Ankestyrelsens principafgørelse P-2-03

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 2, stk. 2, nr. 2 og § 9, stk. 1

Udlændingeloven - lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001 - § 7, stk. 1 og § 7, stk. 2

Sagen drejede sig om en 61-årig irakisk flygtning, der kom til Danmark i 1988 og blev anerkendt som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 2.

Han var flygtet fra Irak i 1971 og havde i den mellemliggende periode opholdt sig i Syrien og i perioder i Yemen og i Libanon.

Ved ankomsten til Danmark oplyste han om opholdet i Syrien, men havde ikke syriske dokumenter, der kunne bekræfte hans ophold der.

Den 16. januar 2001 havde Flygtningenævnet anerkendt ham efter udlændingelovens § 7, stk. 1, på baggrund af nye oplysninger om hans aktuelle politiske aktivitet, vendt mod sit hjemland.

Ansøger fik oprindeligt ved pensionstilkendelse udbetalt fuld pensionsydelse svarende til fuld optjeningstid. Kommunen blev efterfølgende opmærksom på at bopælstiden i Syrien ikke kunne medregnes, da der manglede dokumentation for at han havde haft flygtningestatus i de lande han havde opholdt sig i fra 1971 til 1988, og nedsatte herefter pensionen.

Efter Flygtningenævnets afgørelse af 16. januar 2001 søgte han om at få medregnet perioden i Syrien i bopælstiden. Han indleverede forskellige papirer til dokumentation for sin politiske aktivitet. Der forelå blandt andet en fødselsattest for hans yngste barn, der var født i Damaskus. Ifølge en af to oversættelser af attesten var han benævnt med flygtninge-ID nummer på fødselsattesten.

Han gjorde gældende, at disse beviser, sammenholdt med Flygtningenævnets afgørelse om ændring af hans status som flygtning godtgjorde, at han havde haft ophold i Syrien som anerkendt flygtning.

Syrien havde ikke ratificeret FN's flygtningekonvention, men kunne give opholdstilladelse af humanitære eller politiske grunde.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvad der skulle til for at godtgøre, at en person havde haft ophold i et andet land, på et grundlag der svarede til udlændingelovens § 7.

Ankestyrelsen fandt, at der ved beregning af ansøgerens førtidspension alene skulle medtages bopælstid i hans oprindelsesland og i Danmark. Bopælstiden i Syrien kunne således ikke medregnes.

Begrundelsen herfor var, at der ikke forelå dokumentation for, at ansøgeren under sit ophold i Syrien var anerkendt som flygtning.

Ved opgørelse af bopælstid for personer der havde fået ophold i Danmark efter reglerne i udlændingelovens § 7 og § 8, skulle bopæl i oprindelseslandet sidestilles med bopæl i Danmark, jf. § 9, i lov om social pension.

Efter bestemmelsen skulle der tillige medregnes bopælstid i andre lande, hvor ansøger havde haft bopæl på et grundlag, der svarede til det, der fremgik af udlændingelovens § 7.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det fremgik af forarbejderne til § 9, i pensionsloven, at det var en forudsætning for at medtage bopælstid i andre lande, at der var tale om bopælstid i lande, hvori ansøger var anerkendt af landets myndigheder efter principper, der i det væsentlige svarede til § 7, i udlændingeloven.

I denne sag forelå der ikke dokumentation for, at ansøgeren under sit ophold i Syrien i perioden 1971 til 1988 havde været anerkendt af landets myndigheder som flygtning.

Det forhold, at han var benævnt som flygtning i en af to foreliggende oversættelser af sit barns fødselsattest fra 1983, kunne ikke anses som tilstrækkelig dokumentation herfor.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at Udlændingestyrelsen havde vurderet beviserne og fundet, at det hverken kunne be- eller afkræftes, at ansøger havde haft opholdstilladelse i Syrien som flygtning. Udlændingestyrelsen havde heller ikke fundet, at ændringen af hans status som flygtning her i Danmark kunne be- eller afkræfte, om han havde haft asyl i Syrien.

Ankestyrelsen bemærkede med hensyn til de anførte sagsbehandlingsfejl, at det var korrekt, at kommunen efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration og i forvaltningsloven ved sin sagsbehandling burde have bedt om ansøgerens samtykke til at indhente supplerende oplysninger til sagen, ligesom der burde have været meddelt partshøring og endelig skulle kommunen have begrundet sin afgørelse af 15. december 2001 tilstrækkeligt.

Der var tale om sagsbehandlingsregler og garantiforskrifter, der havde til formål at sikre, at afgørelsen fik et materielt korrekt indhold. Dette indebar, at der gjaldt en formodning for, at afgørelsen kunne være påvirket af sådanne mangler. Konsekvensen heraf kunne være, at afgørelsen var ugyldig.

Ankestyrelsen fandt, at nævnet ved sin ankeafgørelse havde afhjulpet de anførte mangler. Hvis kommunens afgørelse blev erklæret ugyldig, med den virkning at forvaltningen skulle træffe en ny afgørelse på det samme grundlag, ville ansøger ikke blive stillet anderledes og han havde ikke lidt noget tab.

Ankestyrelsen henviste til nævnets afgørelse, hvor der var redegjort for de påklagede sagsbehandlingsfejls betydning for den afgørelse, der var truffet i kommunen og for nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen var enig i nævnets bemærkninger.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.