Ankestyrelsens principafgørelse C-32-03

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 22, § 23 og § 24

Forvaltningsloven - lovbekendtgørelse nr. 1365 af 7. december 2007 - § 22, § 23 og § 24

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 4 og § 69

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 69 og § 4

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 1, stk. 3 og § 102, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 116, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. (Lov om social service) - pkt. 132

Sagen drejede sig om en 54-årig kvinde, som grundet leddegigt havde nedsat gangfunktion. Det var oplyst, at kommunen havde bevilget ansøger en rollator og kommunen havde samtidig besluttet at ansøger kunne få bevilget nogle ramper, således at ansøger kunne komme omkring i sin ejerbolig med rollatoren.

Kommunen bevilgede herefter 4 fastmonterede ramper som en boligindretning efter servicelovens § 102, stk. 1. Kommunen oplyste samtidig, at der ikke blev ydet hjælp til retablering. Afgørelserne var ikke nærmere begrundet.

Det fremgik af kommunens journalnotater, at kommunen forud for meddelelsen af den skriftlige afgørelse havde fået oplyst af ansøgers samlever, at ansøger ønskede løse ramper og ikke fastmonterede ramper.

Ansøger klagede over kommunens afgørelse. I klagen var det bl.a. anført, at hun ikke kunne godtage, at ramperne blev monteret i gulv og dørtrin, når kommunen ikke ville retablere. Såfremt kommunen fastholdt, at ramperne skulle være fastmonteret, skulle kommunen yde hjælp til retablering og det skulle tillige være muligt at gøre rent under ramperne. Det var videre anført, at ramperne alene skulle anvendes i de perioder, hvor ansøger havde det dårligt på grund af leddegigten. I de perioder hvor ansøger ikke anvendte sin rollator ville hun gerne have ramperne fjernet. Ansøger ønskede på denne baggrund at kommunen i stedet bevilgede løse ramper.

Kommunen fastholdt ved genvurderingen deres afgørelse og oplyste, at der ville være alt for stor risiko for dårlig placering af ramperne med personfald og personskade til følge såfremt der blev bevilget løse ramper. Kommunen fastholdt endvidere afgørelsen om afslag på hjælp til retablering. Kommunen henviste til Socialministeriets vejledning om boligindretning, hvorefter der kun undtagelsesvist ydes hjælp til retablering af ejerbolig, fx i forbindelse med genanvendelse af trappelift, elevatorer o.lign.

Forud for nævnets afgørelse havde nævnet indhentet supplerende oplysninger fra kommunen om baggrunden for valget af de fastmonterede ramper samt anmodet kommunen om at oplyse, hvordan en retablering skulle foregå.

Kommunens fysioterapeut oplyste herefter, at valget af de fastsiddende ramper var begrundet i trinenes udformning og størrelse, det forhold at løse ramper kunne forskubbe sig og således øge risikoen for personfald samt det forhold, at ansøgers gangfunktion var nedsat i dårlige perioder, hvorfor det var ekstra vigtigt at underlaget var i orden.

I forhold til spørgsmålet om retablering oplyste kommunen, at alle 4 ramper ville kunne sættes fast med blot 2 skruer og at hullerne herefter ville kunne fyldes med cement/filler.

Ansøger oplyste efterfølgende, at hun havde fået lavet nogle løse ramper til boligen og at disse fungerede fint. Hjemmeplejen havde i øvrigt heller ikke haft bemærkninger til ramperne. Kommunens fysioterapeut og/eller ergoterapeut havde afvist at besigtige de løse ramper.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Ansøger påklagede nævnets afgørelse til Ankestyrelsen. I klagen fastholdt ansøger ønsket om at få bevilget løse ramper.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt ansøger var berettiget til at få bevilget løse ramper samt en afklaring af, hvorvidt ramperne skulle vurderes efter servicelovens § 102, stk. 1 om boligændring eller servicelovens § 97 om hjælpemidler. Såfremt ansøger ikke fandtes berettiget til at få bevilget løse ramper, ville der endvidere blive taget stilling til, hvorvidt ansøger havde ret til at få tilsagn om retablering i forbindelse med bevilling af fastspændte ramper.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunes afgørelse, hvorefter ansøger havde fået bevilget fastmonterede ramper efter servicelovens § 102, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at ansøger var berettiget til at få hjælp til retablering i forbindelse med en senere afmontering af de bevilgede ramper.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen om bevilling af de fastmonterede ramper til grund, at Ankestyrelsen ifølge § 69 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område alene kan efterprøve retlige spørgsmål.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen, ifølge de foreliggende oplysninger, havde foretaget en vurdering af, hvilken type boligindretning der måtte anses for nødvendig for at gøre ansøgers bolig bedre egnet som opholdssted for ansøger, jf. servicelovens § 102, stk. 1.

Kommunens fysioterapeut havde ved vurderingen inddraget forholdene i ansøgers hus - herunder trinenes udformning og det forhold at løse ramper, efter kommunens vurdering, kunne rykke/flytte sig, hvilket forøgede risikoen for personfald med skade og evt. erstatningskrav til følge. Det fremgik i den forbindelse af en udtalelse fra kommunens fysioterapeut, at kommunen tillige havde lagt vægt på, at ansøgers gangfunktion var nedsat i dårlige perioder, hvorfor det var ekstra vigtigt, at underlaget var i orden.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering, hvorefter ansøger var blevet bevilget fastmonterede ramper efter servicelovens § 102, stk. 1, uanset ansøgers ønske om at få bevilget løse ramper.

Ankestyrelsen fandt der imidlertid kritisabelt, at kommunens afgørelse ikke indeholdt en begrundelse for valget af de fastmonterede ramper, jf. forvaltningslovens §§ 22-24.

Det indgik i den forbindelse i Ankestyrelsens vurdering, at kommunen, ifølge de foreliggende journaloplysninger, allerede forud for meddelelsen af den skriftlige afgørelse var opmærksom på, at ansøger ikke ønskede at få bevilget fastmonterede ramper.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at det var kritisabelt at kommunen ikke, ifølge de foreliggende oplysninger, havde inddraget ansøgers anbringender, herunder ansøgers ønske om at kunne fjerne ramperne i de perioder hvor ansøger ikke anvendte sin rollator.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det følger af servicelovens § 1, stk. 3, at hjælpen efter serviceloven tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger samt at borgeren ifølge retssikkerhedslovens § 4 skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunen skal herefter tilrettelægge behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

I forhold til afgørelsen om afslag på hjælp til retablering lagde Ankestyrelsen vægt på, at der, ifølge kapitel 13.4 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler m.v., alene undtagelsesvist ydes hjælp til retablering af ejerboliger f.eks. i forbindelse med genanvendelse af trappelift, elevatorer o.lign.

Det indgik videre i vurderingen, at der efter fjernelse af de 4 bevilgede fastmonterede ramper, ifølge kommunens oplysninger, alene ville fremkomme 2 huller for hver rampe og at disse huller ville kunne retableres med filler/cement el.lign.

Ankestyrelsen gjorde imidlertid samtidig opmærksom på, at kommunens afgørelse, hvor der blev givet afslag på hjælp til retablering ikke, efter Ankestyrelsens vurdering, var tilstrækkeligt begrundet i henhold til forvaltningslovens §§ 22-24.

Ankestyrelsen fandt dog ikke, at den utilstrækkelige begrundelse indebar, at kommunens afgørelse var ugyldig.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på kommunens senere afgivne udtalelser, hvor afslaget var nærmere begrundet.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.