Sagen drejede sig om en 83-årig enlig kvinde som havde fået konstateret demens ved Alzheimers i middelsvær til svær grad.
Det fremgik af sagen, at kvinden gik hjemmefra i de mørke timer, da hun boede i selvstændig bolig. I en periode på ca. 1 1/2 måned var hun gået hjemmefra 7 gange i aften- og nattetimerne. En nat var hun hjemmefra i flere timer og blev først fundet, da en af dagpersonalet på vej til arbejde så hende gå på en befærdet vej. Hun var våd og kold og hun havde været faldet og slået sig. Hun var forvirret og urolig, men glad for at blive hjulpet. 1 gang var hun blevet samlet op af en bilist, der undrede sig over, at hun gik på landevejen iført morgenkåbe. Han kørte hende til politiet og de kontaktede hjemmeplejen og kørte hende hjem. Et par gange var hun blevet fulgt hjem midt om natten efter at have ringet på døren hos borgere i byen, eller fordi hun havde mødt nogle, der kendte hende. En enkelt gang så nattevagten hende gå udenfor plejecentret, ca. 1 km. fra hendes bopæl og hjalp hende hjem. Faren, for at hun ikke blev set og fulgt hjem om dagen, var ikke så stor da mange borgere i byen kendte hende og fulgte hende hjem.
Det var oplyst, at kvinden ikke fulgte en bestemt rute når hun gik ud om aftenen eller om natten. Når hun blev spurgt om, hvor hun havde været henne fortalte hun, at hun skulle besøge sine forældre, at hun skulle ud at lede efter sin mand eller at hun skulle besøge sine brødre. De var alle døde.
Kvinden havde givet udtryk for, at hun var bange og utryg ved at være i hjemmet. Hun havde pakket et par gange, fordi hun ikke mente at hun boede der. Dele af huset var hun meget utryg ved. Hun var ikke i stand til at kalde hjælp ved kaldeanlæg. Hun kunne ikke huske, hvorfor hun havde det og hvad det skal bruges til.
Kvinden kunne ikke genkende sine børn, bortset fra en datter, der boede i samme by og som hun så dagligt. Hun troede dog indimellem at datteren var hendes søster.
Efter at kvinden første gang var gået fra hjemmet om natten fik hun tilsyn 3-6 gange i løbet af natten og 3-4 gange eller hver time hvis hun var meget urolig og forvirret om aftenen samt 3-4 gange om dagen. Hun fik hjælp til pleje og praktisk bistand, guidning i forhold til ernæring og i forhold til fastholdelse af en god døgnrytme. Hun havde madservice og ønskede ikke at komme i dagcenter.
På trods af kommunens hyppige tilsyn var kvinden gået hjemmefra, men tidsrummet hvor hun havde kunnet være væk var så begrænset til 1-3 timer.
Kommunen fandt imidlertid henset til kvindens tilstand, at hun havde behov for at bo i et mere beskyttet miljø og ønskede derfor at få hende flyttet til en afdeling for demente i en kommunal plejebolig. Kommunen havde imidlertid ikke på daværende tidspunkt en ledig plads og fik hende derfor midlertidigt anbragt på et amtskommunalt plejehjem.
Nævnet afviste efterfølgende at behandle sagen om det midlertidige ophold i det midlertidige amtskommunale botilbud. Nævnet henviste til, at der ikke var tale om et botilbud omfattet af reglerne i servicelovens kapitel 21. Nævnet konstaterede samtidig, at det efter reglerne ikke er muligt at flytte en person til et midlertidigt botilbud uden samtykke. Nævnet fandt imidlertid ikke, at nævnet havde hjemmel til at pålægge kommunen at flytte kvinden tilbage til sin hidtidige bolig og bemærkede at kommunen måtte fremsende en ny indstilling til nævnet såfremt hun ønskedes optaget i et botilbud med henblik på varigt ophold.
Kommunen udarbejdede herefter en ny indstilling om optagelse på en demensafdeling i et kommunalt botilbud.
Nævnet fandt ikke at betingelserne for flytning uden samtykke var opfyldt. Kvinden kunne derfor ikke, på det foreliggende grundlag, flyttes fra det midlertidige amtskommunale botilbud til det varige kommunale botilbud.
Nævnet lagde vægt på, at der ikke var dokumenteret nogen risiko for at kvinden udsatte sig selv for alvorlig personskade ved at forblive i det amtskommunale botilbud eller at hun ikke kunne få den nødvendige hjælp, og at det derfor var uforsvarligt ikke at sørge for flytning.
Nævnet bemærkede, at da kvindens tidligere bolig var afhændet, fandt nævnet ikke grundlag for at bedømme sagen i forhold til ophold i egen bolig.
Nævnet konstaterede herefter, at kvinden i princippet opholdt sig ulovligt i det amtskommunale botilbud og at det påhvilede kommunen at bringe det ulovlige ophold til ophør.
Nævnet havde imidlertid samtidig vurderet, at det ville være uforsvarligt at udskrive kvinden til ophold i egen bolig. Nævnet lagde herved vægt på, at kvinden havde behov for omfattende pleje og døgnovervågning, og at det måtte anses for godtgjort at hun var til fare for sig selv.
Det var således nævnets opfattelse, at det ulovlige ophold alene kunne bringes til ophør ved at kommunen indstillede til nævnet, at kvinden blev optaget i en varig bolig i det amtskommunale botilbud med henblik på varigt ophold.
Kommunen påklagede nævnets afgørelse til Ankestyrelsen. I klagen var det bl.a. anført, at det aldrig havde været meningen, at kvinden skulle anbringes varigt i det amtskommunale botilbud. Den midlertidige flytning var alene iværksat, fordi der ikke på daværende tidspunkt var en ledig plads i kommunens eget botilbud til demente. Det havde således hele tiden været intentionen, at kvinden skulle flyttes til et kommunalt botilbud, når der blev en plads ledig.
