B kommune traf afgørelse om, at A kommune ikke havde ret til mellemkommunal refusion for udgifter til "arbejdsskadeerstatning", "BST-ydelser", "tilskud efter lov om social service § 76" og "omsorgstimer". B kommune lagde ved afgørelsen bl.a. vægt på, at der ikke var adgang til refusion for ydelser, der ikke kunne henføres direkte til den borger, som der var refusionspligt for. Der var således enighed om, at B kommune var refusionspligtig, men der var uenighed om omfanget af refusionspligten.
A kommune indbragte sagen for det sociale nævn. Kommunen henviste bl.a. til en "model for opkrævning af udgifter til aktiveringsforanstaltninger/omsorgsudgifter", jf. servicelovens § 65, som var udarbejdet af Kommunernes Revision. For så vidt angik posten "hjælpe efter servicelovens § 76" anførte kommunen bl.a. at sådan hjælp efter servicelovens § 71, hvorfor udgifter svarende hertil måtte refunderes, Vedrørende posten "omsorgsudgifter" blev det bl.a. anført, at udgifter til forskellige aktivitetstilbud på "gamle" plejehjem, jf. lov om social service § 140, er blevet refunderet, uanset at udgifterne ikke kunne personhenføres.
Det sociale nævn tiltrådte B Kommunes afgørelse. Nævnet henviste indledningsvis til retssikkerhedslovens § 9 a, hvorefter refusionspligten vedrørte den hjælp, der blev ydet til en person, som ved den tidligere opholdskommunes medvirken havde fået ophold i nærmere anførte boligformer, herunder visse almene boliger, jf. § 9 a, stk. 1, nr. 4.
Da nævnets afgørelse var truffet uden forelæggelse i nævnsmøde, har sagen efterfølgende været forelagt i nævnsmøde, hvor afgørelsen blev fastholdt.
Dette indebar efter nævnets opfattelse, at det alene var personhenførbare udgifter, der kunne kræves refunderet. Der var dog efter nævnets opfattelse ikke noget til hinder for, at den nærmere beregning af visse af disse udgifter skete efter en gennemsnitsberegning. Det behøvede således eksempelvis ikke nødvendigvis at være den konkrete aflønning af de hjælpere, der gav bistand i hjemmet, der blev lagt til grund.
Vedrørende takstberegning af hjemmehjælp var nævnet enig med B Kommune i, at posterne "arbejdsskadeerstatning" og "BST-ydelser" ikke var udgifter, som fulgte af kommunens pligt efter servicelovens regler til at yde bistand og pleje, hvorfor disse udgifter ikke var omfattet af refusionspligten i henhold til retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 1, nr. 4. Der var i stedet tale om udgifter, som fulgte af kommunens forpligtelser efter henholdsvis lov om sikring mod følger af arbejdsskade samt lov om arbejdsmiljø.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at udgiftsposterne "arbejdsskadeerstatning" og "BST-ydelser" var at betragte som administrationsudgifter og som følge heraf ikke omfattet af refusionsadgangen jf. vejledning til retssikkerhedsloven pkt. 89.
Nævnet fandt herefter, at A Kommune i takstberegningen for hjemmehjælp ikke var berettiget til at indregne udgifterne til arbejdsskadeerstatning samt BST-ydelser.
Nævnet fandt, at A Kommune som udgangspunkt ville være berettiget til at medtage udgifter efter servicelovens § 76 idet der her var tale om udgifter, som fulgte af kommunens pligt efter servicelovens regler til at yde bistand og pleje, men kun for så vidt udgiften kunne henføres til den enkelte borger, som var omfattet af refusionskravet.
A Kommune kunne som følge heraf ikke medtage udgifter afholdt efter servicelovens § 76 ved en generel takstberegning for hjemmehjælp.
Det blev bemærket, at idet tilskud efter servicelovens § 76 hvilede på en individuel udmåling, burde disse beløb i sager vedrørende refusion uden besvær kunne personhenføres.
Vedrørende omsorgsudgifter anførte nævnet, at A Kommunes oplysning om, at "omsorgstimer" var udgifter til eksempelvis udgifter til aktivitetscenter og lignende, var ved afgørelsen blevet lagt til grund for en definition af begrebet "omsorgstimer" i nærværende sag.
Nævnet fandt herefter, at A Kommune ikke på det foreliggende grundlag kunne kræve refusion for udgifter for omsorgstimer.
Nævnet lagde herved vægt på, at de udgifter, som en opholdskommune kunne kræve refunderet af en tidligere opholdskommune ifølge retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 1, nr. 4 var udgifter vedrørende netop den tidligere opholdskommunes borger (og ikke andre kommuners), hvorfor de opkrævede udgifter skulle kunne henføres til den pågældende borger.
En fordelingsmodel hvorefter udgifterne til aktivitetscentre m.v. blev opgjort udfra antallet af boliger uden hensyntagen til den enkelte borgers anvendelse af tilbuddet fandtes herefter ikke at være i overensstemmelse med retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 1, nr. 4.
A kommune påklagede nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.
A kommune fremkom i den forbindelse med en redegørelse for kommunens opfattelse af regelgrundlaget og administrationen heraf. Generelt bemærkede kommunen, at Kommunernes Revision i et notat havde søgt at fastlægge nogle generelle retningslinier for opgørelsen af refusion i tilfælde, hvor udgifterne ikke uden videre kunne relateres til de enkelte borgere, som modtog hjælpen. Kommunen fandt, at der var behov for en afklaring af opgørelsen af refusionskrav, idet der var stor variation i de kommunale refusionskrav, hvilket ikke kunne forklares ved forskelle i serviceniveauet.
Vedrørende de enkelte krav bemærkede A kommune bl.a., at "arbejdsskadeerstatning" og "BST-ydelser" ligesom eksempelvis løn var omkostninger, der direkte relaterede sig til den ydede hjælp, og størrelsen af udgiften var afhængig af antallet af hjemmehjælpstimer. Om posten "omsorgstimer"(jf. servicelovens § 65) bemærkede A kommune bl.a., at der var tale om lovpligtig hjælp, der blev stillet til rådighed for en persongruppe. Konsekvensen af, at "omsorgsudgifter" ikke kunne refunderes, ville være, at ombygning af "gammeldags" plejehjem til tidssvarende plejeboliger medførte, at omfanget af refusion blev begrænset. Den konkrete måde, som tilflytningskommunen havde organiseret sine aktivitets- og omsorgsfunktioner på, blev således afgørende for muligheden for at opnå dækning for udgifterne.
B kommune bemærkede bl.a. hertil, at denne kommunes revisionsfirma ikke mente, at der var adgang til mellemkommunal refusion for de nævnte udgifter. Der var et behov for generelle retningslinier for refusionsadgangen på landsplan. Kommunen var derfor enig i, at sagen burde behandles principielt af Ankestyrelsen. Det ville være ønskeligt i den forbindelse, at der blev taget stilling til hvilke udgiftsposter, der kunne henføres under administration. Herudover var det spørgsmålet, hvorvidt opgørelsen af udgifterne kunne ske ud fra en gennemsnitsberegning i tilfælde, hvor det ikke vides, hvorvidt borgeren kan eller vil modtage ydelsen. Endelig blev det anført, at der ikke i lovforarbejder, vejledning eller andetsteds var taget stilling til, om der er refusion for generelle tilbud, der uden visitation stilles til rådighed for borgerens frie brug.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af refusionsgrundlagets omfang ved ophold i ældreboliger, herunder hvorvidt udgifterne skal være direkte personrelaterede og direkte relaterede til servicelovens bestemmelser.
