grisehoveder - henholdsvis højre- og venstresidige hoveder. Hun havde roteret mellem de 3 funktioner efter 1 time og 40 minutter.
Efter en konkret vurdering af belastningerne i arbejdet fandt Ankestyrelsen ikke, at der var tale om længerevarende, kraftbetonet, håndledsbelastende arbejde. Det beror på en relativ vurdering af arbejdsbelastningens intensitet, om et arbejde er længerevarende. Ligeledes beror det på en konkret vurdering af de samlede belastninger, som det enkelte arbejde indebærer, om et arbejde er kraftbetonet, håndledsbelastende.
Ankestyrelsen fandt ikke, at arbejdet med på-plads-rykning af halve grisekroppe var kraftbetonet, håndledsbelastende, idet på-plads-rykningen ikke havde indebåret egentlige vridebevægelser/rotationer i hverken højre eller venstre håndled. Ankestyrelsen vurderede desuden, at arbejdet havde påvirket såvel albuer og skuldre som håndled og underarme.
Ankestyrelsen fandt ligeledes ikke, at arbejdet med afskæring af halve grisehoveder var tilstrækkelig kraftbetonet, håndledsbelastende for højre håndled. Der blev herved lagt vægt på, at det 1. snit, hvor kvinden skar genikken igennem, givet havde krævet en del kraftanvendelse og i et vist omfang vridebevægelser i håndleddet, ligesom der var arbejdet mod modstand. Derimod havde det 2. snit, hvor hun skar første snit dybere, næppe krævet større kraftanvendelse. Det 3. snit, hvor hun skar fra det forskårne kæbesnit til nakkeenden, havde næppe heller krævet større kraftanvendelse, og det 3. snit havde næppe i større omfang indebåret vrid/rotationer i højre håndled. Skærearbejdet var dermed ikke nær så intensivt belastende for højre håndled, som det er tilfældet ved f.eks. udbening af forender.
Ankestyrelsen fandt heller ikke efter en samlet vurdering af påvirkningerne for venstre håndled, at arbejdet med afskæring af grisehoveder var tilstrækkelig kraftbetonet, håndledsbelastende for venstre håndled. Omkring 20-25% af hovederne var enten flækket skævt eller det forskårne kæbesnit var "forkert". I disse tilfælde vred kvinden med venstre hånd hovedet frem og tilbage/op og ned under afskæring af hovedet, hvilket havde krævet en del kraftanvendelse, ligesom der var arbejdet mod modstand og med rotationer i håndleddet. Imidlertid havde hun ved afskæringen af hoveder i langt de fleste tilfælde trykket hovedet nedad med venstre hånd, samtidig med at hun - uden dog at lægge kræfter i - havde vredet hovedet lidt frem og tilbage. Den overvejende del af arbejdet for venstre håndled var derfor ikke kraftbetonet, håndledsbelastende i erhvervssygdomsbekendtgørelsens forstand.
Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at der ikke kunne bygges bro mellem arbejdsperioden frem til sommeren 1996 og perioden fra februar 1997, særligt fordi kvinden ikke havde symptomer forud for pausen i 1996. Det højresidige karpaltunnelsyndrom opstod knap 2 år efter genoptagelse af arbejdet i februar 1997, og det venstresidige karpaltunnelsyndrom opstod efter godt 2 års arbejde.
Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger om arbejdets art og om lidelsens karakter ikke tilstrækkeligt grundlag for at anmode Arbejdsskadestyrelsen om at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget efter lovens § 10, stk. 3, med henblik på mulig anerkendelse efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.
Ankestyrelsen fandt, at det ville være udsigtsløst at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på mulig anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led.
Dette skyldtes, at der ikke var lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem kvindens type lidelse (dobbeltsidigt karpaltunnelsyndrom) og de arbejdsmæssige påvirkninger, som hun havde været udsat for.
Ankestyrelsen fandt endvidere, at det ville være udsigtsløst at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på mulig anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led.
Dette skyldtes, at kvindens arbejde med på-plads-rykning af grisekroppe og afskæring af grisehoveder fra genoptagelsen af arbejdet i februar 1997 til den dobbeltsidige lidelse manifesterede sig ca. 2 år senere, efter Ankestyrelsens vurdering ikke havde indebåret en sådan særlig påvirkning og belastning af håndleddene og/eller underarmene, at det kunne antages at medføre en særlig risiko for udvikling af dobbelsidigt karpaltunnelsyndrom.
Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - 104862-00
Sagen vedrørte anerkendelse af et dobbeltsidigt karpaltunnelsyndrom hos en 37-årig kvinde.
Kvinden havde i ca. 4 måneder fra maj 1990 arbejdet med pakning af toldfri varer.
Om formiddagen bestod kvindens arbejde i at tage en plastikkasse med toldfri varer fra en reol, placere kassen på et bord foran hende og med højre hånd at fylde varerne over i en plastikpose. Posen, der kunne veje op til 10 kg, blev herefter videregivet til en kollega, som forseglede posen. Kvinden fyldte minimum 100 plastposer i timen.
Om eftermiddagen bestod kvindens arbejde i at fylde de nævnte plastikkasser med toldfri varer fra et lager. Hun gik rundt i lageret med en lille rullevogn, hvorpå der var placeret et par kasser, og hentede varerne ned. Hun brugte både højre og venstre hånd. Varerne var placeret i forskellige højder. Hun fyldte ca. 100 kasser i timen.
De håndterede emner vejede mellem ca. 60 og 1300 gram pr. stk. Der var tale om 19-56 håndteringer i minuttet, med et gennemsnit på 30 håndteringer i minuttet. Det fremgik af sagen, at der forekom uforsvarlige gribehøjder, og Arbejdstilsynet havde vurderet, at arbejdet ved pakkestationerne indebar hyppige og repetitive bevægelser i og over skulderhøjde, hvilket medførte en forøget risiko for skadevirkninger i og omkring skulderen.
I ca. 5 måneder fra omkring september 1990 til sygemelding i januar 1991 havde kvinden arbejdet i afrigningen. Arbejdet bestod her i at fjerne metalskuffer fra transportborde, såkaldte carts. Kvinden klippede plomberingen af lågerne på cartsene, åbnede lågerne og trak øverste metalskuffe med indhold ud. Hun løftede herefter skuffen over til en tællestation. En metalskuffe med indhold vejede fra et par kilo og op til 15 kg. På en arbejdsdag løftede hun mindst 1000 skuffer til tællestationen.
Om kvindens helbredsforhold fremgik det, at hun kort før overgangen til arbejdet med afrigning begyndte at få smerter i begge underarme fra håndleddet og op til albuen. Symptomerne blev gradvist forværret, og hun søgte læge i november 1990. Hun blev opereret for dobbeltsidigt karpaltunnelsyndrom i januar 1991.
En bedriftslæge havde vurderet, at kvindens arbejde var ensidigt, gentaget med mange håndledsbevægelser. Pakkearbejdet var specielt håndledsbelastende i forbindelse med løft af plastikposerne, som kunne veje op til 10 kg.
En arbejdsmedicinsk speciallæge havde konkluderet, at da symptomerne debuterede kort før overgangen til arbejdet med afrigning, havde kvinden hovedsageligt belastet højre håndled. Hun udviklede dog symptomer i begge håndled, hvilket sandsynliggjorde andet end arbejdet som årsag til lidelsen. Den arbejdsmedicinske speciallæge vurderede endvidere, at det udførte arbejde næppe kunne karakteriseres som højrepetitivt, og at der ikke fandtes nogen dokumentation for, at den type arbejde, som kvinden havde udført, øgede risikoen for udvikling af karpaltunnelsyndrom.
Retslægerådet havde til brug for en privat erstatningssag udtalt sig om årsagssammenhængen mellem det udførte arbejde og udviklingen af dobbeltsidigt karpaltunnelsyndrom.
Flertallet i Retslægerådet havde udtalt, at det ikke kunne antages, at kvindens arbejdssituation havde forårsaget eller i væsentlig grad været medvirkende årsag til fremkomsten af et dobbeltsidigt karpaltunnelsyndrom.
Mindretallet havde konkluderet, at kvinden havde udført repetitivt håndledsbelastende arbejde, og at der i flere arbejdsmedicinske undersøgelser var påvist en øget risiko for opståen af karpaltunnelsyndrom efter repetitivt håndledsbelastende arbejde. Mindretallet fandt det derfor sandsynligt, at kvindens arbejdssituation havde været medvirkende årsag til fremkomsten af en veldiagnosticeret dobbeltsidig karpaltunnelsyndromlidelse, idet hun havde brugt begge hænder i sit arbejde.
Arbejdsskadestyrelsen fandt ikke, at der var tale om en lidelse, som var omfattet af loven.
Sagen blev afgjort efter den dagældende arbejdsskadeforsikringslov.