Ankestyrelsens principafgørelse A-1-03

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 13

Note:

*) Se også SM A-2-02

Ansøger var gift med en selvstændig forretningsindehaver. Hun havde tidligere modtaget kontanthjælp efter barselsorlov på grund af manglende børnepasning.

I december 1999 blev hendes kontanthjælp standset fra 1. januar 2000 med henvisning til, at hendes ægtefælle ikke udnyttede sine muligheder for at opnå en normal indtægt. Den afgørelse blev der ikke klaget over.

Ægtefællen oprettede i slutningen af 1999 en ny forretning, hvor ansøger blev ansat. Hun var ansat i perioden 15. juni 2000 til 28. februar 2001. Forretningen lukkede på grund af manglende omsætning. Hun søgte herefter dagpenge i arbejdsløshedskassen, men fik afslag, fordi arbejdsfunktionerne ikke kunne anses for ophørt mere end midlertidigt.

Hun søgte i december 2001 på ny om kontanthjælp. Kommunen indhentede regnskaber fra ægtefællens virksomheder. Ved brev af 13. december 2001 fik hun afslag på supplerende kontanthjælp.

Denne afgørelse blev der klaget over.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afslag på supplerende kontanthjælp.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen havde godtgjort, at hendes ægtefælle ikke i tilstrækkeligt omfang havde udnyttet sine arbejdsmuligheder som selvstændig erhvervsdrivende, jf. aktivlovens § 13, stk. 1.

Nævnet lagde til grund, at det var hendes arbejdsløshed, der havde udløst den sociale begivenhed efter aktivlovens § 11.

Nævnet henviste til, at det var en betingelse for at modtage kontanthjælp, at såvel hun som ægtefællen havde udnyttet sine arbejdsmuligheder, jf. aktivlovens § 13, stk. 1 og Ankestyrelsens praksis, SM A-2-02.

Ved vurderingen af om ægtefællen havde udnyttet sine arbejdsmuligheder, havde nævnet - som kommunen - lagt vægt på, at han efter det oplyste siden 1999 som selvstændig erhvervsdrivende ikke havde haft en indtægt, der havde oversteget hans eget kontanthjælpsniveau, ligesom der ikke var oplysninger der indicerede, at hans indtjening ad denne vej fremover vil blive bedre. Nævnet mente derfor, at hendes ægtefælle i længere tid ikke i væsentligt omfang havde kunnet bidrage til familiens forsørgelse i aktivlovens forstand, og heller ikke sås at have udsigt til det via hans nuværende forretning.

Nævnet lagde vægt på, at det lå udenfor det formål som lov om aktiv socialpolitik var bestemt til at varetage at yde indirekte støtte til en ægtefælles selvstændige virksomhed, jf. SM 0-96-96.

Nævnet fandt derfor ikke ansøger berettiget til supplerende kontanthjælp til ægtefællens indtægt efter aktivlovens § 25.

Ankestyrelsen har behandlet sagen i principielt møde som supplement til SM A-2-02 med henblik på afklaring af hvilken vægt størrelsen af den hidtidige indtægt skal tillægges.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgers ægtefælle ud fra de foreliggende oplysninger måtte anses for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder.

Begrundelsen var, at ægtefællens indtægt efter en samlet konkret vurdering i væsentlig omfang måtte anses for at have bidraget til familiens forsørgelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ægtefællens forretning gennem længere tid havde været en del af familiens forsørgelsesgrundlag. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af sagen, at indkomsten fra forretningen i en periode havde været suppleret med hendes indkomst fra a-kassen, ligesom hun senest havde været ansat og aflønnet i ægtefællens butik.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at ægtefællens beregnede månedlige indtægt for 1. halvår 2001 var øget med ca. 2.500 kr. pr. måned til ca. 10.000 kr. pr. måned i forhold til 1. halvår 1999, og at indtægten således lå tæt på kontanthjælpsniveauet.

Endelig blev det påpeget, at når der i SM A-2-02 var henvist til, at man ved en samlet vurdering af flere parametre, skulle lægge vægt på, om ægtefællens indtægt fra erhvervsvirksomheden i væsentlig omfang kunne bidrage til familiens forsørgelse (ægtefællens eget kontanthjælpsniveau), var dette ikke et udtryk for, at man kan bruge kontanthjælpsniveauet som en fast grænse for, hvornår ægtefællen ikke længere kan anses for at udnytte sine arbejdsmuligheder i det konkrete tilfælde.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.