Ankestyrelsens principafgørelse A-36-03

Der er kommet nye regler på området

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 125 af 25. februar 2003 - § 60, stk. 1

Ansøger, der var 39 år, blev sygemeldt pr. 30. april 2001 på grund af stress og overanstrengelse. Hun var uddannet cand. agro. (agronom) med et bredt sigte - men med dyrehold som speciale. Efter uddannelsen i 1990 havde ansøger arbejde indenfor området i 5 år, heraf en del i udlandet. I 1995 fødte ansøger en søn, der døde 2 måneder gammel. Ansøger fødte i 1997 2 tvillingepiger. Hun var enlig forsørger.

Ansøger havde været meldt ledig siden 1. maj 1996. Som en del af ledighedsperioden var ansøger i perioden 1999-2001 påbegyndt uddannelse til IT-administrator, men måtte afbryde på grund af familiemæssige forhold.

Kommunen gav den 23. maj 2002 afslag på forlængelse af sygedagpengeudbetalingen udover varighedsbegrænsningen den 31. maj 2002.

Kommunen henviste blandt andet i afgørelsen til, at ansøgerens læge havde erklæret sig enig i, at en tilbagevenden til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt ville være den bedste løsning for hende eventuelt med en arbejdsprøvning, da det primært drejede sig om "psyko/social genoptræning". Kommunen vurderede, at ansøger ikke ved forlængelse af dagpengeperioden alene ville kunne genskabe arbejdsdygtigheden og indtræde på arbejdsmarkedet.

Kommunen fandt, at der var brug for psyko/social genoptræning og havde tilbudt ansøgeren et individuelt forløb gennem et privat formidlingsfirma med arbejdsprøvning eventuelt med løntilskud. Hvis arbejdet ikke kunne findes inden for hendes faglige område, henviste kommunen til, at hun måtte være indstillet på at påtage sig et job, som hun ville kunne klare for at blive selvforsørgende. Indtil første lønudbetaling ville der blive udbetalt revalideringsydelse efter aktivlovens § 52, forudsat hun deltog i denne plan.

Kommunen oplyste efterfølgende, at den var indstillet på at tilbyde en virksomhedsrevalidering inkl. . relevante kursusforløb efter godkendelse indenfor en 6 måneders periode. 20 timer/ugentlig til at starte med. Øget over 30 timer/ugentlig for at slutte med 2 måneders forløb med 37 timer/ugentlig. Ansøger skulle den 1. november 2002 starte virksomhedsrevalidering - optræning i agronomfaget i 6 måneder. Senere blev virksomhedsrevalideringen udsat til at skulle starte den 1. januar 2003. I de første 4 måneder ville kommunen udbetale revalideringsydelse og i de sidste 2 måneder ville amtet udbetale en ordinær løn svarende til fagets ordinære begyndelsesløn. Kommunen ville refundere den afholdte bruttoløn i de 2 måneder.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet fandt ikke ansøger berettiget til supplement op til fagets mindste overenskomstmæssige løn under virksomhedsrevalideringen, da der ikke, efter nævnets opfattelse, forelå særlige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle aflønnes med fagets mindsteløn under erhvervsoptræning. Nævnet fastholdt herved kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger forud for påbegyndelsen af erhvervsoptræningen i november 2002, i en længere årrække på næsten 8 år, ikke havde haft almindelig tilknytning til arbejdsmarkedet, idet hun havde været i henholdsvis A-kassesystemet og derefter modtaget sygedagpenge.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøger i de første 4 måneder af erhvervsoptræningen ikke skulle arbejde i den for virksomheden normale arbejdstid, idet hun skulle arbejde i henholdsvis 20 timer pr. uge i de første 2 måneder og derefter 30 timer i de efterfølgende 2 måneder.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøger forstod afgørelsen sådan, at det sociale nævns holdning var, at når hun og hendes piger var vandt til at leve/overleve på midler, selv om de befandt sig under fattigdomsgrænsen, skulle de fastholdes på dette niveau. Ansøgeren så ingen grund til, at hun skulle fastholdes på den laveste ydelse, når hun opfyldte ikke bare én men alle betingelserne i § 60. Ydelsen burde være den mindste overenskomstmæssige løn (jf. § 61). Et sådant økonomisk løft ville give ansøgeren økonomisk mulighed for bedring af sit helbred.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på spørgsmålet, om der i ansøgerens tilfælde forelå sådanne særlige forhold, der kunne begrunde virksomhedsrevalidering med løntilskud.

Ansøger havde ikke ret til supplement op til fagets mindste overenskomstmæssige løn under virksomhedsrevalidering.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle aflønnes med fagets mindsteløn under praktikforløbet, jf. dagældende § 60 i lov om aktiv socialpolitik

Ankestyrelsen henviste herved til, at revalidering som hovedregel skulle ske med revalideringsydelse.

Om der forelå særlige forhold afhang af en samlet vurdering af ansøgerens sociale forhold.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke i de første 4 måneder af erhvervsoptræningen var tale om revalidering/arbejde i den for virksomheden normale arbejdstid. Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på, at ansøger i de første 4 måneder af erhvervsoptræningen skulle arbejde i henholdsvis 20 timer pr. uge i de første 2 måneder og derefter 30 timer i de efterfølgende 2 måneder.

Ankestyrelsen henviste endvidere til, at det i bemærkningerne til aktivlovens § 60 var nævnt, at bestemmelsen med redaktionelle ændringer svarede til de såkaldte "mindstelønsordninger" i bistandslovens § 43, stk. 8, som beskrevet i afsnit VI i revalideringsvejledningen (Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45).

I pkt. 54 i denne vejledning var bl.a. anført som betingelser for at få bevilget revalidering med løn efter disse ordninger, at ansøger skulle kunne arbejde i den for virksomheden normale arbejdstid. Det kunne dog undtagelsesvis godkendes, at en person, der måtte anses for at være i en særlig truet situation, arbejdede på nedsat tid i den første del af en optræningsperiode.

I bemærkningerne til ændringen af ordlyden af § 60 pr. 1. januar 1999 var anført, at med forslaget præciseres i overensstemmelse med retstilstanden før 1. juli 1998, at revalidering kun skulle tilrettelægges som virksomhedsrevalidering med løntilskud, når særlige forhold begrundede, at netop den revalidering valgtes. Med forslaget var udgangspunktet som hidtil, at revalidering som hovedregel skete med revalideringsydelse, medmindre der var særlige forhold, der begrundede virksomhedsrevalidering med løntilskud.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.