Ankestyrelsens principafgørelse R-3-03

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

02-10-2012

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 9a, stk. 1, nr. 7

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c, stk. 2

Note:

Afløst af 156-12

Sagen vedrørte en 50-årig kvinde, der var født døv. Hun havde haft meningitis i 4-års alderen med hjerneskade til følge. Hun fik efter en operation narkosechok. Flere år efter denne operation blev det konstateret, at hun under indlæggelsen havde haft brud på hoften, som betød, at hun efter indlæggelsen hverken kunne eller ville gå.

Kvindens mor meddelte telefonisk A Kommune, at hun og datteren ville flytte til B Kommune ca. halvanden måned senere. A Kommune orienterede efterfølgende telefonisk B Kommune herom.

I anledning af, at kvinden havde taget ophold i B Kommune, anmodede B Kommune A Kommune om refusionstilsagn med henvisning til de støtteforanstaltninger, som A Kommune havde iværksat overfor kvinden.

A Kommune meddelte B Kommune, at man ikke anså sig forpligtet til at afgive refusionstilsagn, fordi der ikke havde været tale om anbringelser i institution udenfor hjemmet. Foranstaltningerne omkring kvinden havde således været bevilget, mens hun havde haft ophold i eget hjem.

Nævnet fandt, at A Kommune var forpligtet til at give refusion til B Kommune efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7, vedrørende den kommunale andel af udgifterne til kvinden. Begrundelsen var, at kvindens boform kunne sidestilles med en boform efter lovens § 9a, stk. 1, nr. 1-6.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden var svært handicappet og helt afhængig af andres hjælp. Endvidere blev der lagt vægt på, at kvindens ophold hos hendes mor var forbundet med massiv støtte i form af dagophold udenfor hjemmet 5 dage pr. uge, 4 aflastningsdøgn pr. måned, og at der herudover blev udbetalt hjælp til privat pasning 16 timer pr. uge.

Nævnet fandt derfor, at alternativet til den ydede støtte ville være døgnophold i en boform efter §§ 91-94 i lov om social service, som nævnt i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 1.

I A Kommunes klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at alternativet for familien ikke var institutionsanbringelse. Familien havde positivt fravalgt dette.

Videre var det anført, at afgørelserne i SM R-8-00, der af nævnet var lagt til grund for afgørelsen, alle var omkring personer, der var fraflyttet hjemmet, hvilket der i denne sag ikke var tale om. Moderen havde selv valgt at flytte til B Kommune med kvinden. Hvis nævnets afgørelse dannede præsedens, ville det i yderste konsekvens betyde, at alle hjælpeforanstaltninger ydet i hjemmet ville medføre en refusionsforpligtelse, samt at hver gang man støttede op, for at en person kunne blive i hjemmet, påtog fødselskommunen sig fremtidige opholdsbetalinger. Dette var ikke den lovmæssige konklusion.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen uddybede nævnet begrundelsen for afgørelsen. Nævnet anførte bl.a., at nævnet var helt opmærksom på, at A Kommune eller anden offentlig myndighed ikke havde medvirket til selve kvindens flytning til B Kommune. Grunden til, at nævnet var nået frem til, at A Kommune skulle refundere B Kommunes udgifter, var, at B Kommune ved kvindens flytning havde videreført de foranstaltninger, som A Kommune oprindeligt havde iværksat og medvirket til, og det var det forhold, der bevirkede, at B Kommune havde et refusionskrav på A Kommune.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på præcisering af SM R-8-00, herunder navnlig spørgsmålet, om refusion efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7, forudsatte medvirken fra den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed.

Ankestyrelsen fandt, at A Kommune ikke var forpligtet til at give refusion til B Kommune vedrørende den kommunale andel af udgifterne til kvinden, jf. § 9 a, stk. 1, nr. 7, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Begrundelsen for afgørelsen var, at lovens krav om medvirken fra den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed ikke fandtes at være opfyldt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på forarbejderne til § 9 a, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovforslag LF 140 1998-1999, hvorved bestemmelsen blev indført. Det fremgår af de særlige bemærkninger til bestemmelsen, at det uændret er en betingelse, at den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at personen har fået ophold i kommunen.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at det var en forudsætning for mellemkommunal refusion, at den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed havde medvirket til, at en person fik ophold i den nye kommune i en boform m.v., der var nævnt i § 9 a, stk. 1, nr. 1-7, i retssikkerheds-loven.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ifølge journalark fra A Kommune havde kvindens mor telefonisk oplyst kommunen om, at de flyttede til B Kommune halvanden måned senere. A Kommune ringede efterfølgende til B Kommune for at orientere om familiens flytning til B Kommune. Der var ingen oplysninger i sagen om, at beslutningen om flytning skulle relatere sig til de overfor kvinden iværksatte foranstaltninger.

Ankestyrelsen vurderede, at en sådan efterfølgende telefonisk orientering fra fraflytningskommunen til tilflytningskommunen om, at en familie, der havde behov for hjælpeforanstaltninger, ønskede at tage ophold i tilflytningskommunen, uden at beslutningen om flytning relaterede sig til hjælpeforanstaltningerne, ikke havde karakter af medvirken til flytningen. Der ville derfor ikke være krav på mellemkommunal refusion i en sådan situation.

Ankestyrelsen var i øvrigt enig med nævnet i, at kvindens boform trådte i stedet for og kunne sidestilles med en boform nævnt i § 9 a, stk. 1, nr. 1-6, i retssikkerhedsloven. Kvindens boform var således omfattet af § 9 a, stk. 1, nr. 7.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kvinden ifølge det i sagen oplyste var svært handicappet. Hendes ophold hos moderen var forbundet med massiv støtte i form af ophold i dagcenter 1 dag ugentligt, dagophold på aflastningshjem 3 dage ugentligt, 4 aflastningsdøgn om måneden på aflastningshjem, løn til privat pasning 16 timer ugentligt samt ophold 1 dag ugentligt i genoptræningscenter.

Ankestyrelsen vurderede på denne baggrund, at alternativet til den ydede støtte ville være døgnophold i en boform efter §§ 91-94 i lov om social service, jf. § 9 a, stk. 1, nr. 1, i retssikkerhedsloven.

I forhold til praksis, som den fremgår af SM R-8-00, bemærkede Ankestyrelsen, at afgørelserne refereret i denne SM alene afspejlede, hvilke foranstaltninger, jf. retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 1, nr. 7, der kunne sidestilles med de boformer m.v., der var nævnt i § 9 a, stk. 1, nr. 1-6. Der var i sagerne således ikke rejst tvivl om medvirken.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.