Ankestyrelsens principafgørelse D-5-03

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 22, stk. 1, nr. 2

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 2

En 28-årig lønmodtager var helt eller delvis sygemeldt fra kontorarbejde fra den 1. februar 2001.

Årsagen til sygemeldingen var en underlivslidelse, som ansøger blev opereret for i begyndelsen af september 2001. Herefter blev hun behandlet medicinsk.

Kommunen foretog løbende opfølgning i sagen. Til brug for vurderingen af, om der var grundlag for at forlænge dagpengeperioden udover varighedsbegrænsningen den 28. februar 2002 indhentede kommunen en statusattest fra det behandlende sygehus.

Af attesten af 8. januar 2002 fremgik bl.a., at ansøger var i medicinsk behandling, som forventedes at vedvare mindst et halvt års tid. Det var endvidere anført, at sygdommen ville kunne påvirke erhvervsevnen, men det var på det tidspunkt ikke muligt at sige noget sikkert om dette. Der var tale om en sygdom, som er mere eller mindre kronisk indtil man går i naturlig overgangsalder - for ansøgers vedkommende langt ude i fremtiden. Sygdommen kan have meget forskelligt forløb ved forskellige patienter, og det var derfor umuligt på dette tidspunkt at skønne, hvornår ansøger ville kunne raskmeldes til fuldt arbejde.

På grundlag af attesten vurderede kommunen, at dagpengeperioden ikke kunne forlænges. Afgørelsen var for så vidt angår forlængelsesmuligheden i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2 (2 x 13 uger) begrundet med, at det for tiden ikke var muligt at foretage arbejdsprøve på fuld tid.

I anken blev det gjort gældende, at dagpengene ifølge Socialministeriets skrivelse af 8. december 2000 om den nye bestemmelse i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, skal fortsætte udover varighedsbegrænsningen til personer, hvor det anses for nødvendigt at gennemføre arbejdsprøvning eller andre afklarende foranstaltningen for at skabe klarhed over den sygemeldtes arbejdsevne.

Begrundelsen for anken var, at kommunen ikke på noget tidspunkt havde taget stilling til en afklaring af ansøgers arbejdsevne, hvor hensynet til sygdommen kunne tilgodeses. Det anførtes yderligere, at det måtte forventes, at ansøger ikke ville kunne vende tilbage til fuldtidsjob, og at en afklaring af arbejdsevnen derfor burde iværksættes i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2 med henblik på iværksættelse af arbejdsprøvning evt. med visitering til fleksjob.

I en uddybning af anken anførtes, at det ikke havde været arbejdsfunktionerne i det hidtidige arbejde, som havde medført sygemelding, men derimod symptomerne i form af smerter og manglende kræfter, som havde betydet, at ansøger ikke havde kunnet klare et fuldtidsjob og nu senest et deltidsjob. Det anførtes videre, at det ikke fremgår af dagpengeloven, at man kun kan arbejdsprøve på fuld tid, og at det ville være hensigtsmæssigt at iværksætte en arbejdsprøvning på nedsat tid.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at ansøger ikke havde ret til dagpenge fra den 1. marts 2002.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger ikke opfyldte nogen af betingelserne for forlængelse af dagpengeperioden i dagpengelovens § 22, stk. 1.

For så vidt angik bestemmelsen i § 22, stk. 1, nr. 2, som klagen navnlig drejede sig om, vurderede nævnet, at det ikke pr. 1. marts 2002 måtte anses for nødvendigt at gennemføre arbejdsprøvning eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge ansøgers arbejdsevne.

Nævnet lagde vægt på, at der i reglen ligger en forudsætning om, at der som resultat af afklaringen af personens arbejdsevne i løbet af forlængelsesperioden på op til 2 x 13 uger også indenfor denne frist kan skabes grundlag for kommunens beslutning om, hvilket udfald sagen skal have i det videre forløb.

Særligt på baggrund af de lægelige oplysninger i sagen, hvorefter det var højst usikkert hvordan sygdommen ville udvikle sig og hvilke symptomer - herunder påvirkning af erhvervsevnen - ansøger ville få af sygdommen fandt nævnet ikke, at der var grundlag for at antage, at der inden for en periode på højst 2 x 13 uger fra den 1. marts 2002 kunne være skabt grundlag for kommunens beslutning om, hvilket udfald sagen skulle have i det videre forløb.

I klagen til Ankestyrelsen henvistes til de synspunkter, der tidligere var fremført.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere belysning af anvendelsesområdet for dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2.

Ansøger havde ikke ret til forlængelse af dagpengeperioden fra den 1. marts 2002 efter bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det overordnede formål med bestemmelsen ifølge bemærkningerne til lovforslaget er at forlænge dagpengeretten med op til 2 x 13 uger, hvis der på det tidspunkt, hvor der ikke er andre forlængelsesmuligheder, mangler en afklaring af den sikredes arbejdsevne til brug for beslutning om, hvilken hjælp der skal tilbydes.

Bestemmelsen forudsætter efter Ankestyrelsens opfattelse, at det er afklaret, at det er nødvendigt at gennemføre arbejdsprøvning eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sikredes arbejdsevne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ifølge statusattest af 8. januar 2002 fra det behandlende sygehus bl.a. fremgik, at ansøger var i et behandlingsforløb, og at det var umuligt at sige noget om, hvorvidt sygdommen ville påvirke erhvervsevnen.

Ankestyrelsen fandt derfor, at der den 1. marts 2002 ikke var noget sikkert behov for arbejdsprøvning eller andre foranstaltninger med henblik på at klarlægge ansøgers arbejdsevne på længere sigt.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at der i de øvrige bestemmelser i dagpengelovens § 22, stk. 1 var grundlag for forlængelse af dagpengeperioden.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.