Ansøger var blevet sygemeldt på grund af smerter i en række led. Kommunen standsede udbetalingen af sygedagpenge efter en længere periode, hvilket nævnet tiltrådte. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var fundet holdepunkter for en reumatologisk lidelse, og at hun på tidspunktet for sygedagpengenes ophør ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig. De helbredsmæssige forhold gav ikke anledning til revalideringsmæssige foranstaltninger.
Efter nævnets afgørelse anmodede ansøger om hjælp til revalidering, da hun ikke havde det godt med at skulle leve af ægtefællens indtægt. Hun oplyste, at hendes helbred var blevet dårligere.
Kommunen indhentede nye lægelige oplysninger. Af disse fremgik, at hovedproblemet var smerter i hænder og fødder samt skuldre og albuer. Der var hypermobilitet i visse led og forfodsfald på begge fødder.
Ved samtale i forvaltningen i juni 2001 blev der talt om mulighed for at etablere arbejdsprøvning med henblik på afklaring af revalidering/fleksjob/førtidspension. Kommunen godkendte efterfølgende med henvisning til aktivlovens § 47, stk. 2 en arbejdsprøvning i perioden fra 29. oktober 2001 til 31. januar 2002. Arbejdstiden skulle starte med 9 timer om ugen.
På opfølgningsmøde den 21. november 2001 gav ansøger udtryk for, at det var svært for hende at deltage i arbejdsprøvningen selv med det meget begrænsede timetal.
Arbejdsgiveren beskrev, at ansøger var rigtig god til at skabe kontakt til stedets brugere, men når det drejede sig om fysisk aktivitet, var hendes kræfter meget små. Hun klarede små opgaver, men det var besværligt for hende både at gå meget og at løfte mindre ting, men hun udviklede nogle teknikker, så det gik. Efter 3 timer var hun meget træt.
Kommunen tilkendegav, at der var diskrepans mellem de objektive fund og de subjektive smerter. Kommunen skønnede, at der ikke var mulighed for revalidering eller fleksjob, og at der ikke var grundlag for at påbegynde sag om førtidspension på det foreliggende grundlag. Kommunen meddelte samtidig, at der ikke var nogen umiddelbar grund til at fortsætte arbejdsprøvningen, og at hun derfor kunne ophøre, hvis hun ønskede det.
Ansøger anførte efterfølgende, at hun ikke havde givet udtryk for, at arbejdsprøvningen havde været så belastende, at hun ikke kunne gennemføre den med henblik på at få et fleksjob. Hun havde derimod givet udtryk for, at det var transporten til og fra arbejdspladsen, som var meget belastende for hendes fødder. Hun havde i hele forløbet haft et ønske om, at kommunen hjalp hende til at finde et job, som hun kunne klare. Hun var derfor uforstående overfor, at kommunen ikke afprøvede hende et andet sted inden sagen blev afsluttet.
Kommunen traf den 7. januar 2002 afgørelse om, at revalidering og fleksjob ikke for tiden var realistiske muligheder. Der var heller ikke grundlag for at påbegynde sag om førtidspension, da der ikke var tilstrækkelig lægelig dokumentation for de oplevede smerter.
I klagen til nævnet anførte ansøgers forbund, at arbejdsprøvningsforløbet klart havde dokumenteret, at ansøger havde en varig og væsentlig begrænsning i arbejdsevnen. Forbundet var enig i, at det ikke var realistisk at forestille sig, at ansøger kunne gennemføre revalidering. Forbundet forstod derimod ikke, at det også skulle være urealistisk med fleksjob, og at kommunen ikke kunne vurdere det på baggrund af bare en arbejdsprøvning.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at ansøger ikke havde ret til at få rejst sag om førtidspension, at hun ikke havde ret til revalidering, og at hun ikke havde ret til fleksjob.
Nævnet begrundede dette med, at oplysningerne om ansøgers helbredsmæssige forhold ikke gav grundlag for at fastslå, at hendes erhvervsevne kunne anses for ubetydelig.
Nævnet lagde vægt på, at den iværksatte arbejdsprøvning ikke kunne anses for fyldestgørende, idet der var tale om en kortvarig periode med et lavt ugentligt timetal. Nævnet fandt det heller ikke godtgjort, at hun ikke kunne opnå beskæftigelse på normale vilkår. Betingelserne for revalideringsmæssige foranstaltninger og bevilling af et fleksjob var derfor heller ikke opfyldte.
Nævnet tilføjede, at hvis ansøger herefter ønskede tilknytning til arbejdsmarkedet, måtte hun etablere dette på egen foranledning.
I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at forbundet var uforstående overfor, hvordan de lægelige oplysninger kunne lægges til grund for et afslag på førtidspension, da disse kun forholdt sig til at der var tale om en varig lidelse. Forbundet mente, at arbejdsprøvningen var udtryk for ansøgers formåen, og at hun var indgået i arbejdsprøvningen på en positiv og engageret måde, men at hendes kræfter var små.
Forbundet mente, at nævnets afgørelse måtte forstås sådan, at ansøger ikke var syg nok til pension, men at hun var for syg til revalidering og fleksjob, og at hun derfor måtte arbejde på almindelige vilkår.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om kommunen kunne afslå at bevilge yderligere revalideringsmæssige foranstaltninger med henvisning til de dårlige helbredsmæssige forhold, når kommunen samtidig skønnede, at der ikke var grundlag for at visitere til fleksjob eller rejse sag om førtidspension.
