Boet efter afdøde, repræsenteret ved afdødes datter, ansås ikke for at være klageberettiget til Ankestyrelsen i forhold til en afgørelse om afslag på genoptagelse af tidligere sag om førtidspension, truffet af det sociale nævn efter en anmodning som pågældende selv havde fremsat før sin død.
Det betød, at Ankestyrelsen ikke kunne tage stilling til nævnets afgørelse af 27. januar 2003.
Med henvisning til afdødes eget brev af 27. december 2002, hvori hun i henhold til Højesterets dom af 22. december 1999, havde anmodet om genoptagelse af Ankestyrelsens afgørelse fra januar 1991 om førtidspension, ville vi tage stilling til om der kunne være grundlag herfor og vi ville efterfølgende fremsende særskilt afgørelse vedrørende dette.
Ankestyrelsen fandt, at der med klagereglerne i retssikkerhedsloven var sket en vis indsnævring af den personkreds, der havde klageadgang til Ankestyrelsen, set i forhold til de regler der var blevet fastsat for klage til Ankestyrelsen i 1973.
Efter retssikkerhedslovens § 60, stk. 1 var det "kun den person som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen", mens en afgørelse efter de tidligere gældende regler kunne påklages af den, hvem afgørelsen vedrørte og i øvrigt af enhver som havde en retlig interesse i sagen.
Ankestyrelsen fandt, at ordlyden i retssikkerhedslovens § 63, hvorefter det var den person som afgørelsen vedrørte, der kunne klage til Ankestyrelsen, skulle forstås som ordlyden i § 60, stk. 1, hvor der var tale om klage over kommunens og amtskommunens afgørelser.
Ankestyrelsen fandt, at førtidspension var en personlig forsørgelsesydelse og den omstændighed at underinstansens afgørelse blev stilet til boet efter den afdøde som afgørelsen vedrørte, ikke i sig selv medførte, at boet dermed blev "den person som afgørelsen vedrører". Dette kunne alene forekomme hvor det konkret var vurderet, at arvingen ville have en personlig interesse i klagesagens udfald, jf. SM R-2-02.
Ankestyrelsen fandt endvidere, at den omstændighed, at en førtidspensionist døde efter at have anmodet om at få sin sag om førtidspension genvurderet i henhold til Højesterets dom af 22. december 1999, men før genoptagelsessagen blev afgjort, ikke medførte at sagsbehandlingen blev indstillet ved dødsfaldet. Efter pensionslovens § 44, stk. 3 kunne pensionisten selv rejse sag om frakendelse eller ændring af pension.
Vurderingen af om der kunne være grundlag for genoptagelse skulle foretages på baggrund af det tidligere sagsmateriale. Endvidere indgik oplysninger om pensionistens senere helbreds- og indkomstforhold. Der var således tale om oplysninger der var kendt på det tidspunkt hvor pensionisten besluttede at søge genoptagelse af sin sag og havde haft en forventning om, at der kunne have været grundlag for ændring af den tidligere afgørelse.
