Ankestyrelsens principafgørelse U-32-03

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

01-06-2009

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 1003834-03

En uddannet smed havde i perioden 1961-2002 været ansat på et værft.

I perioden 1961-1973 havde han været beskæftiget med at samle og montere ventilationskasser om bord på skibe. Det knæliggende arbejde udgjorde over 50% af arbejdstiden.

I perioden 1974-1983 var han beskæftiget med at rette motorer og pumper op på skibene. Der var ofte tale om snævre pladsforhold, hvor han lå på knæ eller sad på hug ved siden af motorerne. Det knæliggende arbejde blev anslået til at udgøre 80% af arbejdstiden.

I perioden 1983-2002 arbejdede han som rørlægger, hvor det knæliggende arbejde udgjorde over 50% af arbejdstiden.

Først i 1990'erne fik han symptomer fra begge knæ, og der blev da påvist slidgigt i begge knæ.

Det var endvidere oplyst, at sikrede gennem ca. 20 år havde været overvægtig.

Ankestyrelsen tiltrådte, at lidelsen ikke kunne anerkendes som erhvervssygdom efter bestemmelserne i Arbejdsskadestyrelsens fortegnelse over erhvervssygdomme, idet slidgigt ikke var optaget på fortegnelsen.

Ankestyrelsen hjemviste imidlertid sagen til Arbejdsskadestyrelsen til ny behandling og afgørelse af, om slidgigten eventuelt ville kunne anerkendes på grund af arbejdets særlige art, selvom lidelsen ikke var optaget på fortegnelsen.

Inden ny afgørelse blev truffet, skulle Arbejdsskadestyrelsen indhente arbejdsgiverens bemærkninger til den foreliggende arbejdsbeskrivelse med henblik på en bekræftelse og belysning af omfanget af sikredes arbejdsfunktioner i form af knæliggende og hugsiddende arbejde.

Såfremt sikredes beskrivelse af arbejdsforholdene kunne bekræftes af arbejdsgiveren, skulle sagen forelægges for Erhvervssygdomsudvalget, inden der blev truffet en ny afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 1001215-03

En uddannet tømrer havde arbejdet indenfor sit fag i perioden fra 1973 til 1997.

Han havde oplyst om knæbelastende arbejde i forbindelse med tagarbejde på lægter og ved lægning af gulve. Han skønnede at have ligget på knæ over halvdelen af den daglige arbejdstid.

Arbejdsskadestyrelsen havde ikke indhentet arbejdsgiverudtalelser til sagen.

Han havde haft knæsymptomer siden 1996 og havde på grund af slidgigt fået indsat kunstige knæled.

Ankestyrelsen tiltrådte, at lidelsen ikke kunne anerkendes som erhvervssygdom efter bestemmelserne i Arbejdsskadestyrelsens fortegnelse over erhvervssygdomme, idet slidgigt ikke var optaget på fortegnelsen.

Ankestyrelsen hjemviste imidlertid sagen til Arbejdsskadestyrelsen med henblik på ny behandling og afgørelse af, om slidgigtlidelsen eventuelt kunne anerkendes efter nyeste medicinske erfaring eller som følge af arbejdets særlige art, selvom lidelsen ikke er optaget på fortegnelsen.

Inden ny afgørelse skulle Arbejdsskadestyrelsen indhente arbejdsgiverudtalelser til belysning af omfanget af knæbelastende arbejdsfunktioner i form af knæliggende og/eller hugsiddende arbejde.

Hvis sikredes egen beskrivelse af arbejdsforholdene kunne bekræftes gennem de indhentede udtalelser, skulle sagen herefter forelægges for Erhvervssygdomsudvalget.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 1003497-03

En maskinarbejder havde i perioden 1966-73 haft knæliggende arbejde ved montering af maskindele og rør samt ved svejsning. Det knæliggende arbejde udgjorde omkring 2 timer dagligt.

I perioden 1979-1999 havde han arbejdet på passagerskibe som motormand/skibsassistent. Han havde haft knæliggende arbejde ved vedligeholdelse af maskiner og andet reparationsarbejde samt eftersyn og reparationsarbejde af toiletter og andre VVS-anlæg. Det knæliggende arbejde udgjorde omkring 3 timer dagligt. Han anvendte ikke knæbeskyttere under arbejdet. Han havde desuden været udsat for helkropsvibrationer fra motor og skib.

Lidelsen slidgigt i begge knæ opstod omkring 1992.

Ankestyrelsen tiltrådte, at lidelsen ikke kunne anerkendes som erhvervssygdom efter bestemmelserne i Arbejdsskadestyrelsens fortegnelse over erhvervssygdomme, idet slidgigt ikke var optaget på fortegnelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte endvidere, at det var udsigtsløst at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke var ny lægevidenskabelig dokumentation for en sammenhæng mellem den oplyste type arbejde og udvikling af slidgigt i knæene.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at det oplyste arbejde ikke havde indebåret en sådan særlig påvirkning og belastning af knæene, at det kunne antages at medføre en særlig risiko for udvikling af slidgigt i knæene.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var lægevidenskabelig dokumentation for, at helkropsvibrationer under knæliggende arbejde kan frembringe slidgigt i knæleddene. Helkropsvibrationerne udgjorde heller ikke en sådan særlig påvirkning og belastning af knæene, at de kunne antages at medføre en særlig risiko for udvikling af slidgigt i knæene.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 1001863-03

En gulvlægger havde i perioden 1980 - 2000 haft ca. 16 års knæliggende arbejde.

I perioden 1980-85 havde han arbejdet som blander og bærer i forbindelse med gulvlægning, hvorved han havde løftet 10 tons dagligt i byrder á 35 kg.

I perioden 1985-96 havde han i 2/3 af tiden arbejdet som glitter, hvorved han havde ligget på knæ og bearbejdet gulvene. Der havde været tale om lange arbejdsdage, og det var anslået, at han havde arbejdet knæliggende i 6 timer dagligt.

I perioden 1996-2000 havde han arbejdet med en anden type gulve, og det var anslået, at han i denne periode havde arbejdet knæliggende i 3 timer.

Han havde fra 1987 haft gener fra venstre knæ og siden 1992 fra højre knæ. Han havde desuden fra 1994 haft gener fra højre hofteled. Der var påvist slidgigt i højre knæ og begge hofteled. Det var desuden oplyst at han var overvægtig.

Ankestyrelsen tiltrådte, at lidelsen ikke kunne anerkendes som erhvervssygdom efter bestemmelserne i Arbejdsskadestyrelsens fortegnelse over erhvervssygdomme, idet slidgigt ikke var optaget på fortegnelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte endvidere, at det var udsigtsløst at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke var ny dokumentation for en sammenhæng mellem den oplyste type arbejde og udvikling af slidgigt i knæ og hofter.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at det oplyste arbejde ikke havde indebåret en sådan særlig påvirkning og belastning af knæ- og hofteled, at det kunne antages at medføre en særlig risiko for udvikling af slidgigt i knæ og hofter.

I den forbindelse lagde Ankestyrelsen vægt på, at skadelidte kun havde haft knæliggende arbejde i samlet omkring 16 arbejdsår. Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at skadelidte var overvægtig, hvilket efter almindelig lægelig erfaring disponerer til slidgigt i de vægtbærende led, knæ og hofter, hvor der var konstateret slidgigt.

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5 - j.nr. 1003021-03

En autolakerer havde over en 30-årig periode mellem 1971 og 2001 været ansat i forskellige autolakerervirksomheder. Der var tale om en del arbejdsløshedsperioder. Fra 1990 havde han skønsmæssigt haft ca. 4 års ansættelse som autolakerer. Den samlede udsættelse skønnedes at have varet ca. 20 år. Han kunne på grund af hukommelsesproblemer ikke længere huske sine ansættelsesforhold.

Arbejdsmedicinsk klinik havde anmeldt en lidelse i form af slidgigt i begge knæ, fortrinsvis højre knæ.

Ifølge den arbejdsmedicinske erklæring var 20-30 procent af den daglige arbejdstid anvendt til klargøring af bilerne. Alt efter arbejdsopgaverne havde han skønsmæssigt ligget på knæ i 10-20 procent af den daglige arbejdstid.

Hans fagforening gjorde gældende, at han herudover også havde haft en del hugsiddende arbejde, som der burde indhentes nærmere oplysninger om.

Ved en senere undersøgelse ved arbejdsmedicinsk speciallæge kunne der ikke påvises aktuelle knægener. Ved undersøgelsen fandtes alene ømhed ved knæets inderside. Der var ingen hævelse eller skurren i knæet og der var normal bevægelighed. Der blev ikke fundet anledning til at foretage røntgenundersøgelse.

Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om, at der ikke var tale om en lidelse der kunne henføres under arbejdsskadeloven. Arbejdsskadestyrelsen lagde herved vægt på, at der ifølge den seneste speciallægeundersøgelse ikke var påvist nogen knælidelse.

I klagen over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse anførte hans fagforening blandt andet, at man ville fastholde, at han havde haft væsentlige knægener i form af belastningsgener. Efter arbejdsophøret havde generne været aftagende, men han var ikke helt symptomfri. Der kunne efter fagforeningens opfattelse være tale om slidgigt i knæet, selv om der ikke var foretaget røntgenundersøgelse.

Ankestyrelsen tiltrådte at den anmeldte lidelse ikke kunne anerkendes som erhvervssygdom.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ved speciallægeundersøgelsen ikke var påvist nogen egentlig knælidelse eller stillet nogen sikker diagnose.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå almindelig lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem arbejde som autolakerer og slidgigt i knæ.

Efter Ankestyrelsens opfattelse havde det beskrevne arbejde heller ikke indebåret en sådan særlig påvirkning og knæbelastning i et omfang, at det medførte en særlig risiko for udvikling af en slidgigtlidelse.

Ved vurdering af knæbelastningernes omfang fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at lægge en væsentlig større udsættelse for knæbelastende arbejde til grund end beskrevet i den arbejdsmedicinske erklæring.

Klager blev i øvrigt gjort opmærksom på muligheden for at genanmelde tilfældet, hvis der ved senere lægelige undersøgelser kunne påvises en egentlig knælidelse.