En kommune havde bevilget økonomisk støtte til behandling af alvorlige problemer med anoreksi hos en14-årig dreng i et privat behandlingscenter i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1 i perioden fra oktober 2001 til juli 2002. Drengen havde i perioden fra januar til august 2001 modtaget behandling ved en psykiater, men denne behandling var blevet afbrudt efter moderens og drengens ønske, da de ikke havde tillid til den pågældende psykiater.
Da kommunens bevilling udløb, anmodede moderen i juli 2002 via behandlingscentret om støtte til at drengen kunne deltage i et nyt projekt ved behandlingscentret. Kommunen fik forelagt en behandlingsplan, og det blev fra behandlingscentret oplyst, at drengen fortsat havde problemer med sin anoreksi, men at han generelt havde taget på og således havde profiteret af den behandling, han havde modtaget.
Kommunen meddelte herefter i august 2002, at man ikke havde fundet grundlag for at imødekomme ansøgningen om forlængelse af drengens behandlingsforløb i det private projekt. Som begrundelse henviste kommunen til, at det af psykiatrisk lægekonsulent var blevet vurderet, at en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på et offentligt sygehus skulle foretage en nærmere udredning og behandling af drengen, og at der på længere sigt kunne blive tale om døgnbehandling. Det blev samtidig besluttet at forlænge bevillingen til behandlingen ved det private projekt indtil den nævnte afdeling på det offentlige hospital var i stand til at modtage drengen. Kommunen vurderede således, at der fandtes et offentligt tilbud, der kunne afhjælpe drengens anoreksi, hvorfor det var besluttet, at behandlingen skulle overgå til det offentlige sygehus.
Moderen gjorde i klagen til nævnet bl.a. gældende, at hendes søn var inde i et positivt forløb, og at et behandlerskifte måtte anses for at være til ugunst for ham med fare for et alvorligt tilbagefald.
Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse. Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen havde henvist til behandling ved ungdomspsykiatrisk afdeling på et offentligt sygehus, der måtte anses for at være et fuldt forsvarligt tilbud om behandling i den foreliggende situation.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen ville yde økonomisk dækning for udgifter til behandling ved det private behandlingscenter indtil behandlingen af drengen i offentligt regi kunne iværksættes.
Det blev under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyst, at behandlingen af drengen i offentligt regi endnu ikke var blevet iværksat, og at drengen derfor fortsat modtog støtte til behandling i det private behandlingsprojekt. Bevillingen var senest blevet forlænget frem til april 2003.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om en iværksat behandling i privat regi i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 3 kunne standses med henblik på overgang til fortsat behandling i et offentligt tilbud, alene med den begrundelse at der fandtes et relevant offentligt behandlingstilbud.
