Ankestyrelsens principafgørelse A-10-03

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 125 af 25. februar 2003 - § 82

Ansøger havde søgt om hjælp til udskiftning af brilleglas, hjælp til betaling af løbende forbrugsafgifter, hjælp til køb af vaskemaskine samt hjælp til løbende medicinudgifter.

Om baggrunden for ansøgningen oplyste hun, at hun netop var blevet udskrevet fra hospitalet, og at samleveren var flyttet, så hun var blevet alene om alle udgifter.

Vedrørende udskiftningen af venstre brilleglas forklarede hun, at hun var faldet, hvorved glasset var blevet ridset ret voldsomt, og at en udskiftning derfor var nødvendig.

Ansøger fik kontanthjælp og boede alene med en mindreårig handicappet søn.

Kommunen gav afslag på ansøgningen om hjælp til løbende betaling af forbrugsafgifter hver tredje måned, køb af vaskemaskine og hjælp til udskiftning af brilleglas.

Kommunen bevilgede hende samtidig hjælp til løbende medicinudgifter for en kortere periode, og oplyste, at denne bevilling ville blive taget op til fornyet vurdering ved periodens udløb.

Som begrundelse for afslag på hjælp anførte kommunen, at hun havde en kapitalpension på ca. 20.000 kr., og at hun derfor selv havde økonomisk mulighed for at afholde udgifterne til forbrugsafgifter, køb af vaskemaskine samt køb af brilleglas.

Kommunen lagde vægt på, at kapitalpensionen kunne udbetales med ca. 8.000 kr. efter betaling af 60% statsafgift. Kommunen lagde endvidere vægt på, at den havde beregnet det månedlige rådighedsbeløb efter afholdelsen af rimelige faste udgifter til 2.900 kr. til forsørgelse af hende og sønnen.

Hun bekræftede at have en kapitalpensionen på ca. 20.000 kr., men gjorde gældende, at denne opsparing var sønnens eneste livsforsikring. Hun oplyste samtidig, at hun havde været nødsaget til at standse indbetalingerne hertil.

Det månedlige rådighedsbeløb var opgjort til 2.650 kr.

Ved opgørelsen blev indtægter i form af børnebidrag, børnetilskud og børnefamilieydelse ikke medregnet.

Ud over de af kommunen godkendte udgifter fremgik det, at hun også havde udgifter til vægtafgift, bilforsikring, børneopsparing, ulykkesforsikring, og at kommunen ikke havde anset disse udgifter som rimelige og nødvendige faste udgifter.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse således, at ansøger fandtes berettiget til hjælp til udskiftning af brilleglas, men hun fandtes ikke berettiget til hjælp til løbende betaling af forbrugsafgifter og telefonabonnement samt hjælp til anskaffelse af vaskemaskine.

Nævnet lagde vægt på hendes oplysning om, at en udskiftning var nødvendiggjort af et fald som ridsede det venstre brilleglas, og på en samlet vurdering af hendes økonomiske forhold, herunder at hendes månedlige rådighedsbeløb efter afholdelse af rimelige faste udgifter kunne opgøres til 2.650 kr. til dækning af forsørgelse af hende og hendes søn.

Nævnet lagde endvidere vægt på en analogi af aktivlovens § 15, jf. bekendtgørelsen om kapitalpensioner § 2, og herefter sås der bort fra hendes formue i form af en kapitalpension på ca. 20.000 kr. med en tilbagekøbsværdi på 8.000 kr.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at man var enig i, at analogien fra aktivlovens § 15, jf. bekendtgørelse om kapitalpensioner § 2 skal gøres gældende overfor personer, der modtog hjælp efter aktivlovens § 11 i form af kontanthjælp, men man mente ikke, det var rimeligt, når der var tale om aktivlovens § 81 og § 82 - idet der måtte kunne lægges vægt på, om ansøgeren havde indtægt eller formue, som kunne dække behovet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der skulle bortses fra en formue i form af kapitalpension i forbindelse med vurdering af berettigelse til hjælp efter § 82.

Ved vurderingen af ansøgerens ansøgning om hjælp efter aktivlovens § 82 skulle der ses bort fra formue i form af en kapitalpension på ca. 20.000 kr. med en tilbagekøbsværdi på ca. 8.000 kr.

Ankestyrelsen lagde vægt på formuens forholdsvis beskedne tilbagekøbsværdi sammenholdt med ansøgerens økonomiske og sociale situation i øvrigt.

Der var desuden lagt vægt på, at ansøgeren efter vejledning fra kommunen var ophørt med at indbetale til kapitalpensionen.

Ankestyrelsen tog udgangspunkt i bemærkningerne til § 80 (den senere § 82) i lovforslaget til aktivloven, hvoraf det fremgik, at der ikke kunne ydes hjælp, hvis ansøgeren eller ægtefællen havde indtægter eller formue, som kunne dække behovet. Det fremgik samtidig, at kommunen i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en konkret vurdering af ansøgerens og ægtefællens økonomiske forhold, herunder om ansøgeren havde mulighed for selv at betale en del af udgiften.

Ankestyrelsen fandt derfor, at det måtte bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en kapitalpension var til hinder for, at der kunne ydes hjælp efter § 82.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse, men med en ændret begrundelse.