Sagen drejede sig 3 søskende, der var anbragt af A-kommune på et opholdssted i B-kommune.
Opholdsstedet modtog supervision fra en psykolog i forhold til opgaven omkring det ældste barn. I supervisionen fokuseredes på at styrke plejefamilien i at kunne yde en socialpædagogisk indsats, som modsvarede det behandlingsbehov det ældste barn faktisk havde, og som gjorde det muligt for opholdsstedet at arbejde med barnet. Det vurderedes, at opholdsstedet med denne støtte aktuelt kunne tilgodese barnets behandlingsbehov.
I sagen var truffet beslutning om overvåget samvær af børne- og ungeudvalget efter servicelovens § 57, stk. 2. Udgiften forbundet hermed blev ydet efter § 40, stk. 9.
Udgiften til supervision blev ydet som en del af udgiften ved opholdsstedet.
I anledning af, at B-kommune havde fremsendt a conto opkrævning til A-kommune vedrørende udgifterne for døgnanbringelse af de tre børn meddelte A-kommune, at det var kommunens opfattelse, at overvåget samvær og supervision til opholdsstedet ikke var omfattet af refusionsreglerne i retssikkerhedslovens § 9a.
Som begrundelse anførte A-kommune, at der ikke var tale om en direkte udgift til forældrene eller deres børn og at beslutning om overvåget samvær blev truffet af Børne- og Ungeudvalget, hvor det fremgik af § 57, stk. 3, at det kunne ske med en repræsentant fra kommunen. Kommunen mente, at kommunens opfattelse understøttedes af betingelserne for grundtakstfinansiering, hvor udgifter til overvåget samvær ikke kunne medtages.
Hvad angik supervision til opholdsstedet skulle en sådan udgift afholdes af opholdsstedet som en udgift indeholdt i det godkendte budget.
B-kommune klagede over afslaget fra A-kommune. Det anførtes, at kommunen ikke delte A-kommunes opfattelse af, at der kunne drages analogislutning fra bestemmelserne om udgiftsfordelingen mellem kommune og amtet på børne- og ungeområdet - den såkaldte grundtakstfinansiering, jf. servicelovens § 131a, og bestemmelserne i retssikkerhedslovens § 9a/servicelovens § 128.
A-kommune oplyste til nævnet, at kommunen havde fået regninger på de 3 børns ophold, hvor der ikke var overensstemmelse mellem den godkendte grundtakstfinansiering og det afkrævede beløb. A-kommune ønskede at få afklaret, om der kunne kræves refusion på udgifter, der lå udover grundtakstfinansieringen, som udgifter til supervision og overvåget samvær.
A-kommune meddelte efterfølgende til B-kommune, at det kommunen havde truffet afgørelse om var, at udgifter til overvåget samvær var administrationsudgifter, og kommunen havde på den baggrund meddelt afslag på refusion af disse udgifter.
Grundtakstfinansieringsmodellen var udelukkende anvendt til støtte for antagelsen om, at havde der været tale om udgifter, der kunne betragtes som en del af anbringelsesudgifterne, ville disse være indgået i grundtakstfinansieringen.
Hvad angik supervision var det fortsat A-kommunes opfattelse, at en sådan udgift skulle afholdes af opholdsstedet som en udgift indeholdt i det godkendte budget.
Såfremt udgiften ikke var indeholdt i budgettet og kommunen besluttede at bevilge supervision til opholdsstedet/egne medarbejdere var der efter A-kommunes opfattelse tale om en administrativ udgift/personaleudgift.
B-kommune meddelte, at amtet havde godkendt udgiften til supervision i denne konkrete sag som en udgift, der måtte medregnes under grundtaksten selv om den blev købt særskilt, d.v.s. der var tale om en særlig supervision, som var afledt af, at barnet ikke vurderedes at kunne få udbytte af en egentlig terapeutisk indsats, hvorfor der i stedet blev ydet plejemoderen særlig faglig støtte til at kunne løse opgaven.
Der var klart sammenhæng med anbringelsen og de tilknyttede foranstaltninger, og det var kommunens opfattelse at supervisionen og det overvågede samvær var omfattet af bestemmelserne i retssikkerhedslovens § 9a.
Nævnet fandt, at A-kommune var forpligtet til at refundere udgifter til supervision og overvåget samvær.
Afgørelsen var truffet efter retssikkerhedslovens § 9a, hvorefter opholdskommunen kunne få refunderet sin andel af udgifterne ved en anbringelse.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at udgifterne var ydet efter servicelovens bestemmelser om anbringelse af børn og vedrørte opholdsbetaling og forældrekontakt.
Disse udgifter kunne ikke anses for at være administrationsudgifter.
Der var lagt vægt på, at begge ydelser opstod som følge af anbringelsen. Supervision til plejefamilien var en del af opholdsbetalingen og udgiften til overvåget samvær var nødvendig for at opretholde kontakten mellem faderen og børnene.
Det var i øvrigt nævnets opfattelse, at adgangen til refusion ikke var begrænset til de udgifter som var omfattet af grundtaksten ifølge servicelovens § 131a, da § 9a nævnte, at opholdskommunen kunne få refunderet sin andel af udgifterne efter blandt andet serviceloven.
Efter nævnets afgørelse rettede A-kommune henvendelse til nævnet og oplyste, at der flere gange i afgørelsen fra nævnet var anført, at der var tale om en plejefamilie. Dette var ikke tilfældet. Der var tale om supervision til et opholdssted. Det var kommunens opfattelse, at supervision til et opholdssted skulle indkalkuleres i opholdsstedets budget og godkendes af amtet.
Nævnet meddelte herefter, at det ikke havde betydning for afgørelsen, om opholdsstedet var en familiepleje eller opholdssted. Udgifterne til supervision var ikke en administrationsudgift.
I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at A-kommune tog til efterretning at refundere udgifter til overvåget samvær efter retssikkerhedslovens § 9a, desuagtet at disse ikke var omfattet af grundtakstfinansieringen.
Derimod ønskede A-kommune at anke over afgørelsen omkring supervision. Kommunen var af den opfattelse, at supervision til et opholdssted skulle indregnes i opholdsstedets budgetter. Skete dette ville udgiften også være omfattet af grundtakstfinansieringen.
A-kommune henviste til svaret fra nævnet, hvor nævnet oplyste, at man ikke skelnede mellem supervision til en plejefamilie eller et opholdssted. Det var kommunens opfattelse, at hvis dette var gældende praksis, ville det åbne mulighed for fremover at personkontere udgiften til supervision både til plejefamilier, men også til ansatte i forvaltningerne, f.eks. når en familierådgiver havde behov for supervision på enkeltsager.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udgiften til supervision af plejeforældre var omfattet af refusionsreglerne i retssikkerhedslovens § 9a som en andel af udgifterne ved en anbringelse eller om udgiften kunne anses for at være en administrationsudgift.
