Ankestyrelsens principafgørelse C-7-03

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

10-06-2009

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19 og § 24

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 15, stk. 4

En ansøger fik den 7. januar 2000 bevilget økonomisk friplads i daginstitution svarende til 48% på baggrund af en husstandsindkomst på 225.269 kr.

Kommunen udsendte i februar 2000 en orienteringsskrivelse til forældre med børn i kommunale vuggestuer, børnehaver, aldersintegrerede institutioner samt den kommunale dagpleje.

I skrivelsen orienterede kommunen bl.a. om, at reglerne om regulering af betalingen på grund af varige ændringer i indtægten var ændret fra de hidtidige 20% til 10% fra 1. januar 2000. Forældrene havde pligt til at underrette kommunen såfremt der skete ændringer. Der blev foretaget kontrol af årets bevilling.

Kommunen udsendte i oktober 2001 brev til modtagere af friplads i daginstitution for året 2000 vedrørende efterregulering af friplads. I brevet var der henvist til, at det af bevillingen for tildeling af friplads fremgik, at det fulgte af § 13, stk. 2, ( den gamle bekendtgørelse) at såfremt der var en indtægtsfremgang på over 10% (den nye bekendtgørelse) i forhold til bevillingen, kunne betalingen reguleres med tilbagevirkende kraft.

Videre anførtes det, at kommunen havde sammenlignet beregningsgrundlaget som det fremgik af bevillingen med årsopgørelsen og heraf fremgik det, at der havde været en indtægtsfremgang på over 10%.

Fripladsen var derfor omberegnet ud fra den faktiske indtægt ifølge årsopgørelsen, og det beløb, der hermed var modtaget for meget i friplads, skulle tilbagebetales.

Der blev udsendt særskilt girokort på det for meget modtagne beløb omkring 1. november 2001. Såfremt modtageren var tilmeldt PBS, ville beløbet fremgå af oversigten fra banken.

Det var anført, at afgørelsen kunne indankes for det sociale nævn og at klagevejledning var vedlagt.

Ansøgeren henviste i sin klage til det sociale nævn bl.a. til at det af bilag vedlagt bevillingen fremgik af § 13, stk. 2, at en indtægtsfremgang på under 20% ikke gav anledning til regulering af betalingen, og at hun alene havde haft en indtægtsfremgang på godt 10%, men altså ikke over 20%. Fremgangen var ikke varig, men skyldtes udelukkende udbetaling af bonus i juni og december, hvorfor hun ikke underrettede kommunen herom.

Ansøgeren henviste endvidere til, at hun i 2001 også var bevilget delvis friplads og at hun var helt med på, at reglerne for 2001 var ændret til 10%, som det fremgik af materialet. Endvidere henvistes til, at hun ved henvendelse til kommunen fik oplyst, at det var reglerne for 2001, der nu også med tilbagevirkende kraft gjaldt for bevillingsåret 2000, om end bevilling incl. bilag sagde noget andet, nemlig de 20%.

Ansøgeren anførte endvidere, at hun ikke i løbet af 2000 havde modtaget en skrivelse om, at de 20 % var en fejl på en gammel/forældet blanket.

Kommunen anførte overfor det sociale nævn, at Folketinget ved lov nr. 1111 af 29. december 1999 havde vedtaget at ændre procentsatsen for indtægtsfremgang til 10%. Dette skete samtidig med vedtagelse af muligheden for at hæve forældrebetalingen for de kommuner som havde pladsgaranti. Dette var meddelt kommunerne i januar/februar måned 2000 i bekendtgørelse nr. 1166 af 29. december 1999, efter kommunen havde udsendt bevillingerne. Nye bevillinger var herefter tilrettet med 10%. Af bekendtgørelsen fremgik, at ændringerne havde tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2000.

Kommunen ændrede derfor sine takster for børns ophold i daginstitutioner med virkning fra 1. april 2000. Dette var meddelt samtlige forældre ved brev af februar 2000. I samme brev gjorde kommunen opmærksom på den ændrede procentsats for ændringerne i indtægten vedrørende friplads. De nye priser samt ændringen for procentsatsen til 10% var ligeledes meddelt forældrene ved annonce i den lokale avis den 23. februar 2000.

Klageren havde betalt for barnets ophold i fritidshjem med 970 kr. pr. måned. Af årsopgørelsen fra skattevæsenet fremgik det, at indtægten i år 2000 havde været 251.858 kr., hvilket gav ret til 37% friplads. Der var bevilget friplads ud fra en indtægt på 225.268 kr., hvilket gav ret til 48% friplads. Idet årsopgørelsens beløb var større end bevillingsgrundlaget + 10%, havde kommunen omberegnet fripladsen. Der var således modtaget 1.173,70 kr. for meget i friplads.

Under hensyn til, at kommunen ved udsendelse af bevillingen ikke havde fået meddelelse om den ændrede procentsats, samt at der ved brev af februar 2000 og annonce i den lokale avis, var orienteret om ændringen, blev tilbagebetalingskravet fastholdt.

Det sociale nævn pålagde kommunen at undlade efterregulering af betaling i dagtilbud efter Socialministeriets bekendtgørelse nr.1166 af 29. december 1999, § 16, stk. 2, for perioden 1. januar til 29. februar 2000.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen i bevillingsskrivelse af 7. januar 2000 havde gjort ansøgeren bekendt med reglen i den på dette tidspunkt ophævede betalingsbekendtgørelses § 13, stk. 2, hvoraf fremgik, at en indtægtsfremgang på under 20% ikke gav anledning til en regulering af betalingen, men at betalingen ved en indtægtsfremgang på over 20% kunne reguleres med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, da forældrenes forhold havde ændret sig. Kommunen havde således ikke henvist til den gældende betalingsbekendtgørelses § 16, stk. 2.

Nævnet fandt derimod, at kommunen med rette kunne regulere betalingen for perioden 1. marts til 31. december 2000 ud fra reglen i den nye bekendtgørelses § 16, stk. 2.

Nævnet begrundede denne del af afgørelsen med, at nævnet fandt det godtgjort, at ansøgeren i løbet af februar måned 2000 dels via brev stilet til "til forældre med børn i de kommunale vuggestuer, børnehaver, aldersintegrerede institutioner samt den kommunale dagpleje" og dels via den lokale avis var orienteret om de ændrede reguleringsregler.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at den havde informeret efter gældende bekendtgørelser ved udsendelse af bevillinger, at de straks ved modtagelse af ny bekendtgørelse havde informeret samtlige forældre ved brev om ændringen med oplysning om, at virkning af ændringen var fra 1. januar, at den samtidig havde annonceret i den lokale avis om ændringen, at den var vidende om, at mange andre kommuner havde tolket bekendtgørelsen som kommunen og at når en bekendtgørelse oplyser, at lovændringen har virkning fra 1. januar 2000, så har den virkning fra 1. januar og ikke først fra 1. marts.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en kommune var berettiget til at omberegne fripladsansøgning pr. 1. januar 2000, hvor den nye betalingsbekendtgørelse trådte i kraft, selvom ansøgerne først blev bekendt med den nye bekendtgørelse i februar 2000.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen havde været berettiget til at efterregulere betalingen for daginstitution ved en indtægtsfremgang på 10% efter § 16, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1166 af 29. december 1999 med virkning fra 1. januar 2000.

Begrundelsen for afgørelsen var, at bekendtgørelse nr. 1166 af 29. december 1999 fastsætter ikrafttrædelsestidspunktet til 1. januar 2000 samtidig med, at den tidligere bekendtgørelse nr. 5 af 7. januar 1998 ophæves.

Begrundelsen for afgørelsen var endvidere, at bekendtgørelse nr. 1166 af 29. december 1999 blev kundgjort i Lovtidende den 31. december 1999. Konkret kendskab til lov eller bekendtgørelse var ikke en betingelse for dens anvendelse.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Det bemærkedes, at ændringen af det sociale nævns afgørelse ikke medførte, at kommunen kunne foretage efterregulering efter § 16, stk. 2, for perioden 1. januar til 1. marts 2000, idet afgørelsen alene havde virkning for fremtiden.

Det tilføjedes, at Ankestyrelsen ikke ved sin afgørelse havde taget stilling til størrelsen af tilbagebetalingskravet og om betingelserne i § 16, stk. 2, i øvrigt var opfyldt.

Kommunen blev anmodet om at træffe fornyet afgørelse herom i overensstemmelse med forvaltningslovens regler.

Ankestyrelsen bemærkede i forbindelse hermed , at kommunens afgørelse i form af et standardbrev, dateret oktober 2001 ikke opfyldte forvaltningslovens krav om lovhenvisning og begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1 og stk. 2.

Endvidere sås der heller ikke at være partshørt over de økonomiske oplysninger, der var indhentet i forbindelse med opgørelsen af tilbagebetalingskravet, jf. forvaltningslovens § 19.

Endelig var det ikke muligt på det foreliggende at vurdere om kravene i forvaltningslovens § 25 (om klagevejledning, herunder angivelse af evt. tidsfrist) var opfyldt.

Ankestyrelsen fandt kommunens afgørelse så mangelfuld, at det sociale nævn ved sin behandling af sagen burde have været opmærksom herpå.