Ankestyrelsen fandt, at ansøgningen om hjælp til udskiftning eller renovering af sengebund og madras ikke alene kunne afvises under henvisning til, at der ikke kan ydes hjælp til forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, jf. servicelovens § 98, stk. 1, 2. pkt. og § 19, stk. 5, i hjælpemiddelbekendtgørelsen.
Ankestyrelsen fandt ikke, at det på det foreliggende grundlag kunne vurderes, om manden havde en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis følger i væsentlig grad kunne afhjælpes af den ansøgte sengebund/madras, eller om det ansøgte i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet, jf. servicelovens § 97, stk. 1.
Ankestyrelsen fandt heller ikke, at det på det foreliggende kunne afgøres, om det på grund af nedsat funktionsevne var nødvendigt med en sengebund/madras af en sådan kvalitet/udformning, at der var tale om et forbrugsgode, der ikke kunne betragtes som sædvanligt indbo.
Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at det på det foreliggende grundlag kunne afgøres, om det på grund af nedsat funktionsevne var nødvendigt med et forbrugsgode, der var dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller om den nedsatte funktionsevne nødvendiggjorde en særlig indretning af forbrugsgodet, således at ansøgningen eventuelt ville være omfattet af lovens § 98, stk. 5.
Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse på baggrund af en konkret vurdering efter indhentelse af lægelige oplysninger om mandens nedsatte funktionsevne og oplysninger om hvilken type sengebund/madras, der eventuelt var nødvendig for at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, herunder om det var nødvendigt med et forbrugsgode, der var dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller med særlig indretning.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på servicelovens § 97, stk. 1, hvorefter der kan ydes støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet
1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
3. er nødvendigt, for at pågældende kan udøve et erhverv.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der efter servicelovens § 98, stk. 1, kan ydes hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne vedrørende hjælpemidler i § 97, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.
Begrundelsen for afgørelsen var, at den ansøgte sengebund/madras i relation til servicelovens bestemmelser måtte anses for at være et forbrugsgode, hvortil eventuel hjælp i givet fald skulle ydes efter § 98.
Ankestyrelsen henviste til, at begreberne hjælpemidler og forbrugsgoder er nærmere defineret i § 1, stk. 2 i hjælpemiddelbekendtgørelsen. Det fremgår heraf, at hjælpemidler omfatter produkter, der er fremstillet med henblik på at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Forbrugsgoder omfatter produkter, som er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.
Begrundelsen var videre, at det ikke på det foreliggende grundlag kunne afgøres, om manden på grund af den nedsatte funktionsevne opfyldte betingelserne for at få hjælp til sengebund/madras som forbrugsgode efter servicelovens § 98 eller om behovet kunne opfyldes ved en almindelig seng/madras, der måtte anses for at være sædvanligt indbo og hvortil der ikke ydes støtte.
Ankestyrelsen henviste i øvrigt til, at det fremgik af sagens akter, at der var søgt om en udskiftning eller renovering, idet manden i 1987 fik udlånt en madras og bund som hjælpemiddel efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 58. Ifølge mandens oplysninger var der dengang tale om en specialfremstillet seng. Videre fremgik det af udtalelse fra speciallæge, at manden havde brug for en ny seng, der muliggjorde vendinger i sengen, ligesom journalnotat fra speciallægen anførte, at manden ansås berettiget til tilskud til seng svarende til forskellen mellem en almindelig seng og den specialseng/madras, der skulle støtte hans ryg.
Ankestyrelsen fandt derfor, at det også kunne blive nødvendigt for kommunen at tage stilling til, om den tidligere bevilling af et hjælpemiddel efter de nugældende regler skulle sidestilles med hjælp til et forbrugsgode efter bekendtgørelsens § 19, stk. 1 (et almindelig standardprodukt af den pågældende art) eller hjælp efter § 19, stk. 2 (et forbrugsgode der er dyrere end et almindeligt standardprodukt eller nødvendiggør særlig indretning), således at det kunne afgøres om
ansøgningen om udskiftning/renovering skulle behandles efter bekendtgørelsens § 20 eller § 21.
Det fremgår således af bekendtgørelsens § 20, at der ikke kan ydes hjælp til udskiftning og reparation af forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 1. Efter bekendtgørelsens § 21, stk. 1, kan der derimod til forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 2, ydes hjælp til udskiftning og reparation efter behov, jf. i øvrigt de nærmere regler herom i stk. 2-4.
Ankestyrelsen lagde i denne forbindelse vægt på, at der ikke er udfærdiget overgangsregler i forbindelse med ikrafttrædelsen af serviceloven den 1. juli 1998. Personer der tidligere var bevilget et hjælpemiddel efter bistandslovens § 58 ville derfor ved ansøgning om udskiftning/reparation være underlagt bevillingskriterierne i servicelovens §§ 97 og 98 og bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998.
