En kvinde med en mindreårig hjemmeboende søn ansøgte kommunen om hjælp til betaling af huslejerestance, el-restance, betaling for gas og andet, i alt ca. 15.000 kr. Hun var ude af stand til at betale disse udgifter, da hun var uden midler. Det fremgik af kommunens journal at kvinden adskillige gange tidligere havde modtaget akut hjælp, da hun havde meget svært ved at administrere sin økonomi. I året forud for den seneste ansøgning havde hun modtaget over 30.000 kr. i hjælp, selv om hun i perioder var i arbejde til normal løn.
Kommunen gav afslag på hjælpen og henviste hende til at indgå en administrationsaftale med kommunen. Det ønskede hun ikke.
Kvinden klagede til det sociale nævn, som pålagde kommunen at yde hjælpen. Nævnet lagde vægt på at betaling af udgifterne var af helt afgørende betydning for ansøgers og hendes søns livsførelse, især fordi der var fare for at de blev sat ud af lejligheden.
Da udgifterne var forudsigelige, bestemte nævnet at hjælpen blev givet med tilbagebetalingspligt.
Kommunen klagede over afgørelsen til Ankestyrelsen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang der kan ydes hjælp til udgifter, der er forudsigelige, men af afgørende betydning for ansøgers livsførelse.