Ankestyrelsens principafgørelse C-4-03

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 29

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 42

Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap - pkt. 110, pkt. 118

Sagen drejede sig om beregningsgrundlaget for hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til en kvinde, der havde passet sin handicappede datter i hjemmet. Familien havde boet i Sydafrika i 6 år indtil december 2000, hvor de vendte tilbage til Danmark. Den handicappede datter blev født under opholdet i Sydafrika. Ansøgeren søgte om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i februar 2001.

I Danmark havde ansøgeren senest fra april 1993 til september 1994 haft fuldtidsarbejde som chefsekretær i en virksomhed. Hun havde siden arbejdet på freelance basis som sekretær i Sydafrika med arbejdsopgaver af samme karakter, som hun havde haft under sin beskæftigelse i Danmark. Lønnen for arbejdet i Sydafrika var ikke dokumenteret via slutlignings- eller årsopgørelser fra de sydafrikanske skattemyndigheder. Lønnen kunne efter ansøgerens oplysninger ikke sammenlignes med dansk løn, men der var tale om færre timer, som dog lønmæssigt svarede til fuldtidsløn efter sydafrikanske forhold.

Kommunen besluttede at bevilge tabt arbejdsfortjeneste med udgangspunkt i en hjemmehjælperløn. Begrundelsen var, at det var vanskeligt at fastsætte den tidligere løn.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren havde haft lønarbejde som chefsekretær i 1994, og at hun efterfølgende havde været beskæftiget som selvstændig på freelance basis i Sydafrika, indtil hun i 2000 kom til Danmark med familien. Hun havde ikke kunnet fremlægge dokumentation for lønarbejde i 1994 m.v. og hun havde ej heller kunnet sandsynliggøre indholdet af de relevante løn- og ansættelsesmæssige vilkår i øvrigt, herunder via slutlignings- og årsopgørelser fra udenlandske skattemyndigheder.

Det var derfor korrekt, at kommunen havde fastsat beregningsgrundlaget efter § 29 i lov om social service til en hjemmehjælperløn, og såfremt dette ønskedes ændret, måtte ansøgeren fremlægge behørig dokumentation for de ønskede ændringer i indkomstforholdene. Nævnet kunne ikke tage i betragtning, hvad ansøgeren på grund af sin anciennitet, uddannelse m.v. nu ville kunne opnå af løn m.v. i en eventuel fremtidig stilling.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøgeren med henvisning til nævnets afgørelse vedlagde kopi af sin oplysningsseddel fra 1994 som dokumentation for lønindtægt i Danmark i 1994 og bad på denne baggrund om fornyet vurdering af sagen. Ifølge oplysningssedlen udgjorde hendes A-indkomst kr. 161.514 for perioden 1. januar-30. september 1994.

Såfremt det måtte ønskes, kunne hun endvidere fremskaffe dokumentation for, at hun havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i Sydafrika.

Endvidere vedlagde ansøgeren som bilag til klagen kopi af en afgørelse truffet af et andet nævn i samme sag, idet hun havde anket den oprindelige tilflytningskommunes afgørelse om beregning af tabt arbejdsfortjeneste med udgangspunkt i en hjemmehjælperløn. Det andet nævn havde hjemvist den oprindelige tilflytningskommunes afgørelse med den begrundelse, at ansøgeren som udgangspunkt skulle have beregnet kompensation for tabt arbejdsfortjeneste med udgangspunkt i hendes løn for 1994 forhøjet med statens reguleringssats. Den oprindelige tilflytningskommunes afgørelse lå til grund for ansøgerens nuværende bopælskommunes beslutning om fortsat ydelse af tabt arbejdsfortjeneste med udgangspunkt i en hjemmehjælperløn.

I nævnets efterfølgende genvurderingsskrivelse var det bl.a. anført, at nævnet fandt, at udgangspunktet for beregning af den tabte arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service var den seneste lønindtægt, som en ansøger havde haft inden modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998 om bl.a. hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service. Nævnet fandt ikke, at dette udgangspunkt kunne anvendes, når ansøgerens seneste lønindtægt var ca. 6 år gammel, og ophøret med arbejdet ikke var forårsaget af, at hun havde fået et handicappet barn. Der var således ikke sammenhæng mellem den da mistede arbejdsindtægt og nødvendigheden af at passe ansøgerens barn i hjemmet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af beregningsgrundlaget for hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, jf. § 29 i lov om social service, i tilfælde, hvor ansøgerens seneste lønindtægt i Danmark lå adskillige år tilbage, herunder spørgsmålet om dokumentation for indtægten, samt afklaring af, om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste kunne beregnes på grundlag af en indtægt oppebåret i udlandet.

Ankestyrelsen fandt, at beregningen af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med, at ansøgeren havde passet sin handicappede datter i hjemmet, skulle tage udgangspunkt i hendes løn for 1994 forhøjet med statens reguleringssats, jf. § 29, stk. 1, i lov om social service sammenholdt med §§ 7, stk. 1, nr. 1, og 10 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998 om merudgiftsydelse efter § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service.

Ankestyrelsen lagde til grund for afgørelsen, at ansøgeren omkring januar 2001 tilflyttede Danmark efter 6 års ophold i Sydafrika og i februar 2001 søgte om tabt arbejdsfortjeneste. Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at hun bl.a. var uddannet som korrespondent og havde arbejdet i Danmark før udrejsen til Sydafrika i 1994, ligesom hun havde arbejdet under opholdet i Sydafrika fra 1995-2000.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøgerens løn for 1994, som hun havde oppebåret for sit arbejde i en virksomhed i Danmark, var den seneste indtægt, inden hun modtog tabt arbejdsfortjeneste, der kunne dokumenteres.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ifølge det oplyste havde ansøgeren arbejdet som fuldtids chefsekretær i en virksomhed i Danmark fra april 1993 til september 1994. Som dokumentation havde hun fremsendt kopi af sin oplysningsseddel for 1994, hvoraf det fremgik, at hendes A-indkomst udgjorde kr. 161.514 fra perioden 1. januar - 30. september 1994. Endvidere forelå en arbejdsgivererklæring af 19. september 1994 vedrørende hendes ansættelsesforhold i virksomheden i perioden 1. april 1993 - 30. september 1994.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgeren under sit efterfølgende ophold i Sydafrika fra sidst i 1994 til december 2000 havde arbejdet på freelancebasis som sekretær i forskellige virksomheder. Hendes arbejdsopgaver havde været af samme karakter som de opgaver, hun varetog som chefsekretær i virksomheden i Danmark. Den indtægt, som hun havde oppebåret, var ikke dokumenteret via lønsedler eller slutligningspapirer, og hun havde til kommunen oplyst, at lønnen for hendes arbejde i Sydafrika ikke kunne sammenlignes med dansk løn. Der havde været tale om færre timer, som dog lønmæssigt svarede til fuldtidsløn efter sydafrikanske forhold.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på ordlyden af § 29, stk. 1, sidste pkt., i lov om social service, hvorefter beregning af tabt arbejdsfortjeneste sker på baggrund af den tidligere bruttoindtægt, jf. de nærmere beregningsregler i § 7, stk. 1, i ovennævnte bekendtgørelse. Endvidere fulgte det af pkt. 110 i Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap, at ved beregning af hjælpen var hovedreglen, at den pågældende til daglig økonomisk skulle stilles, som om han/hun havde en arbejdsindkomst.

På denne baggrund fandt Ankestyrelsen, at det var ansøgerens seneste dokumenterede lønindtægt i Danmark i 1994, der skulle lægges til grund ved beregningen af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, og ikke en hjemmehjælperløn.

At denne lønindtægt lå flere år tilbage, og ophøret med dette arbejde ikke var forårsaget af, at ansøgeren havde fået et handicappet barn og nødvendigheden af at passe barnet i hjemmet, ændrede ikke Ankestyrelsens vurdering. Ankestyrelsen henviste herved til pkt. 110 i ovennævnte vejledning fra Socialministeriet, hvoraf det tillige fremgik, at beregningen af tabt arbejdsfortjeneste kunne tage udgangspunkt i en hjemmehjælperløn, hvis der var problemer med at fastsætte den tidligere løn, fordi vedkommende f.eks. havde gået arbejdsløs i lang tid eller ingen uddannelse havde.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.