Ankestyrelsens principafgørelse C-46-03

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 28

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41

Sagen drejede sig om en familie med 3 børn, hvoraf det ene barn var spastiker, svært hjerneskadet og som følge heraf meget lidt selvhjulpen.

Familien havde tidligere boet i en lejelejlighed. Det blev på et tidspunkt vurderet, at familien på grund af datterens handicap var berettiget til at få hjælp til køb af en ejerbolig efter servicelovens § 102, stk. 2. Familien fik herefter bevilget hjælp til køb af ny ejerbolig i en anden kommune end den kommune, hvor familiens lejelighed var beliggende.

Efter familiens flytning til ejerboligen traf den nye kommune som følge af den tidligere opholdskommunes bevilling af hjælp til boligskift, en række afgørelser om hjælp efter servicelovens § 28 til vand, varme, villaforsikring, renovation mv. vedrørende den nye ejerbolig.

I forhold til varmeudgiften meddelte kommunen, at det var oplyst, at familien ikke havde haft reelle udgifter til varme i den tidligere lejebolig i en periode på 3 år forud for boligskiftet. Det var således dokumenteret, at udgiften havde været 44,28 kr. i 1999, 1,12 kr. i 2000 og 1,24 kr. i 2001. Kommunen ville imidlertid ikke anerkende, at familien herefter skulle have dækket samtlige varmeudgifter i den nye bolig.

Kommunen indhentede derfor oplysninger fra familiens tidligere udlejer om størrelsen af et gennemsnitligt varmeforbrug i en lejlighed, som var sammenlignelig med familiens tidligere lejelighed.

Kommunen fastsatte herefter merudgiften til varme ved at beregne differencen mellem det gennemsnitlige varmeforbrug i en sammenlignelig lejlighed med det varmeforbrug der forventedes forbrugt i den nye ejerbolig. Kommunen oplyste samtidig, at der ville blive lavet en endelig opgørelse, når familien havde modtaget en opgørelse over de faktisk afholdte varmeudgifter i den nye bolig.

Familien klagede over, at kommunen ikke havde beregnet varmeudgiften på grundlag af de faktiske udgifter.

Det Sociale Nævn tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter varmeudgiften var beregnet på baggrund af oplysninger om et gennemsnitligt varmeforbrug i en lejlighed svarende til familiens tidligere lejlighed. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at familier normalt har udgifter til varme.

Familien klagede over nævnets afgørelse. I klagen var det bl.a. anført, at flytningen til den nye ejerbolig udelukkende var begrundet i datterens handicap og at familien derfor ikke skulle påtvinges en merudgift ved flytningen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt merudgiften til varme ved flytning fra lejebolig til ejerbolig efter servicelovens § 102, stk. 2 kunne beregnes på baggrund af oplysninger om et gennemsnitligt varmeforbrug i en lejebolig svarende til den tidligere lejebolig, jf. servicelovens § 28 om merudgifter.

Merudgiften til varme i forbindelse med boligskift skulle i familiens sag fastsættes på grundlag af de indhentede oplysninger om et gennemsnitligt varmeforbrug i en lejelejlighed svarende til familiens tidligere lejebolig.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen lagde til grund, at familien, som følge af datterens handicap, var bevilget hjælp til anskaffelse af en ejerbolig efter servicelovens § 102, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det følger af kompensationsprincippet, at familier med handicappede børn skal kompenseres for de merudgifter der følger af barnets handicap.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at familien ifølge sagens oplysninger havde haft varme i familiens tidligere lejebolig via naboernes varme og at familien som følge heraf ikke havde haft egne selvstændige udgifter til opvarmning af familiens tidligere lejebolig i de seneste 3 år.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at varmeudgifter indgår som en fast del af en samlet udgift til en bolig, uanset om der i husstanden indgår personer med handicaps.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at der ved beregningen af merudgiften til varme i forbindelse boligskift efter servicelovens § 102, stk. 2 skulle tages udgangspunkt i at familien ikke havde haft udgifter til opvarmning af familiens tidligere lejlighed.

Ankestyrelsen fandt at en merudgiftsvurdering efter servicelovens handicapkompenserende regler som udgangspunkt beror på en konkret vurdering af størrelsen af de faktiske udgifter.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at dette udgangspunkt ud fra en rimelighedsbetragtning måtte fraviges i et tilfælde som familiens, hvor udgiften tidligere havde været så usædvanlig lav eller ikke-eksisterende på grund af forhold, som var uden sammenligning med andre familiers eller husstandes forhold og uden sammenhæng med udgifter ved datterens handicap.

Ankestyrelsen fandt, at der i et sådant tilfælde kunne være grundlag for at foretage et skøn over størrelsen af den tidligere udgift. Et sådant skøn kunne, efter Ankestyrelsens vurdering, udarbejdes på grundlag af oplysninger om den gennemsnitlige varmeudgift for sammenlignelige familier.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn, hvorefter varmeudgiften i familiens nuværende ejerbolig blev sammenholdt med en gennemsnitlig varmeudgift i en lejlighed som var sammenlignelig med familiens tidligere lejelejlighed.