Kommunen meddelte ved brev af 8. november 2001 et anpartsselskab, at det beløb, der var udbetalt i dagpengerefusion for årene 2000 og 2001 blev krævet tilbagebetalt efter dagpengelovens § 37.
Afgørelsen var begrundet i, at det beløb, som anpartsselskabet havde udbetalt til lønmodtageren ikke var almindelig A-indkomst, men var udbetalinger fra en mellemregningskonto. Der var således ikke indeholdt A-skat, ATP, arbejdsmarkedsbidrag, SP-bidrag m.m. Kommunen betragtede derfor ikke denne indkomst som en lønindkomst. Derfor havde lønmodtageren ikke ret til sygedagpenge.
Anpartsselskabet var et lille selskab, der blev drevet af lønmodtageren, der var anpartshaver i selskabet, hans hustru og datter. Selskabet havde tegnet forsikring efter dagpengelovens § 27.
Ifølge dp. 201 - anmodning om dagpenge samt anmeldelse af fravær og eventuelt anmodning om dagpengerefusion - der blev modtaget i kommunen den 18. august 2000, var der udbetalt løn hver måned med 25.000 kr. DP 202 - anmodning om dagpengerefusion - blev modtaget i kommunen den 18. oktober 2000. Efterfølgende havde kommunen modtaget dp 202 blanketter løbende fra december 2000 til oktober 2001.
Kommunen meddelte ved brev af 11. oktober 2001, at lønmodtageren ikke var berettiget til sygedagpenge, hvorfor udbetalingen af refusion for udbetalt løn omgående blev stoppet med sidste beregningsdag den 12. oktober 2001. I samme brev oplyste kommunen, at det var konstateret, at lønudgiften på 25.000 kr. pr. måned ikke var redegjort og opgivet til skattevæsenet. Derfor blev lønmodtageren indkaldt til en opfølgningssamtale den 8. oktober 2001, hvor han skulle dokumentere sin lønudgift. Lønmodtageren havde oplyst, at der ikke fandtes lønsedler, idet beløbet fremkom ved, at han fik overført 25.000 kr. fra en mellemregningskonto, som han havde med anpartsselskabet som arbejdsgiver. Der var ikke udarbejdet lønsedler, og der var heller ikke opgivet beløb til skattevæsenet. Der var ikke tilbageholdt ATP, AM-bidrag, SP-bidrag eller A-skat. Da overførslen fra mellemregningskontoen hver måned ikke kunne betragtes som lønindkomst i henhold til skatteloven var der ikke grundlag for udbetaling af refusion for udbetalt løn til en sygemeldt ansat.
Nævnet fandt, at lønmodtageren ikke kunne anses for at være lønmodtager, idet der herved blev lagt vægt på, at der ikke var tale om A-indkomst, hvoraf der var indbetalt AM-bidrag mv., og at udbetalingen var sket via en mellemregningskonto i firmaet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at lønmodtageren under sagens behandling havde tilkendegivet, at han var selvstændig erhvervsdrivende.
Nævnet fandt på denne baggrund, at anpartsselskabet ikke havde været berettiget til dagpengerefusion.
Nævnet fandt det imidlertid ikke godtgjort, at anpartsselskabet havde modtaget dagpengerefusionen mod bedre vidende. Der blev herved lagt vægt på, at de oplysninger om lønmodtagerens lønforhold, der var angivet i blanketterne dp. 201 og dp. 202 ikke fandtes at være afgivet i den hensigt bevidst at vildlede kommunen med henblik på at opnå refusion. Der var endvidere lagt vægt på, at det af almindelige forvaltningsretlige regler følger, at det er kommunens ansvar, at der er tilstrækkelige oplysninger til, at der kan træffes afgørelse (officialmaksimen), og nævnet fandt, at kommunen ved modtagelse af blanketterne burde have foretaget en nærmere undersøgelse af de oplysninger, der fremgik heraf.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ved at oplyse, at der udbetaltes løn med 25.000 kr. pr. måned efter fradrag af AM-bidrag, var der opgivet urigtige og vildledende oplysninger. Lønmodtageren havde ved sin underskrift på dp 202 oplyst, at arbejdsgivers oplysninger var rigtige. Dette til trods for, at lønmodtageren den 8. oktober 2001 til kommunen oplyste, at det ikke var løn han modtog og beløbet var ikke skattepligtig indkomst. For så vidt angår kommunens ansvar angående en nærmere undersøgelse ved modtagelse af dagpengeblanketten oplyste kommunen, at de ikke havde fundet det nødvendigt at undersøge oplysninger om udbetaling af løn, idet oplysningerne var afgivet under strafansvar for både anpartsselskabet og lønmodtageren. Da anpartsselskabet havde oplyst, at lønmodtageren havde været ansat i mere end 13 uger, skulle kommunen ikke indhente dokumentation til belysning af, om lønmodtageren var berettiget til dagpenge.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere belysning af rækkevidden af kommunens pligt til at oplyse sagen (officialmaksimen) gennem kontrol af oplysningerne på dagpengeskemaerne.
