Ankestyrelsens principafgørelse D-12-03

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 22

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1

Sagen drejede sig om en 44-årig kvinde, som tidligere var beskæftiget som sygeplejerske. Den 28. januar 2001 havde hun et epilepsilignende anfald, hvor hun mistede bevidstheden kortvarigt. Under anfaldet faldt hun og beskadigede højre skulder.

Den 30. april 2002 standsede kommunen udbetalingen af sygedagpenge, da dagpengemodtageren faldt for varighedsbegrænsningen.

Sagen blev anket til det sociale nævn, idet dagpengemodtageren fortsat var uarbejdsdygtig.

Det sociale nævn traf afgørelse om, at kommunen var berettiget til at standse udbetalingen af sygedagpenge ved varighedsbegrænsningens indtræden, da ingen af forlængelsesbetingelserne i dagpengelovens § 22 kunne anvendes.

Sagen blev herefter indbragt for Ankestyrelsen.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at en snæver fortolkning af nogle lægelige oplysninger havde bragt dagpengemodtageren i en situation, hvor hun stod uden forsørgelse. Der var intet der tydede på, at hun ikke vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, i en eller anden form for beskæftigelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der var mulighed for at forlænge dagpengeudbetalingen med hjemmel i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3 eller efter bekendtgørelsens § 37.

Kommunen var berettiget til at standse udbetalingen af sygedagpenge den 30. april 2002 ved varighedsbegrænsningens indtræden.

Begrundelsen for afgørelsen var, at dagpengemodtageren ikke opfyldte betingelserne for at forlænge dagpengeperioden jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1-6.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at hun på tidspunktet for varighedsbegrænsningens indtræden fortsat var uarbejdsdygtig på grund af skulderlidelse og mulig epilepsi.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at hendes helbredsmæssige forhold ved varighedsbegrænsningens indtræden var så uafklarede, at det ikke på det tidspunkt kunne vurderes om revalidering med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår var overvejende sandsynligt og at det ikke var afklaret, om der var behov for at gennemføre arbejdsprøvning eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge hendes arbejdsevne inden for 2 x 13 uger jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 og 2.

Da hun ikke var og heller ikke ventede på lægebehandling, der kunne forventes at genskabe arbejdsdygtigheden inden for 26 uger eller 2 x 26 uger var der ikke grundlag for at forlænge dagpengene efter bestemmelsen i nr. 3 og 6.

Da der ikke var tale om en arbejdsskade kunne forlængelse ikke ske efter bestemmelsen i nr. 4 ligesom der heller ikke var grundlag for at rejse sag om førtidspension efter pensionslovens § 20 a, stk. 2, jf. bestemmelsen i nr. 5, idet der som følge af den fortsatte behandling for epilepsi og muligheden for forbedring af skulderlidelsen ikke forelå en varig helbredsmæssig tilstand.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.