Sagen drejede sig om en 50-årig kvinde, der led af sklerose. Hun boede i en beskyttet bolig beliggende ved et plejehjem, hvorfra hun senere flyttede til en almen ældrebolig/plejebolig i en bebyggelse, hvor målgruppen var et yngre klientel.
Kvindens 13-årige søn var anbragt i familiepleje som følge af hendes sygdom. Hun havde kontakt med sønnen hver anden uge, og der var bevilget en hjælper, der var tilstede under samværet, efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 9, således at der også var mulighed for aktiviteter udenfor plejehjemmet. Hun modtog desuden hjælp efter ledsageordningen, som hovedsageligt blev brugt med henblik på aktiviteter i en handicapforening.
Kvinden ansøgte kommunen om en støtteperson i henhold til servicelovens § 73 med den begrundelse, at der var sket en forværring af hendes symptomer, således at hun var afhængig af andres hjælp til stort set alt. Det anførtes at hun ikke uden en fast og kontinuerlig støtte kunne få en rimelig aktiv, indholdsrig og alderssvarende tilværelse. Det var endvidere anført, at hun kun fik de allermest basale plejebehov opfyldt. Hun havde brug for hjælp til dagligdags gøremål, såsom praktisk hjælp med post, budgetlægning og betaling af udgifter, pasning af kat, indkøb af dagligdags fornødenheder, hjælp i ergoterapien, hvor det var meget svært for hende at være aktiv uden en personlig hjælper. Endvidere var der brug for hjælp i forbindelse med udadvendte aktiviteter, såsom at komme i byen at handle, komme ned i haven, besøge familie og venner, komme på biblioteket, gå til ridning o.s.v.
Kommunen meddelte afslag på ansøgningen om støtteperson efter servicelovens § 73. Begrundelsen var, at kvindens behov for støtte ikke faldt ind under intentionerne i servicelovens § 73 om socialpædagogisk støtte. Det beskrevne støttebehov var praktisk støtte, som burde ydes af det personale som var tilknyttet hendes plejehjem indenfor plejehjemmets rammer.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på hjælp til fast og kontinuerlig støtteperson, men hjemviste samtidig sagen med henblik på, at kommunen tog stilling til i hvilket omfang, der i øvrigt var behov for at kvinden fik hjælp efter servicelovens § 73 under hendes ophold på institution til at få udført såvel praktiske funktioner som hjælp til andre aktiviteter.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke efter servicelovens § 73 var hjemmel til at afholde udgifter til en støtteperson, som fast og kontinuerligt kunne bistå beboere på institution med at udføre praktiske gøremål, eller fast at bistå ved medvirken til at udføre de aktiviteter, som var nødvendige for at få dagligdagen til at fungere på en institution.
Den hjælp, som der kunne ydes støtte til efter servicelovens § 73, var hjælp af den type, som efter bistandsloven skulle ydes som en integreret del af de forskellige botilbud. Der var således i medfør af servicelovens § 73 mulighed for efter en individuel behovsvurdering at styrke funktionsmulighederne eller at kompensere for den nedsatte funktionsevne, herunder i form af socialpædagogisk bistand, f.eks. vejledning, rådgivning og hjælp til selvhjælp. I tilfælde af, at dette skulle vise sig ikke at være muligt inden for institutionens normeringsmæssige rammer måtte kommunen træffe afgørelse om anvendelse af hjælpemulighederne efter servicelovens § 73, uden at udførelse af hjælpen nødvendigvis blev bundet op på en fast og kontinuerlig støtteperson.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kvindens handicapforening, at serviceloven § 73 gav mulighed for at yde støtte ud fra et helt individuelt vurderet behov, som ikke blev dækket på anden måde, med henblik på at kunne fastholde et liv på egne præmisser på trods af en betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Støtten kunne ydes uanset boform.
Den nødvendige bistand efter § 73 ville kunne tilrettelægges og gives af en eller få tilknyttede personer, såfremt det efter en individuel konkret vurdering var hensigtsmæssigt eller nødvendigt i forhold til en persons behov. I kvindens tilfælde var det på grund af hendes meget nedsatte funktionsevne både fysisk og kognitivt nødvendigt, at støtten blev givet af en eller få personer, da formålet med støtten ellers ikke kunne opnås. Kvinden havde behov for hjælp af en eller få personer, der kendte hende godt og forstod hvad hun sagde, da hun havde store taleproblember. Hun havde behov for kontinuerlig hjælp til at foretage aktiviteter og hjælp til at kommunikere med andre. Denne type hjælp kunne ikke gives som en integreret del af botilbuddet, da der ikke var afsat ressourcer til hjælp af det omfang og af den karakter.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om det er udelukket at få bevilget hjælp til én fast og kontinuerlig støtteperson til en ansøger, der har ophold i en boform efter serviceloven m.v.
