Ankestyrelsens principafgørelse U-17-03

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 33, stk. 1, § 33, stk. 2 og § 34, stk. 1

Almindelige forvaltningsretlige principper - Ulovbestemte forvaltningsretlige principper -

Sagen drejede sig om en 54-årig mand, der den 10. november 1994 var udsat for en arbejdsskade. Han slog ryggen, lænde- og nakkesøjlen, ved et fald bagover fra en stige.

Der var anket over et afslag på genoptagelse af spørgsmålet om mén.

Arbejdsskadestyrelsen havde i en afgørelse af 12. august 1996 vurderet méngraden til 12%.

Ved afgørelsen af 12. august 1996 forelå det oplyst, at han tidligere, den 3. december 1987, havde været udsat for en arbejdsskade. Han havde dengang slået baghovedet og lænderyggen ved et fald på 3 meter ned fra et tag. Han havde pådraget sig følger efter brud i på en lændehvirvel, niveau 4, i form af dagligt generende smerter og fiksation i lænden. Han havde desuden pådraget sig følger efter hjernerystelse i form af nakkehovedpine og ophævet lugtesans. Der var under behandlingen af denne sag ikke omtalt smerter og ej heller indskrænkning af bevægeligheden i nakken. Ménet efter denne skade i 1987 var vurderet til i alt 25%, heraf lændesmerter 10%.

Der forelå endvidere erklæring fra speciallæge i neurokirurgi. Det fremgik heraf, at han i 1995 var opereret for en diskus prolaps i lænden, niveau 3. Han havde følger i form af udstrålende smerter og nedsat bevægelighed i lænden. Han havde desuden smerter og nedsat bevægelighed i nakken. Det fremgik desuden af erklæringen, at han i 1991 var blevet opereret for en diskus prolaps i lænden, prolapsen var uafhængig af 1987-skaden. Efterfølgende var han blevet symptomfri, indtil han kom ud for 1994-skaden.

Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet, at følgerne efter 1994-skaden udgjorde 1/2 af det samlede mén i lænderyggen svarende til 12%. Der var ikke vurderet mén efter smerterne i nakkerygsøjlen, de var tilskrevet 1987-skaden.

Der var herefter indhentet yderligere erklæring af 6. december 1999 fra speciallæge i neurologi. Det foregik heraf, at der var smerter og nedsat bevægelighed i hele rygsøjlen mest udtalt i lænd og nakke. Symptomerne blev i øvrigt angivet som uændrede i lokalisation og intensitet de sidste 2-3 år og siden 1996.

Sagen blev behandlet principielt til afklaring af, om der i tilfælde af flere anerkendte skader mod samme region og en mellemliggende periode med symptomfrihed var mulighed for ved vurderingen af mén for den seneste skade at trække fra for mén, der var kompenseret ved den tidligere skade.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for genoptagelse efter arbejdsskadelovens bestemmelser. Der blev lagt vægt på, at de forhold, der var beskrevet i erklæringen fra 1999 stort set svarede til de forhold, der var beskrevet i erklæringen fra 1996.

Ankestyrelsen fandt heller ikke grundlag for genoptagelse af forvaltningsretlige grunde af spørgsmålet om mén for følger i lænderyggen.

Der blev lagt vægt på, at manden i 1994 pådrog sig diskusprolaps, og at der ifølge erklæring fra speciallæge i 1999 var følger i form af smerter og bevægeindskrænkning, hvilket skønsmæssigt svarede til et mén på omkring 22%, en tilstand der ifølge méntabellen ville blive vurderet til mellem 20 og 25%.

Der blev endvidere lagt vægt på, at han efter 1987-skaden var kompenseret for følger efter brud i form af smerter og let nedsat bevægelighed i lænden svarende til et mén på 10% ifølge méntabellen.

Ankestyrelsen fandt derfor, at der i det samlede mén efter 1994-skaden med rette var foretaget et fradrag på 10%, således at han for 1994-skaden var berettiget til udbetaling af en méngodtgørelse svarende til 12%.

Ankestyrelsen fandt derimod, at der var grundlag for genoptagelse af spørgsmålet om mén for følger i nakken.

Der blev lagt vægt på, at han ved skaden i 1994 havde slået nakkehvirvlerne ved faldet, og at han havde pådraget sig smerter og nedsat bevægelighed i nakken.

Ankestyrelsen fandt, at han burde kompenseres for dette. Der var ikke grundlag for at foretage fradrag for følger efter hjernerystelse eller for andet forudbestående mén.