Sagen vedrørte en 59-årig mand, der bistået af amtets høreinstitut søgte kommunen om hjælp til anskaffelse af et Méniett-Low-Pressure-Pulse-Generator apparat til en samlet pris af 34.375 kr. som hjælpemiddel. Han havde siden 1994 haft Mb. Méniere på højre øre. Han havde haft særdeles mange svimmelhedsanfald siden, især indenfor det sidste par år. Forskellig medicinsk behandling og tubulation af trommehinden havde været forsøgt uden blivende effekt. Ansøgeren havde derfor via sin praktiserende øre-, næse-, halslæge haft et Méniett-apparat på prøve i nogle måneder. Brugen af apparatet forudsatte, at der var lagt et dræn i trommehinden. Dette havde ansøgerens praktiserende ørelæge gjort. Behandlingen med Méniett-apparatet, som var en trykluftbehandling til udligning af trykforskelle mellem de to væsker i det indre øre, skadede hverken mellemøret eller det indre øre.
Siden systematisk brug af apparatet blev sat i gang, havde der ikke været nogen anfald. Ansøgeren brugte apparatet systematisk dagligt og ved antydningen af et anfalds komme. Herved blev anfaldet forhindret i opløbet. Desuden var hørelsen blevet bedret, mandens tinnitus var blevet halveret, og lydoverfølsomheden var væsentligt nedsat. Han kunne nu igen køre bil.
Ansøgerens praktiserende øre-, næse-, halslæge oplyste, at formålet med brugen af Méniett-apparatet ville være at forhindre, at et svimmelhedsanfald som følge af Mb. Méniere opstod. Brugen af apparatet trådte i stedet for f.eks. medikamentel behandling. Behandlingen med Méniett-apparatet ville typisk skulle foregå over en årrække, formentlig op til 20 år, men behandlingen kunne i enkelte tilfælde være livsvarig.
I en vejledende udtalelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en lignende sag var det bl.a. anført, at definitionen af behandlingsredskaber i cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 ikke indeholdt nogen betingelse om varighed. Det vil sige, at et apparatur i en konkret situation kunne være et behandlingsredskab, selv om behovet var varigt. Ministeriet oplyste i øvrigt, at det af Sundhedsstyrelsens vejledning vedrørende specialeplanlægning og lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet fra 2001 fremgik, at for patienter, der i forbindelse med en behandling på sygehuset fik ordineret en Méniett trykpuls generator, ville apparatet være at betragte som et behandlingsredskab, som sygehuset afholdt udgiften til. Sygehusvæsenet afholdt således udgifter til Méniett trykpuls generator, når apparatet var ordineret i forbindelse med diagnostik og behandling på sygehus.
Kommunen meddelte afslag på det ansøgte Méniett-apparat som et hjælpemiddel, jf. servicelovens § 97. Der blev lagt vægt på, at apparatet angiveligt fjernede årsagen til svimmelhedsanfaldene og derfor måtte betegnes som et behandlingsredskab. Kommunen henviste derfor til sygehusvæsenet, jf. Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet.
Nævnet fandt, at det ansøgte Méniett-apparat var at betragte som et hjælpemiddel efter servicelovens § 97. Nævnet hjemviste derfor sagen til fornyet behandling i kommunen med henblik på, om ansøgeren opfyldte betingelserne i § 97.
Nævnet var af den opfattelse, at det ansøgte apparat ikke kunne behandle lidelsen Mb. Méniere og de heraf udløste anfald. Nævnet var opmærksom på, at apparatet i væsentligt omfang forhindrede anfaldene, men apparatet skønnedes ikke i sig selv at forebygge selve lidelsen og dermed funktionsnedsættelsen. Anvendelsen af apparatet, det vil sige over en periode, medførte ikke, at selve lidelsen og grundlaget for denne blev behandlet i betydningen "bragt til ophør".
På denne baggrund fandt nævnet, at der ikke var tale om et behandlingsredskab som omhandlet i cirkulære nr. 21. af 20. februar 1975. Det forhold, at der i sagen blev talt om 'behandling', ændrede ikke herpå.
Det ansøgte Méniett-apparat vurderedes derimod at afhjælpe funktionsnedsættelsen i form af lidelsen Mb. Méniere og de heraf udløste anfald. Betingelserne som beskrevet i servicelovens § 97, stk. 1, nr. 1-3, var derfor opfyldt for dette apparats vedkommende.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen fandt, at sagen havde principiel karakter, da Méniett-apparatet var af forholdsvis ny oprindelse. Ligeledes fandt kommunen, at dette apparat var en af flere behandlingsmuligheder (operation eller medicinsk behandling), og det kunne derfor sidestilles med de i SM C-33-02 nævnte luerlock-katetre, som var at betragte som behandlingsredskaber.
Kommunen henviste videre til pkt. 20 i Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v., hvor målgruppen for støtte efter servicelovens § 97 var beskrevet. Kommunen opfattede i denne sag funktionsnedsættelsens art som svimmelhedsanfaldene forårsaget af trykforskelle i det indre øre og følgerne af den nedsatte funktionsevne som de ting, ansøgeren på grund af svimmelhedsanfaldene ikke kunne klare, f.eks. køre i bus. Ved brug af Méniett-apparatet blev trykforskellen i det indre øre forhindret. Følgelig var ansøgeren anfaldsfri. Funktionsnedsættelsen var bragt til ophør og følgerne ligeså.
Kommunen ønskede afgjort, hvorvidt dette apparat, som sigtede mod at fjerne en funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom på samme måde som et dialyseapparat, fremover skulle bevilges som et hjælpemiddel efter servicelovens § 97, eller om det burde betragtes som et behandlingsredskab.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et Méniett Low-Presure-Pulse-Generator apparat var et hjælpemiddel efter servicelovens § 97 eller et behandlingsredskab hørende under sygehusvæsenet.
