Ankestyrelsens principafgørelse C-8-03

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 28, stk. 1, § 28, stk. 3 og § 113

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap - pkt. 49

Et forældrepar havde gennem flere år modtaget hjælp blandt andet til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af deres multihandicappede barn i hjemmet.

Ifølge de lægelige oplysninger var barnet svært hjerneskadet, svært bevægelseshæmmet, spastisk, epileptisk og havde behov for overvågning og hjælp til alt. Prognosen var fremadskridende forfald, trods forsøg på at fastholde funktionsniveauet.

Kommunen bevilgede i februar 2001 merudgiftsydelse på 2.972 kr. månedligt fra den 1. december 2000 til den 31. november 2001. Der var blandt andet udgifter til transport til fysioterapi, ekstraudgift til vask, slid på tøj mv., bleer samt aflastning/pasning.

Kommunen gav samtidig afslag på bevilling af merudgifter med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 1999. Kommunen henviste til, at den hidtidige bevilling udløb 31. december 1998 og at der trods flere henvendelser/kontakter i årene 1999 og 2000 om forlængelse af bevilling af merudgifter til barnet, ikke var ansøgt/bevilget dækning af disse udgifter for 1999 og indtil 1. december 2000.

Kommunens afgørelse blev indbragt for det sociale nævn.

Det blev i klagen blandt andet anført, at forældrene ikke havde modtaget hjælp til merudgifter siden bevillingen udløb den 31. december 1998. Forældrene erkendte, at de selv havde lidt af ansvaret herfor, idet de havde svært ved at få overskud til andet end at passe barnet. Forældrene havde været af den overbevisning, at de ville få efterbetalt merudgifter for 1999 og 2000 med det samme månedlige beløb, som de senest havde fået udbetalt i december 1998. Der havde fortsat været udgifter til bleer, vask og transport mv.

Nævnet stadfæstede kommunens afslag på merudgiftsydelse for perioden fra den 1. januar 1999 til den 1. december 2000 ved forsørgelsen af barnet i hjemmet, jf. servicelovens § 28. Det betød, at forældrene ikke var berettiget til at få efterbetaling for de merudgifter, der var i denne periode.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde sendt flere breve til forældrene om at fremsende oplysninger om merudgifternes omfang og at konsekvenserne ved manglende henvendelse herom ville blive ophør af ydelsen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke fandtes dokumentation for, at forældrene mundtligt skulle være givet tilsagn om efterbetaling af ydelsen.

Forældrene klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

I klagen anførte forældrene blandt andet, at de havde haft flere sagsbehandlere, som de forgæves havde forsøgt at kontakte og det var ikke korrekt, at de ikke havde reageret på kommunens henvendelser vedrørende merudgifter i 1999 og 2000. Der havde ikke været nye oplysninger eller ændrede merudgifter i dette tidsrum, der kunne medføre, at den månedlige merudgiftsydelse skulle ændres og de var mundtligt blevet lovet, at bevillingen nok skulle gå i orden.

Forældrene anførte i øvrigt, at barnet var multihandicappet og meget syg og de havde selv stået med pasningen af barnet i døgnets 24 timer. Dette var meget opslidende og de havde ikke haft overskud til at være mere vedholdende i forhold til at bede kommunen om skriftlig bekræftelse på mundtligt tilsagn om dækning af merudgifter i perioden.

Af de journaloplysninger mv., som forelå ved Ankestyrelsens behandling af sagen, fremgik blandt andet, at forældrene i august 1998 var til møde i kommunen, hvor det blev beklaget, at familien ikke havde fået hjælp og råd og vejledning og det blev aftalt at kommunen fremover ville være opmærksom på, om der var brug for råd og vejledning. Desuden blev forældrenes merudgifter vedrørende barnet gennemgået på mødet.

Kommunen bevilgede herefter i august 1998 merudgiftsydelse på 3.500 kr. månedligt vedrørende perioden fra den 1. juli 1998 til 31. december 1998. Der var merudgifter til befordring til fysioterapi, vask og bleer samt en månedlig udgift på 2.000 kr. til "aflastning/barnepige".

Det fremgik af bevillingen, at kommunen løbende skulle foretage opfølgning af bevillingen. Forældrene blev derfor bedt om at gemme kvitteringer og anden dokumentation for de udgifter, som bevillingen dækkede (og for eventuelle nye merudgifter i løbet af bevillingsperioden). Såfremt der i bevillingsperioden skete ændringer, der havde indflydelse på bevillingen, skulle dette straks meddeles til kommunen.

I november 1998 skrev kommunen til forældrene, at da bevillingen udløb pr. 31. december 1998, skulle sagen vurderes på ny. Forældrene blev derfor bedt om at udfylde/underskrive og returnere ansøgningsskema sammen med de gemte kvitteringer og anden dokumentation for de merudgifter, der havde været i bevillingsperioden. Kommunen ville på baggrund af de fremsendte oplysninger vurdere, hvorvidt betalingen skulle fortsætte uændret, nedsættes eller forhøjes. Ansøgningsskemaet og kvitteringer/dokumentation skulle returneres senest 4. december 1998. Havde kommunen ikke hørt fra forældrene inden dette tidspunkt ville udbetalingen stoppe pr. 31. december 1998.

Det fremgik videre af sagen, at kommunen ved hjemmebesøg henholdsvis i februar og april 1999, hvor problemerne med barnets skolegang blev drøftet, rykkede forældrene for dokumentation for merudgifterne.

I oktober 2000 oplyste moderen telefonisk til kommunen, at familien manglede betaling for merudgifter. Forældrene blev indkaldt til møde med kommunen i december 2000, hvor merudgifterne blev drøftet.

Kommunen bevilgede herefter i februar 2001 merudgiftsydelse på 2.972 kr. månedligt for perioden fra den 1. december 2000 til den 31. november 2001.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det forhold, at forældrene ikke havde fremsendt ny ansøgning samt kvittering/dokumentation for merudgifterne i forbindelse med, at den tidligere bevilling udløb den 31. december 1998, medførte at de havde fortabt retten til merudgiftsydelse efter servicelovens § 28 for tiden frem til den 1. december 2000.

Ankestyrelsen inddrog også omfanget af kommunens handle- og oplysningspligt samt pligt til at foretage en helhedsvurdering efter retssikkerhedslovens § 5, herunder om der havde foreligget tilstrækkeligt oplysningsgrundlag.

Ankestyrelsen fandt, at forældrene havde ret til at få merudgiftsydelse i det omfang, de kunne sandsynliggøre/dokumentere, at de havde afholdt nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af barnet i hjemmet i perioden fra den 1. januar 1999 til den 1. december 2000, jf. servicelovens § 28, stk. 1 og 3.

Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at forældrene først i slutningen af 2000 fremlagde dokumentation for merudgifter for denne periode, efter omstændighederne i sagen ikke kunne medføre, at de havde fortabt kravet på merudgiftsydelse fra den 1. januar 1999, hvor den tidligere merudgiftsbevilling udløb.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at kommunen gennem flere år løbende havde været i kontakt med forældrene og havde haft kendskab til familiens behov for hjælp som følge af barnets stærkt nedsatte funktionsevne, herunder også hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af barnet i hjemmet.

Ankestyrelsen fandt således, at kommunens handle- og oplysningspligt efter serviceloven vejede tungere end forældrenes eventuelle passivitet.

Kommunen burde derfor, allerede da den tidligere merudgiftsbevilling udløb ved udgangen af 1998, have taget initiativ til at holde et møde med forældrene, således at omfanget af behovet for fortsat merudgiftsydelse kunne være afklaret. Dette skete imidlertid først i december 2000.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at sådan som barnets tilstand og funktionsniveau var beskrevet i kommunens journalark mv. sammenholdt med arten og omfanget af de anerkendte merudgifter indtil udgangen af 1998 og igen fra den 1. december 2000, måtte det anses for ubestrideligt, at forældrene også havde haft væsentlige merudgifter ved forsørgelsen af barnet i den mellemliggende periode.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at det ud fra oplysningerne i kommunens journal måtte være klart for kommunen, at der fortsat måtte være tale om merudgifter af et sådant omfang, at forældrene også ville være berettiget til merudgiftsydelse efter den 1. januar 1999.

Ankestyrelsen henviste i den forbindelse bl.a. til oplysningerne om barnets tilstand i statusattesten, som kommunen modtog i marts 1999, mødet i august 1998, hvor kommunen lovede fremover at være opmærksom på familiens behov for råd og vejledning samt kommunens hjemmebesøg i februar og april 1999.

Ankestyrelsen bemærkede, at fortsat ret til hjælp til merudgiftsydelse efter servicelovens § 28 efter Ankestyrelsens opfattelse ikke kan gøres betinget af, at der indgives ny ansøgning i forbindelse med den løbende opfølgning, idet der ikke ses at være fastsat særskilte regler om en sådan fremgangsmåde.

Ankestyrelsen henviste desuden til, at kommunen ifølge servicelovens § 113 løbende skal følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

Ankestyrelsen henviste endvidere til Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap, hvor det er præciseret, at det er vigtigt, at kommunen ved opfølgningen på udmålingen af merudgiftsydelsen med jævne mellemrum - som hovedregel mindst en gang årligt - afholder møde med familien, hvor familiens situation og behov drøftes.

Ankestyrelsen tog ikke stilling til omfanget af merudgifterne i perioden fra den 1. januar 1999 til den 1. december 2000.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.