Sagen vedrørte en 36-årig mand, der arbejdede som voksenlærling som tømrer.
I forbindelse med arbejdet pådrog han sig et smæld i nakken, og hændelsen blev anerkendt som en arbejdsskade.
Arbejdsskaden medførte varigt mén på 20%.
Erhvervsevnetabet blev fastsat til 40% udbetalt som løbende ydelse og med virkning fra afgørelsesdatoen.
Der var klaget over tilkendelsestidspunktet samt spørgsmålet om kapitalisering, hvor Arbejdsskadestyrelsen ikke havde truffet nogen formel afgørelse.
Det fremgik af sagen, at efter arbejdsskaden den 29. februar 2000 modtog sikrede sygedagpenge indtil den 1. oktober 2001, hvor han blev bevilget revalideringsydelse.
Sikrede var fra den 6. juni 2001 i arbejdsprøvning, men da han havde megen fravær dels på grund af smerter i nakken og dels af private årsager, ophørte arbejdsprøvningen den 5. november 2001.
Herefter blev sikrede den 3. december 2001 henvist til et revacenter til afklaring af hans arbejdsmæssige funktionsevne. Under opholdet på revacentret havde sikrede meget fravær, hvorfor han den 13. marts 2002 blev afmeldt revacentret. Der blev lagt vægt på, at såvel sikredes helbredsmæssige som sociale situation gjorde, at han ikke var i stand til at deltage i et revalideringsforløb.
Sikrede påbegyndte den 26. august 2002 en ny arbejdsprøvning med henblik på etablering af et fleksjob.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der var grundlag for at tilkende erstatning for tab af erhvervsevne fra et tidligere tidspunkt end afgørelsesdatoen.
