Ankestyrelsens principafgørelse A-12-03

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 125 af 25. februar 2003 - § 61 og § 62

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 439 af 29. maj 2008 - § 51 og § 56

Ansøger havde fået bevilget virksomhedsrevalidering i henhold til aktivlovens § 60 i forbindelse med arbejdspraktik hos en privat arbejdsgiver fra 1. oktober 2000 til 31. januar 2001. Lønnen var ca. 14.500 kr. pr. måned. Lønnen var bagudbetalt. Forvaltningen gav arbejdsgiveren tilsagn om refusion af hele lønudgiften.

Revalidenden blev den 31. januar 2001 sagt op til fratræden den 28. februar 2001, da virksomheden skulle lukke. Han fik samtidig udbetalt et a´conto beløb på 7.000 kr. i løn for januar måned 2001.

I februar 2001 modtog kommunen arbejdsgiverens anmodning om refusion for hele perioden. I marts 2001 var revalidenden til samtale i forvaltningen, hvor han bl.a. fik godkendt en ny praktik. Han omtalte også, at han endnu ikke havde fået hele sin løn fra det gamle sted. Kommunen udbetalte refusionen til arbejdsgiveren i april 2001.

I december 2001 anmeldte revalidenden over for Lønmodtagernes Garantifond sit lønkrav for perioden 1. januar til 28. februar 2001 med fradrag af a´conto beløbet.

Lønmodtagernes Garantifond afviste at behandle kravet på løn, da det var for sent anmeldt. Kravet på løn skulle have været anmeldt senest 4 uger efter arbejdsgiverens ophør. I forhold til feriegodtgørelse var anmeldelsesfristen derimod overholdt, og revalidendens tilgodehavende blev overført til FerieKonto.

Revalidenden anmodede herefter kommunen om at efterbetale den manglende løn.

Kommunen meddelte, at refusionsudbetalingen var en sag mellem arbejdsgiver og forvaltningen, og at den ikke var afhængig af arbejdsgiverens udbetaling af løn til den ansatte. Lønudbetaling skulle i alle tilfælde gå forud for refusion. Kommunen kunne ikke ændre afgørelsen fra Lønmodtagernes Garantifond eller træde ind med erstatning, når Garantifonden havde givet afslag på dette.

Nævnet tiltrådte, at revalidenden ikke havde ret til hjælp til dækning af den manglende lønudbetaling for januar og februar 2001.

Nævnet henviste til, at februar måned 2001 ikke var omfattet af refusionsaftalen, og at den manglende lønudbetaling for januar 2001 ikke kunne sidestilles med en enkeltudgift, der kunne ydes hjælp til efter aktivlovens § 81.

Nævnet henviste endvidere revalidenden til at rejse civilt søgsmål ved domstolene, hvis han mente, at han havde lidt et tab på grund af mangelfuld vejledning om sine rettigheder i tilfælde af konkurs.

I klagen til Ankestyrelsen anførte revalidenden bl.a., at sagen var egnet til at udstikke retningslinier for kommunernes informationspligt overfor personer, der havde fået arbejde med lønrefusion, samt for i hvilket omfang, der skulle udbetales refusion til en arbejdsgiver eller dennes konkursbo.

Kommunen havde således ikke oplyst ham om, at han var omfattet af arbejdsmarkedets regler om ansættelse og afskedigelse, eller om, hvor han skulle henvende sig, hvis han ikke fik løn. Ingen i kommunen havde tænkt på, at han kunne hente hjælp i Lønmodtagernes Garantifond.

Han anførte endvidere, at kommunen havde udbetalt refusion til arbejdsgiveren, selvom forvaltningen var vidende om, at han ikke havde fået den løn, der blev udbetalt refusion for.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det kunne pålægges kommunen at udbetale løn til en revalidend, der havde fået bevilget virksomhedsrevalidering med løntilskud efter aktivlovens §§ 60-62, i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs.

Det kunne ikke pålægges kommunen at udbetale den manglende løn til revalidenden i forbindelse med hans jobtræningsforhold.

Begrundelsen var, at det i henhold til aktivlovens § 61 var arbejdsgiveren, der skulle udbetale lønnen til revalidenden, når der var bevilget virksomhedsrevalidering med løntilskud i henhold til reglerne i lovens § 60.

Der var hverken i § 61 eller i andre bestemmelser i loven hjemmel til, at kommunen kunne udbetale lønnen direkte til revalidenden.

Kommunen kunne derfor ikke udbetale refusionsbeløbet for januar 2001 direkte til revalidenden og dette gjaldt uanset, at kommunen næppe havde haft pligt til at udbetale refusion til arbejdsgiveren med et større beløb, end revalidenden havde fået udbetalt.

Kommunen kunne derimod have vejledt revalidenden om hans mulighed for at gøre sit lønkrav gældende over for Lønmodtagernes Garantifond, jf. at kommunen efter § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område havde pligt til at yde rådgivning og vejledning. Denne pligt gjaldt også i tilfælde, hvor der opstod problemer i forbindelse med et revalideringsforløb.

Om kommunen kunne gøres ansvarlig for det tab, revalidenden havde lidt i forbindelse med ansættelsen - var et spørgsmål, der skulle afgøres efter de almindelige erstatningsretlige regler.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse det sociale nævns afgørelse.