Ankestyrelsens principafgørelse P-18-03

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 14, stk. 2, nr. 1

En 42-årig kvinde, der var ufaglært, søgte om førtidspension i marts 2002 på grund af psykisk sygdom, i form af angst for at bevæge sig uden for et nøje bestemt, afgrænset område.

Ansøger var udgået af 9. klasse og havde herefter kortvarige ansættelsesforhold. Hun boede i en periode i en anden kommune, men flyttede i august 1983 tilbage til nuværende bopælskommune, hvor hun havde boet siden. Ansøger havde i den anden kommune arbejdet indenfor butiksområdet og som cafeteriaassistent frem til 1982. Hun afbrød ansættelsesforholdet i forbindelse med graviditet. Ansøger havde modtaget kontanthjælp siden 13. december 1993. Ifølge kommunens journal havde ansøger forud herfor i en årrække arbejdet som ufaglært hjemmehjælper, men ophørte, idet der blev stillet krav om videreuddannelse i en anden by.

I forbindelse med modtagelsen af kontanthjælp havde ansøger deltaget i mange aktiveringsforløb. Alle havde været iværksat i kommunen under hensyn til ansøgers psykiske begrænsninger (agorafobi). Ingen af aktiveringsforløbene havde medført beskæftigelse efterfølgende. Der havde aldrig været iværksat revalideringsforanstaltninger alene på grund af ansøgers begrænsede geografiske mobilitet. Der havde været forsøgt etablering af fleksjob i dette lokale område, dog uden held. Ansøger havde sidst været i aktivering omkring årsskiftet 1999/2000 fordi mulighederne lokalt var udtømte, og fordi en arbejdsfastholdelse med henblik på varig forsørgelse af kommunen blev anset for udsigtsløs.

Der forelå i sagen flere lægelige oplysninger, herunder en psykiatrisk speciallægeerklæring af 20. januar 2002. Det fremgik af speciallægeerklæringen, at ansøgers psykiske lidelse debuterede i 1983. Af konklusionen fremgik det bl.a., at der havde været indlæringsproblemer under 9 års skolegang. Ansøger havde fungeret på arbejdsmarkedet på normale vilkår frem til 1983, hvor hun udviklede en fortsat bestående, stort set behandlingsresistent, psykisk lidelse, der først og fremmest manifesterede sig som en svær fobisk angst, der bandt ansøger til et begrænset lokalt område, men som herudover inkluderede muskelsmerter, en massiv søvnforstyrrelse, heraf resulterende træthed, symbiotiske mekanismer havde været ventileret, og endelig syntes det, som hun havde en længerevarende og ganske svær komplicerende depression.

Med baggrund i at ansøgers symptomer havde bestået med stort set uformindsket styrke igennem 18 år, og at hun som nu 41-årig var i en i denne forbindelse fremskreden alder, ville speciallægens afsluttende udsagn være, at hun ikke var tilgængelig for anden behandling end den allerede meddelte, lidelsen var kronisk, og varighedskriteriet måtte siges at være fuldt ud opfyldt.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse og lagde vægt på, at ansøgerens erhvervsmæssige begrænsninger bestod i, at hun ikke følte sig i stand til at bevæge sig udenfor et begrænset, lokalt område.

Nævnet fandt, at sådanne arbejdshindringer udgjorde en geografisk hindring, men fandt tillige, at en sådan hindring ikke i sig selv burde kunne forhindre ansøgeren i at påtage sig et arbejde. Nævnet havde i den forbindelse noteret sig, at ansøgeren tidligere havde haft ufaglært arbejde, også efter lidelsens debut.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af, hvad der skal til for at anse ansøgerens erhvervsevne for ubetydelig eller for at konstatere, at alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige, samt andre foranstaltninger der kan forbedre erhvervsevnen kan anses for udtømt, jf. § 20 a i lov om social pension.

Ansøgeren havde ret til at få mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1, i lov om social pension. Pensionen tilkendtes fra den 1.juli 2002.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen skønnede, at ansøgerens erhvervsevne varigt var nedsat med omkring 2/3 af helbredsmæssige grunde.

Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen var nedsat, havde Ankestyrelsen taget hensyn til de helbredsmæssige oplysninger og oplysningerne om mulighederne for aktivering, revalidering eller behandling. Der var desuden taget hensyn til oplysningerne om uddannelse og hidtidig virksomhed, alder og beskæftigelsesmuligheder m.v. Der henvistes herved til lovens § 15, stk. 1-3.

Ankestyrelsen havde lagt til grund, at ansøger var udgået af 9. klasse og at hun havde arbejdet indenfor butiksområdet og som cafeteriaassistent frem til 1982. Derefter havde ansøger arbejdet som ufaglært hjemmehjælper, men ophørte, idet der blev stillet krav om videreuddannelse. Ansøgeren havde modtaget kontanthjælp fra 13. december 1993 og i den forbindelse havde hun deltaget i mange aktiveringsforløb. Alle havde været iværksat i et begrænset lokalområde under hensyn til hendes psykiske begrænsninger (agorafobi). Ingen af aktiveringsforløbene havde medført beskæftigelse efterfølgende.

Der havde aldrig været iværksat revalideringsforanstaltninger alene på grund af ansøgers begrænsede geografiske mobilitet. Der havde uden held været forsøgt etablering af fleksjob. Ansøger havde sidst været i aktivering omkring årsskiftet 1999/2000 fordi mulighederne lokalt var udtømte, og fordi en arbejdsfastholdelse med henblik på varig forsørgelse af kommunen blev anset for udsigtsløs.

Ankestyrelsen lagde vægt på de helbredsmæssige oplysninger, herunder oplysningerne i udskrivningsbrev af 5. oktober 1983, udtalelse af 13. juni 1984 fra psykiatrisk speciallæge, udskrivningsbreve af 14. september 1984, 9. oktober 1984 og den 25. januar 1994 samt en speciallægeerklæring af 20. januar 2002. Det fremgik af sidstnævnte speciallægeerklæring, at ansøgeren havde fungeret på arbejdsmarkedet på normale vilkår frem til 1983, hvor hun udviklede en fortsat bestående, stort set behandlingsresistent, psykisk lidelse (svær agorafobi), der først og fremmest manifesterede sig som en svær fobisk angst, der bandt hende til en bestemt by, men som herudover inkluderede muskelsmerter, en massiv søvnforstyrrelse, heraf resulterende træthed, symbiotiske mekanismer havde været ventileret, og endelig syntes det, som ansøgeren i 1998 havde en længerevarende og ganske svær komplicerende depression.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at kommunen siden 1993 forgæves havde forsøgt at aktivere ansøgeren samt forgæves havde forsøgt at oprette et fleksjob. Ankestyrelsen havde tillige lagt vægt på, at det ikke havde været muligt for kommunen at iværksætte revalideringsforanstaltninger på grund af hendes lidelse.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.