Ankestyrelsens principafgørelse A-4-03

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 125 af 25. februar 2003 - § 83, stk. 1

Note:

*) Se også SM O-35-96

Ansøgeren modtog kontanthjælp med forsøgertakst. Han havde en søn, der boede hos moderen. Der var fælles forældremyndighed.

Ansøgeren havde oplyst, at han havde samvær med sin søn hver 2. weekend samt hver onsdag og torsdag. Derudover havde han sin søn hos sig, når moderen var på kurser o.l.

Kommunen ydede hjælp til samværsudgifter i form af kostudgifter for de døgn, der havde været samvær.

Efter nogle måneders forløb traf kommunen den afgørelse, at socialforvaltningen kun kunne yde hjælp til samværsudgifter i et omfang, der svarede til Civilretsdirektoratets praksis for fastsættelse af samvær. Kommunen anførte, at dette udgjorde maximalt hver anden weekend, 1-2 uger i sommerferien, et par dage i jule- og påskeferie samt hverdagssamvær med 1 hverdag i uger uden samvær i weekend. Udgifter til aktiviteter forbundet med samvær ville blive dækket i rimeligt omfang.

I anken til nævnet oplyste ansøgeren, at der var tale om samvær hver anden weekend, fra onsdag til torsdag, ca. halvdelen af alle ferier samt når barnets mor var på kursus, eller hvis der var et specielt arrangement, som en af barnets forældre gerne ville til (med eller uden barnet). Jul og barnets fødselsdag blev holdt sammen.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet udtalte, at afgørelsen om hjælp til samværsudgifter efter aktivlovens § 83 skulle træffes ud fra en konkret behovsvurdering i hvert enkelt tilfælde, hvori alle rimelige faste udgifter skulle medtages.

Nævnet var herefter enigt med kommunen i, at ansøgeren med et månedligt rådighedsbeløb på 2585 kr. var berettiget til hjælp til udgifter i forbindelse med samvær.

Nævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse, hvorefter ansøgeren - uden for ferieperioder - maximalt udokumenteret kunne ydes hjælp til udgifter til kost i 3 døgn hver anden uge.

Nævnet lagde herved lagt vægt på, at det fremgik af praksis, at det normalt ikke kunne pålægges en kommune at yde hjælp til udgifter i forbindelse med samvær, der i væsentligt omfang gik ud over, hvad der ville blive fastsat af statsamtet eller Civilretsdirektoratet jf. herved SM O-35-96.

Kommunen skulle derfor foretage en konkret vurdering af de udgifter, som ansøgeren ville have, såfremt han havde samvær med sin søn i sædvanligt omfang.

Nævnet fandt herefter ikke, at kommunens afgørelse var i strid med Civilretsdirektoratets praksis.

I anken over nævnets afgørelse anførte ansøgeren bl.a., om det kunne være rigtigt, at Civilretsdirektoratets sædvanlige retningslinier stadig var de samme som i 1996, specielt set i lyset af Civilretsdirektoratets skrivelser, CIS nr. 11 491 af 12. november 1997 og CIS nr. 11 195 af 23. april 1997.

Ankestyrelsen indhentede i december 2002 en udtalelse fra Civilretsdirektoratet om styrelsens praksis. Civilretsdirektoratet oplyste, at omfanget af samvær som udgangspunkt var hver 2. weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag/aften, samt 1 hverdag hver 2. uge. Der blev normalt også fastsat samvær nogle dage i julen og i påsken, 1-2 uger i sommerferien, samt i enten efterårs eller vinterferien, medmindre konkrete omstændigheder talte imod dette (enten med halvdelen af ferien til hver af forældrene eller med samvær skiftevis i den ene eller den anden ferie).

Efter en konkret vurdering kunne der fastsættes samvær i større eller mindre omfang. Der blev herved især lagt vægt på den samværsberettigedes hidtidige kontakt med barnet og barnets alder.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af omfanget af det samvær, der kunne ydes hjælp til efter aktivlovens § 83, herunder om nævnets afgørelse var i overensstemmelse med SM O-35-96 samt med henblik på nærmere afklaring af, i hvilket omfang, der kunne ydes hjælp til samværsudgifter efter § 83 til personer, der modtager hjælp til forsørgelse efter aktivlovens § 25, når ansøger som over 25-årig får udbetalt hjælp med forsørgertakst.

Ankestyrelsen fandt, at det ikke kunne pålægges kommunen at yde hjælp efter § 83 til udgifter ved ansøgerens udøvelse af samvær med sin søn i et omfang, der gik ud over, hvad der var udgangspunktet for statsamtets og Civilretsdirektoratets fastsættelse af omfanget af samvær.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i det konkrete tilfælde var særlige forhold, der kunne bevirke, at det kunne pålægges kommunen at yde hjælp i videre omfang end det angivne.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at ansøgeren og hans søns mor var enige om samvær i større omfang i sig selv var tilstrækkeligt til, at der kunne ydes hjælp efter § 83 i større omfang end ovenfor angivet.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren modtog kontanthjælp efter § 25, stk. 1, nr. 1 som over 25-årig med forsørgertakst ikke i sig selv havde indflydelse på størrelsen af hjælpen efter § 83, der skulle ydes efter en konkret vurdering.

Der var tale om en normal behovsvurdering, hvor behovet var et skøn på baggrund af størrelsen af det rådighedsbeløb, der fremkom, når der fra indtægten var fratrukket rimelige faste udgifter.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen i forbindelse med ansøgerens første ansøgning om hjælp til udgifter i forbindelse med udøvelse af samvær burde have vejledt ansøgeren om mulighederne for at få hjælp efter § 83 til udgifter udover kostpenge i forbindelse med afholdelse af samvær.

Ankestyrelsen fandt det ikke dokumenteret, at kommunen havde gjort dette.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse i overensstemmelse med ovenstående og hjemviste sagen til kommunen til stillingtagen til, hvorvidt ansøgeren var berettiget til yderligere hjælp efter § 83 efter Ankestyrelsens afgørelse.