Sagen drejede sig om en 30-årig mand, der siden 1994 havde haft midlertidigt ophold i familiepleje efter servicelovens § 91. Derudover var han i 87 døgn om året i aflastning i en amtskommunal foranstaltning.
Manden blev i 1992 tilkendt mellemste førtidspension. En psykologisk testning havde vist, at han intelligensmæssigt lå i debilområdet med en medfødt hjerne-skade og hermed sammenhængende neuropsykologiske symptomer. Han havde gået i almindelig klasse i folkeskolen fra 1. til 5. klasse med en vidtgående specialundervisning. Fra 6. klasse gik han i specialklasse for børn med generelle indlæringsvanskeligheder. I 1990 kom han på en efterskole for sent udviklede unge. I 1991 blev han optaget på et beskyttet værksted for psykisk handicappede, hvorfra han måtte ophøre, da værkstedet ikke kunne rumme ham. I oktober 1991 fik han ophold i familiepleje på et sted, hvor man i en årrække havde haft unge med hans problematik i døgnophold. Opholdsstedet opsagde i august 1994 plejekontrakten med begrundelsen, at han var meget vanskelig at arbejde med, hvilket gik ud over stedets øvrige beboere. Fra august 1994 fik han ophold hos den nuværende plejefamilie.
Kommunen meddelte i afgørelse af juli 2002, at kommunen havde fundet et nyt opholdssted, som kommunen fandt opfyldte de krav der skulle stilles til et opholdssted til manden. Begrundelsen var at man på stedet havde stor erfaring i at arbejde med unge, der som han havde et behov for struktur og faste rammer for at hverdagen skulle blive overskuelig og forudsigelig. I opholdsstedet ville han endvidere få dækket sit behov for at have kontakt med og deltage i aktiviteter med andre ligestillede unge og mulighed for at blive vejledt/støttet til at lære af og løse de problemer, der opstod mellem ham og hans omgivelser på grund af hans adfærd. Kommunen ville efter mandens og forældrenes besøg på stedet snarest muligt opsige plejeaftalen med det nuværende opholdssted.
Manden og hans forældre klagede til nævnet over kommunens afgørelse. Det blev bl.a. anført, at stedet ikke havde noget med rigtigt landbrug at gøre, idet der bl.a. ikke var køer. Værelset var også meget lille. Han ønskede et ganske almindeligt landbrug, hvor han kunne være med til at lave lidt af hvert.
Nævnet anførte i sin afgørelse, at magtanvendelsesreglerne for voksne ikke kunne finde anvendelse i forbindelse med mandens udvisitering fra botilbuddet hos plejefamilien med henblik på optagelse i det nye botilbud.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det nye botilbud var etableret efter servicelovens § 91 og som sådan var et midlertidigt botilbud. Et botilbud efter § 91 er ikke omfattet af servicelovens § 109 e, da der ikke er tale om et særligt botilbud, jf. SM C-48-01. Ved særlige botilbud efter serviceloven forstås de botilbud, som fortsat drives af kommunen eller amtskommunen i medfør af servicelovens § 140, stk. 1, og de amtskommunale boformer efter servicelovens § 92. Konsekvensen heraf var, at manden ikke kunne flyttes til det nye botilbud medmindre han samtykkede i flytningen.
Nævnet havde med denne afgørelse ikke forholdt sig til, hvorvidt betingelserne for flytning uden samtykke ville være opfyldt, hvis manden blev visiteret til et særligt botilbud som nævnt ovenfor.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at de almindelige visitationsregler måtte finde anvendelse og at en flytning fra en midlertidig foranstaltning efter § 91 kunne finde sted, når formålet med foranstaltningen var nået, uanset et manglende samtykke hertil. Efter § 91 er det kommunens ansvar/opgave at finde og tilbyde den rette foranstaltning i det konkrete tilfælde. I modsat fald hindres kommunen i at udføre de opgaver, som den er pålagt efter de gældende retsregler, og samtidig vil en person på ubestemt tid blive fastlåst i en foranstaltning, der er ude af stand til at tilgodese personens aktuelle behov for hjælp. Formålet med ophold i et § 91 tilbud er ofte at tilgodese et behov for stabilisering og forbedring af beboerens funktionsniveau over en periode, og det afgørende for opholdets varighed er, at formålet med opholdet er nået og/eller beboeren får behov for et alternativ døgntilbud.
Kommunen anførte endvidere, at manden i marts 1998 fik det første af flere tilbud om døgnophold, som alternativ til opholdet i familieplejen, da kommunen samt amtet vurderede at opholdet i familieplejen og de dertil knyttede hjælpeforanstaltninger ikke længere var tilstrækkelige til at sikre en positiv udvikling af ham.
Nævnet anførte i forhold til kommunens klage bl.a., at nævnet havde fundet at manden var omfattet af personkredsen i servicelovens § 109, stk. 2. Nævnet lagde herved vægt på, at han havde følger af medfødt hjerneskade i form af nedsat intelligens svarende til debilområdet og sammenhængende neuropsykologiske symptomer. Dog var det praktiske funktionsniveau lidt bedre end svarende til debilområdet. Socialt var han normløs, følelsesmæssigt flad, men impulsdrevet og ustruktureret. Reaktionsmønstret pegede i retning af en tidligt skadet/psykopatlignende problematik. Han havde tidligere udvist grænseoverskridende/kriminel seksuel adfærd, ligesom han havde tændt bål både inde og ude. Han havde ligeledes skudt efter nogle biler med en salonriffel. Han havde brug for tryghed og struktur i hverdagen.
På baggrund af disse forhold fandt nævnet, at det ville være uforsvarligt at udvisitere manden til "gaden"/eget hjem, da han ikke ville kunne klare sig uden meget omfattende støtteforanstaltninger.
Tilfældet var efter nævnets opfattelse imidlertid ikke omfattet af servicelovens § 109 e, da der ikke var tale om flytning til et særligt botilbud. Nævnet havde derfor modsætningsvist sluttet, at der ikke var hjemmel til at flytte manden uden hans samtykke.
Nævnet var i øvrigt enig med kommunen i, at det nye botilbud i højere grad end det nuværende tilbud ville kunne tilgodese mandens behov.
Mandens mor anførte i brev til Ankestyrelsen, at han havde haft nogle gode år hos hans nuværende plejefamilie, og at der på et tidspunkt skulle findes noget nyt til ham, hvis der kunne findes det rette sted for ham.
Ankestyrelsen behandlede sagen med henblik på afklaring af om der er hjemmel til at udvisitere en person, der er omfattet af personkredsen i servicelovens § 109, stk. 2, fra et botilbud efter servicelovens § 91 uden personens samtykke.
