En kvinde på 26 år, der var mor til 3 børn, blev ved bevilling separeret fra sin ægtefælle. Fra den måned, hvor bevillingen var givet, fik hun beregnet hjælp som enlig forsørger.
3 måneder senere standsede kommunen for kontanthjælpen. Den henviste til at separationen var proforma, og at ægtefællerne aldrig var flyttet fra hinanden. Kommunen lagde vægt på oplysninger fra folkeregistret.
Ansøger klagede til det sociale nævn, som ændrede kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse separationen for bortfaldet.
Nævnet lagde desuden vægt på en erklæring, der blev indhentet fra statsamtets familieretskontor. Af erklæringen fremgik det blandt andet, at der stilles strenge krav for at en separationsbevilling kan anses for at være bortfaldet.
Kommunen klagede til Ankestyrelsen.
I klagen anførte kommunen blandt andet, at kommunen vurderede at ægtefællerne fortsat var samboende. Kommunen frygtede at nævnets afgørelse kunne danne præcedens for at folk på kontanthjælp rent proforma lod sig skille eller separere for at opnå større økonomisk hjælp fra det offentlige.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om en kommune kan tilsidesætte en separationsbevilling og undlade at beregne kontanthjælp til en enlig forsørger, når der efter kommunens vurdering er tvivl om, at ægtefællerne er flyttet fra hinanden.