Ankestyrelsens principafgørelse D-4-03

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 22, stk. 1, nr. 2

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 2

En kvinde på 23 år, der som 19-årig havde fået stillet diagnosen paranoid skizofreni, havde været indlagt til behandling i 2 længere perioder. I tiden mellem de to indlæggelser var det lykkedes for hende at gennemføre uddannelsen til social - og sundhedsassistent og hun havde arbejde i et par måneder.

Efter anden indlæggelse blev hun udskrevet til et bofællesskab. Det ville være nødvendigt med fortsat medicinsk behandling. Hendes tilbagevenden til hidtidig beskæftigelse var overvejet, men opgivet. Hun havde udtrykt ønske om at komme i gang med at tage en HF-eksamen, så hun kunne få samme muligheder som andre unge.

Hun modtog sygedagpenge som ophørte ved varighedsbegrænsningens indtræden den 31. august 2001. Kommunen bevilgede herefter forlængelse af dagpengeudbetalingen i 13 uger + 3 uger yderligere efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, på betingelse af, at kvinden gennemførte et kursusforløb på en specialskole med 2½ times ugentlig undervisning i litteratur.

Kommunen traf afgørelse om at kvinden skulle overgå til kontanthjælp efter udløb af den bevilgede forlængelsesperiode. Kommunen vurderede, at der ikke ville være grundlag for at påbegynde revalidering eller for at påbegynde en sag om førtidspension.

Denne afgørelse blev påklaget til nævnet, der traf afgørelse om, at kvinden var berettiget til at få forlænget dagpengeudbetalingen med den fulde anden periode på 13 uger, med henblik på yderligere afklaring af kvindens arbejdsevne.

Denne afgørelse blev truffet efter udløbet af forlængelsesperioden. I mellemtiden var kvinden overgået til kontanthjælp, og hun var i øvrigt fortsat med undervisning, idet hun fra januar 2002 havde tilmeldt sig HF-kursus i dansk og efter sommerferien havde hun udvidet med flere fag.

Nævnets afgørelse var påklaget af kommunen. I klagen var det gjort gældende, at kommunen havde lagt en opfølgningsplan med henblik på afklaring af kvindens arbejdsevne. I afklaringsforløbet indgik 2½ times ugentlig undervisning i litteratur, idet dette var inden for rammene af hvad kvinden og kommunen fandt, at hun kunne klare. Kommunen fandt, at forløbet havde vist, at kvinde ikke kunne klare et erhvervsrettet forløb. Kommunen var uenig i, at der var behov for yderligere afklaring.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en nærmere belysning af anvendelsesområdet for dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2.

Der var ret til udbetaling af sygedagpenge i endnu 13 uger regnet fra den 1. december 2001, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det sociale nævn den 21. august 2002 traf afgørelse om, at der efter 20. december 2001 var behov for nærmere afklaring af kvindens arbejdsevne, og at hun derfor var omfattet af bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, med ret til forlængelse af dagpengeperioden med op til 2 x 13 uger.

Begrundelsen for afgørelsen var, at forvaltningen, på tidspunktet for varighedsbegrænsningen for fortsat udbetaling af sygedagpenge, skulle foretage en vurdering af hvilke tiltag det ville være relevant at iværksætte med henblik på sikring af dagpengemodtagerens forsørgelsesgrundlag, herunder om der ville være mulighed for at forlænge dagpengeudbetalingen efter reglerne i lovens § 22, stk. 1.

Hvis det blev anset for nødvendigt at gennemføre arbejdsprøve eller andre foranstaltninger, med henblik på afklaring af den sikredes arbejdsevne kunne dagpengene forlænges i indtil 2 x 13 uger, regnet fra varighedsbegrænsningen, jf. § 22, stk. 1, nr. 2.

I vurderingen af hvilke tiltag, det ville være relevant at sætte i værk, måtte der indgå en vurdering af omfanget af den arbejdsbelastning, det med rimelighed kunne forsvares at forlange af den sikrede, ud fra en vurdering af hendes helbredsforhold og ressourcer.

Konkret skulle en arbejdsprøve eller andre afklarende foranstaltninger, der blev sat i værk i forbindelse med forlængelse efter § 22, stk. 1, nr. 2, være tilrettelagt sådan, at afprøvningen inden for maksimalt 2 x 13 uger, kunne skabe et realistisk grundlag for at vurdere, om den sikrede fremover ville kunne klare et fleksjob eller om der ville være basis for at påbegynde en sag om førtidspension.

Ankestyrelsen fandt ikke, at et skolekursus i litteratur på 2½ time pr. uge var tilstrækkeligt til at klarlægge omfanget af arbejdsevnen.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse for så vidt angik spørgsmålet om hendes berettigelse til at få dagpengene forlænget med 2 x 13 uger.

Ankestyrelsen ændrede det sociale nævns afgørelse for så vidt angik fastsættelse af tidspunktet for forlængelsen, idet den samlede forlængelse på 2 x 13 uger i dette tilfælde begyndte at løbe fra varighedsbegrænsningen den 1. september 2001.

Der skulle ikke ske tilbagebetaling af for meget udbetalte sygedagpenge for tiden efter udløbet af perioden på 2 x 13 ugen den 2. marts 2002.

Ankestyrelsen havde ved afgørelse ikke taget stilling til, om der var grundlag for forlængelse af dagpengeperioden efter bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2 ved varighedsbegrænsningens indtræden den 31. august 2001.