Sagen drejede sig om en ung, udviklingshæmmet kvinde. Kvinden havde tilbragt to skoleår på en efterskole som et led i hendes ret til et tre-årigt kompenserende voksenskoletilbud. Efter endt skoleophold etablerede kommunen et dagtilbud på et erhvervs- og aktivitetscenter. Kvinden var ikke helt tilfreds med tilbuddet, idet der ikke skete nogen udvikling med hende. Der blev derfor afholdt et møde med bl.a. deltagelse fra kommunen, hvor kvinden udtrykte ønske om at komme et år på højskole.
Boopholdet på den højskole, som kvinden ønskede at blive optaget på, var efter det i sagen oplyste etableret efter § 93 i lov om social service om midlertidige amtskommunale boformer. Undervisningen på højskolen blev drevet efter lov om specialundervisning for voksne.
Ifølge telefonisk aftale med kommunen besøgte kvinden sammen med sine forældre højskolen. Herefter ansøgte kvinden om optagelse på højskolen i et år.
Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at da kvinden som en del af det tre-årige voksenskoletilbud ifølge lov om specialundervisning for voksne havde fået bevilget to års ophold på en efterskole, var det kommunens opfattelse, at hun skulle afprøve andre muligheder, opnå ny viden og gøre sig andre erfaringer, inden det igen kunne være aktuelt at søge på højskole.
Kommunen oplyste under behandlingen af sagen i nævnet, at man var af den opfattelse, at amtskommunen havde kompetencen til at visitere til højskolen på baggrund af den personkreds, som kommunerne havde indstillet til tilbudet. Hvis en kommune på baggrund af en samlet vurdering af sagen fandt, at en borger skulle gives et afslag, ville der i virkeligheden også blive givet afslag på betalingen, så medmindre amtskommunen havde kompetence til at underkende kommunens indstilling, gav det ikke rigtig mening, at kommunen skulle fremsende en indstilling til amtskommunen. Borgeren ville jo have mulighed for at anke kommunens afslag.
Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling og udarbejdelse af indstilling til amtskommunen.
Nævnet lagde vægt på, at det var amtskommunen, der i henhold til § 93, stk. 2, i lov om social service havde kompetencen til efter kommunens indstilling at træffe afgørelse om, hvorvidt ansøgeren skulle optages på højskolen.
Uanset at kommunen ifølge grundtakstmodellen ved ansøgerens eventuelle optagelse på højskolen skulle betale for bodelen, og uanset at kommunen ikke fandt, at ansøgningen om optagelse skulle imødekommes, var det nævnets opfattelse, at kommunen i henhold til § 93 i lov om social service var forpligtet til at udarbejde en indstilling til amtskommunen med kommunens opfattelse af sagen. Det var herudover nævnets opfattelse, at amtskommunen ikke var bundet af kommunens indstilling.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det var kommunens opfattelse, at det generelt ville være et forsinkende led i afgørelsen af sager som denne, hvis en amtskommune havde/fik kompetencen til at underkende en kommunes indstilling. En afgørelse, der underkendte kommunens indstilling, ville således formentlig blive anket af kommunen.
Videre var det anført, at de lovbestemmelser, som nævnet havde anvendt ved sin afgørelse, ikke godtgjorde afgørelsen. I relation til § 93 i lov om social service anførte kommunen således, at der i denne sag ikke var tale om en nødvendig plads, da ansøgeren i forhold til boform havde udtrykt ønske om et tilbud efter servicelovens § 91, hvilket var stillet til rådighed. I relation til § 131b, stk. 1, i lov om social service anførte kommunen, at i denne sag ønskede kommunen ikke, at amtskommunen skulle medvirke.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af rækkevidden af § 93, stk. 2, i lov om social service sammenholdt med lovens § 131b, stk. 1, for så vidt angår kommunens forpligtelse til at indstille personer til optagelse i amtskommunale boformer.
