Ankestyrelsens principafgørelse A-15-03

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 125 af 25. februar 2003 - § 49, stk. 1

Manden var gået ud af 9. klasse i 1979. Derpå havde han et år på teknisk skole efterfulgt af tre år som jord- og betonarbejder. Efterfølgende gennemførte han den 3½-årige maskinarbejderuddannelse. Siden 1986 og til sygemelding 4. juli 2001 arbejdede han som maskinarbejder.

Rygsmerter havde været et tilbagevendende problem gennem flere år, men han oplevede en forværring i juli 2001, hvor han blev sygemeldt på grund af rygsmerter med udstråling til venstre ben. Af de lægelige akter fremgik, at der formentlig var tale om en diskusprolaps i lænden.

Manden søgte revalideringsstøtte, idet han ikke fandt at tilbagevenden til arbejdet som maskinarbejder ville være holdbart på længere sigt. Kommunen fandt ham revalideringsberettiget til produktionsteknologuddannelsen, som var den uddannelse han først selv havde overvejet, men ikke til maskinmesteruddannelsen, som han efterfølgende fandt ud af, at han hellere ville have. Kommunen fandt, at revalideringsbehovet var tilgodeset ved den kortere uddannelse.

Manden var samlevende, der var et fællesbarn på 2-3 år og familien boede i eget hus. Samleveren var kok med skiftende arbejdstider, hvorfor manden måtte hente barnet i daginstitution om eftermiddagen.

Mellem hjem og uddannelsen til produktionsteknolog var der 111 km. Afstanden til maskinmesteruddannelsen var 40 km.

I sin klage over kommunens afgørelse anførte manden blandt andet, at uddannelsen til produktionsteknolog udelukkede, at han kunne nå at hente sit barn i daginstitution, og at hans ønske om maskinmesteruddannelsen var begrundet i, at han tidligere havde deltaget i efteruddannelse, der relaterede sig til maskinmesteruddannelsen. Den kortere transporttid ville endvidere give ham bedre tid til at løse hjemmeopgaver.

I forbindelse med klagen fremlagde manden et lægebrev fra den behandlende sygehuslæge, hvoraf fremgik, at det ikke skønnedes hensigtsmæssigt med lang transporttid, idet hans ryggener forværredes ved længerevarende siddende stilling.

Kommunen rettede henvendelse til uddannelsesstedet for produktionsteknologuddannelsen og konstaterede på den baggrund, at mødetiderne ikke udelukkede, at manden kunne nå at hente sit barn i daginstitution, hvis han kørte i egen bil. Der var undervisning 4 dage om ugen og undervisningen sluttede senest kl. 14.

Kommunen fastholdt afgørelsen og meddelte, at det måtte komme an på en prøve, om manden kunne klare den lange transporttid.

Nævnet fandt, at manden var berettiget til maskinmester-uddannelsen.

Nævnet lagde vægt på, at manden var uddannet maskinarbejder, og at det fremgik af de helbredsmæssige oplysninger, at han gennem flere år havde haft vedvarende tendens til lænderygsmerter og havde været under mistanke for at have en diskusprolaps. Efter behandling var han i klar bedring, men havde fortsat lænderygsmerter og havde besvær med at sidde ved bilkørsel. Han var af sygehuset rådet til at genoptage arbejde begyndende på nedsat tid og med skånehensyn. Nævnet fandt, at han for at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet havde behov for en længerevarende uddannelse, og fandt at uddannelsen til maskinmester ville kunne medføre, at han igen blev selvforsørgende og samtidig kunne tilgodese hans skånehensyn og hans interesser.

Kommunen klagede over afgørelsen og anførte, at produktionsteknologuddannelsen på 2 år og 2 måneder kunne tilgodese revalideringsbehovet. Bevilling af maskinmesteruddannelsen på 3 ½ år fandtes derfor at være i strid med § 49.

Nævnet genvurderede afgørelsen, men fandt ikke grund til at ændre den.

Transporttiden i bil mellem bopæl og uddannelsen til produktionsteknolog var 1 time og 25 minutter. Mellem bopæl og uddannelsen til maskinmester var transporttiden 40 minutter.

Under behandlingen i Ankestyrelsen oplyste manden, at han ikke var startet på maskinmesteruddannelsen på baggrund af nævnets afgørelse. Han turde ikke andet end at starte på uddannelsen til produktionsteknolog, idet kommunen havde meddelt, at man af principielle grunde ville klage over nævnets afgørelse, hvis han fik medhold. Han kunne derfor se, at tiden ville trække ud.

Han startede på uddannelsen omkring 1. august 2002. Han klarede at køre i egen bil, men det var efter hans udsagn ikke godt. Han fik smertejag i ryggen, når han kørte. Han oplyste, at når han ikke var udsat for belastning, kunne han tit klare sig uden smertestillende medicin, men i forbindelse med kørsel var han nødt til at tage medicin, før han satte sig ud i bilen, for at kunne holde turen ud. Aktuelt overvejede han at søge læge med henblik på en ny undersøgelse eller måske fysioterapi.

Efter han fik nævnets afgørelse, besluttede han sig for at fortsætte uddannelsen, fordi han vidste at kommunen ville anke, men især også fordi han nu var i gang, og fordi der var hårdere eksamenskrav på maskinmesteruddannelsen.

Han meddelte, at hvis Ankestyrelsen kom frem til at fastholde nævnets afgørelse, ville han ikke skifte uddannelse, fordi han nu manglede mindre end 1 ½ år for at have en uddannelse. Han ville dog helst have haft maskinmesteruddannelsen, fordi den lange tur i bil var en belastning, og fordi en maskinmester og en produktionsteknolog kan lave samme arbejde, men maskinmesteren altid ville stå forrest ved udvælgelsen, fordi det er en bedre uddannelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken betydning en lang transporttid har for at kunne bevilge en længerevarende uddannelse i stedet for en korterevarende, der tilgodeser skånehensyn og vil kunne medføre fremtidig forsørgelse.

Manden havde ikke ret til en erhvervsplan, der omfattede maskinmesteruddannelsen, men til den kortere uddannelse til produktionsteknolog, uanset at den indebar længere transporttid.

Efter § 49, stk. 1 i lov om aktiv socialpolitik skal kommunen tilrettelægge en revalidering således, at den kan gennemføres på så kort tid som muligt, og således at revalidendens behov tilgodeses.

Lang transporttid vil efter omstændighederne kunne bevirke, at en erhvervsplan må anses for urealistisk.

Transporttidens betydning for valg af erhvervsplan må afvejes blandt andet i forhold til de konkrete helbredsforhold og forskellen på relevante uddannelsers længde.

I mandens tilfælde fandtes ikke konkrete omstændigheder, der godtgjorde, at ca. 3 timers daglig transport mellem hjem og uddannelsessted var uforeneligt med helbredsforholdene eller udelukkede gennemførelse af erhvervsplanen.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at en behandlende sygehuslæge havde skønnet, at det ikke var hensigtsmæssigt med lang transporttid, idet mandens ryggener forværredes ved længerevarende siddende stilling.

Dette fandtes imidlertid ikke at udgøre et tilstrækkeligt grundlag til at udelukke kørsel i egen bil mellem hjem og uddannelsessted med en kørselstid på ca.1 time og 25 minutter hver vej.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det ved kørsel i egen bil ville være muligt at holde mindre pauser undervejs, og at der normalt er gode muligheder for at indstille førerstolens sæde og ryg.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at transporttiden ville halveres ved valg af maskinmesteruddannelsen, hvilket ville give mere tid til forberedelse og til familieliv. Ankestyrelsen var endvidere opmærksom på, at manden ønskede maskinmesteruddannelsen, fordi det ville være en naturlig forlængelse af maskinarbejderuddannelsen og relevant efteruddannelse. Disse forhold kunne imidlertid ikke føre til bevilling af maskinmesteruddannelsen, når der eksisterede en alternativ uddannelse, der på 14 måneder mindre ville kunne bringe ham i stand til at klare sig på arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen ophævede således det sociale nævns afgørelse og stadfæstede kommunens afgørelse.