Ankestyrelsens principafgørelse P-3-03

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 14 og § 15

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 68

Ansøger, der var tilkendt førtidspension med virkning fra den 1. januar 1990 vurderet som husmor i eget hjem, søgte om forhøjelse af pension den 14. december 2001.

På grund af ændring af bekendtgørelsen af 22. marts 2002 (ændret bedømmelsesgrundlag) traf kommunen afgørelse om, at hun havde ret til mellemste førtidspension vurderet i forhold til fuldtidsbeskæftigelse fra 1. maj 2002.

Ansøger klagede til det sociale nævn, da hun mente, at hun havde ret til højeste pension.

Det sociale nævn hjemviste sagen til kommunen, fordi kommunen havde anvendt et forkert bedømmelsesgrundlag. Hendes arbejdsevne skulle bedømmes i husligt arbejde.

Kommunen traf derefter afgørelse om, at der ikke var grundlag for forhøjelse af ansøgers pension, idet arbejdsevnen var bedømt i forhold til husligt arbejde.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis om anvendelse af bekendtgørelse nr. 183 af 22. marts 2002 om ændring af bekendtgørelse om social pension (ændring af bedømmelsesgrundlag), når der er påbegyndt en sag om forhøjelse af tidligere tilkendt pension efter 1. januar 2002.

Endvidere blev sagen behandlet med henblik på afklaring af, om der var tale om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakt.

Ansøger havde ikke ret til mere end forhøjet almindelig førtidspension. Hun fik derfor ikke udbetalt mere i pension.

Nedsættelsen af erhvervsevnen var vurderet efter hendes arbejdsevne ved fuldtids arbejde i eget hjem, jf. § 21, stk. 4 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 112 af 19. februar 2001 om social pension. Dette bedømmelsesgrundlag blev anvendt ved tilkendelse af pension fra den 1. januar 1991.

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at hendes pensionssag ikke var omfattet af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 183 af 22. marts 2002 om ændring af bedømmelsesgrundlaget. Der henvistes til denne bekendtgørelses § 2, stk. 3, hvorefter der for personer, der var tilkendt førtidspension inden den 1. januar 2002, eller for hvem der var påbegyndt sag herom inden den 1. januar 2002, fortsat gjaldt de indtil da gældende regler i kapitel 5.

Det sociale nævn havde desuden ret til at tage stilling til kommunens afgørelse om bedømmelsesgrundlaget, selv om der alene var klaget med henblik på forhøjelse af den tilkendte pension. De sociale nævn og Ankestyrelsen er ikke bundet af parternes påstande, og afgørelserne kan gå ud på stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over, jf. retssikkerhedslovens § 68. Der var endvidere lagt vægt på, at kommunens afgørelse måtte anses for at være i strid med bekendtgørelsen.

Det ville have været i overensstemmelse med god forvaltningsskik, hvis nævnet forud for afgørelsen havde bedt kommunen om en udtrykkelig begrundelse for, at den havde anvendt bekendtgørelsen af 22. marts 2002 i hendes tilfælde, og at nævnet havde partshørt hende om kommunens udtalelse.

Ved bedømmelsen af i hvilket omfang erhvervsevnen var nedsat tog Ankestyrelsen hensyn til de helbredsmæssige oplysninger og oplysningerne om hendes funktionsniveau i huslige funktioner.

Det fremgik af generel helbredsattest af 11. juni 2002, at hun klarede madlavningen, daglige indkøb og øvrige daglige gøremål i et vist omfang. Hun fik hjælp til tungere opgaver af sin ægtefælle og hjemmehjælper.

Ankestyrelsen vurderede på det grundlag, at hendes erhvervsevne ikke var nedsat med omkring 2/3 i sit arbejde i hjemmet. Dette var en betingelse for mellemste pension.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.