Sagen drejede sig om et forældrepar med to adoptivbørn. Det ældste barn, en søn, havde siden ankomsten til Danmark haft flere vanskeligheder, som havde krævet særlige indsatser, for at han kunne udvikle sig. Han var vurderet som et tidligt følelsesmæssigt skadet barn. Sønnens funktionsnedsættelse gav sig bl.a. udslag i, at kan ikke kunne tåle lange transporter over 45 minutter, idet han fik kramper og rokkede - gik ind i sig selv.
Forældrene havde ultimo 2001 søgt kommunen om økonomisk dækning til skiferie til Østrig primo 2002 i form af flybilletter til hele familien samt sønnens hjælper. Forældrene vurderede, at sønnen ikke ville kunne klare den lange tur i bil - 1200 km. i et stræk. Derfor ønskede de at rejse med fly. Kommunen besluttede, grundet særlige omstændigheder omkring en aflyst skiferie med sønnens daværende heldagstilbud, helt ekstraordinært som en engangsydelse at bevilge de ansøgte merudgifter.
Forældrene vurderede efterfølgende, at skiferien havde været en god tur, og at de ikke længere havde behov for ekstra hjælp ved senere ferier. De ønskede fortsat at tage på skiferie og fortsat med fly. Ultimo 2002 søgte de derfor kommunen om dækning af merudgifter i forbindelse med en uges skiferie i Østrig primo 2003. Ansøgningen omfattede merudgiften ved eneundervisning af sønnen i at stå på ski samt merudgifter til flybilletter til hele familien.
Kommunen bevilgede merudgiften til eneundervisning, men gav afslag på ansøgningen om merudgifter til flybilletter. Begrundelsen var, at denne udgift ikke vurderedes at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af sønnen i hjemmet.
Forældrene påklagede kommunens afslag til nævnet. Under nævnets behandling af sagen anførte forældrene supplerende bl.a., at da sønnen fik kramper og rokkede - gik ind i sig selv -, skulle rejsetiden gøres kort. Da situationen omkring sønnen var uændret, undrede forældrene sig over kommunens afslag.
Nævnet fandt ved sin afgørelse ikke grundlag for at pålægge kommunen at yde forældrene hjælp til merudgifter til flyrejse i forbindelse med familiens skiferie 2003. Nævnet lagde vægt på, at udgiften til flybilletter ikke var en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af sønnen i hjemmet.
Nævnet var opmærksom på, at kommunen tidligere på grund af ganske særlige omstændigheder havde ydet familien hjælp til flybilletter. Dette gav imidlertid ikke grundlag for en anden afgørelse.
I forældrenes klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at situationen omkring sønnen var uændret i forhold til året før. Han fik stadig kramper og rokkede - gik ind i sig selv - under lange transporter over 45 minutter, hvorfor de ikke kunne rejse udenlands på anden måde end med fly. Samtidig havde de efter skiferien i 2002 gjort kommunen opmærksom på, at da skiferien havde givet sønnen mange sejre, ville de gentage successen i 2003, endda uden støtteperson. Hertil kom ingen reaktion om, at kommunen i så fald ikke ville yde støtte.
Videre anførte forældrene, at det var deres opfattelse, at intentionerne med servicelovens § 28 var økonomisk at ligestille familier med handicappede børn med normale familier, ikke mindst af hensyn til den samlede families trivsel.
I et supplerende brev fra forældrenes advokat var det bl.a. anført, at såvel kommunens som nævnets afgørelse led af formelle fejl, idet ingen af de to afgørelser var begrundet i tilstrækkelig grad
Ved sin genvurdering af sagen fastholdt nævnet sin afgørelse og henviste til den tidligere givne begrundelse. Nævnet henviste videre til udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 5, og fandt ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder som beskrevet i bestemmelsen. Nævnet henviste endelig til SM C-16-00.
Nævnet anførte videre, at sådan som sagen var beskrevet for nævnet, var nævnet enig med kommunen i, at der ikke forelå særlige omstændigheder i familiens situation i forbindelse med ansøgningen vedrørende skiferien i 2003. Det forhold, at forældrene havde et handicappet barn, fandt nævnet ikke i sig selv medførte, at der forelå særlige omstændigheder.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på yderligere belysning af udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 5. Efter denne bestemmelse kan der kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.
Sagen blev behandlet som supplement til Ankestyrelsens praksis, herunder særligt SM C-16-00.
