Sagen drejede sig om 83-årig enlig kvinde som havde fået konstateret demens ved Alzheimers i middelsvær til svær grad.
Kommunen fandt på baggrund af hendes adfærd, at hun havde behov for at bo i et mere beskyttet miljø og ønskede derfor at få hende flyttet til en afdeling for demente i en kommunal plejebolig. Kommunen havde imidlertid ikke på daværende tidspunkt en ledig plads og fik hende derfor midlertidigt anbragt i et midlertidigt amtskommunalt botilbud (som havde såvel midlertidige som længerevarende boliger).
Kommunen fik nogle måneder senere en ledig plads til kvinden i en kommunal plejebolig. Kommunen indstillede derfor til nævnet at kvinden blev flyttet til det nærmere bestemte kommunale botilbud uden samtykke i henhold til reglerne i servicelovens kapitel 21.
Nævnet fandt ikke at betingelserne for flytning uden samtykke var opfyldt. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at der ikke var dokumenteret nogen risiko for at kvinden udsatte sig selv for alvorlig personskade ved at forblive i det amtskommunale botilbud eller at hun ikke kunne få den nødvendige hjælp, og at det derfor var uforsvarligt ikke at sørge for flytning. Det bemærkes, at nævnet forud for behandlingen af sagen havde fået oplyst, at det amtskommunale botilbud omfattede såvel midlertidige som længerevarende boliger.
Kommunen påklagede nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for flytning uden samtykke var opfyldt. Ankestyrelsen lagde herved til grund, at der ved vurderingen af om betingelserne for flytning var opfyldt skulle tages udgangspunkt i de foreliggende beskrivelser af kvindens situation før flytningen til det midlertidige amtskommunale botilbud. Ankestyrelsen hjemviste imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt kvinden skulle bo i det amtskommunale botilbud eller det kommunale botilbud til fornyet vurdering og afgørelse i nævnet.
Forud for nævnets afgørelse indhentede nævnet en beskrivelse af henholdsvis det kommunale og det amtskommunale botilbud.
Nævnet fandt herefter, at kvinden skulle optages i det kommunale botilbud. Nævnet lagde herved vægt på, at det kommunale botilbud måtte anses for egnet til at tilgodese kvindens behov for pleje, overvågning m.v.
Nævnet bemærkede dog samtidig, at valg af botilbud hører under bistandsudøvelsen, og at servicelovens § 109e omhandler optagelse i et bestemt botilbud.
Nævnet vurderede således ikke, at de kunne tage stilling til, hvilket tilbud der konkret var bedst egnet for kvinden, men alene om kvinden skulle optages i det bestemte botilbud, som var indstillet af kommunen.
Kvindens søn klagede over nævnets afgørelse. I klagen var det bl.a. anført, at kvindens familie var meget bekymrede for hendes situation ved en eventuel flytning til det kommunale botilbud. Familien vurderede således ikke, at kvinden ville kunne klare en sådan flytning, idet en flytning ville skade hende meget. Det var oplyst, at kvindens situation var blevet forværret inden for det sidste år.
Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste kommunen, at de fortsat vurderede, at kvinden skulle flyttes til demensafdelingen i det kommunale botilbud. Kommunen gjorde samtidig opmærksom på, at det hele tiden havde været kommunens intention at kvinden skulle bo i et kommunalt botilbud. Flytningen til det amtskommunale botilbud var alene tiltænkt som en midlertidig løsning, idet kommunen ikke - da behovet for flytning opstod - havde en egnet ledig plads i kommunalt regi.
Det amtskommunale botilbud oplyste efterfølgende til Ankestyrelsen, at kvinden var omfattet af det amtskommunale botilbuds målgruppe. Dette var imidlertid ikke ensbetydende med, at kvinden ikke kunne bo i et kommunalt botilbud. I det omfang kommunen havde et egnet tilbud ville kvinden kunne bo i det kommunale botilbud i stedet. Det blev videre oplyst, at kvindens aktuelle midlertidige bolig administrativt kunne ændres til et længerevarende botilbud efter servicelovens § 92. Kvinden skulle således ikke flyttes fysisk såfremt hun skulle blive boende i det amtskommunale botilbud.
