Sagen vedrørte en ældre dement mand, der efter indlæggelse på sygehus havde behov for hjælp. Manden havde oprindeligt selvstændig bopæl i C kommune, men han havde forud for indlæggelsen boet hos sin hustru i ca. 7 måneder. Efter han var udskrevet til hustruens bopæl i A kommune måtte det efter en halv dag konstateres, at dette ikke fungerede. Fordi manden havde folkeregisteradresse i B kommune, kontaktede hjemmeplejen i A kommune B kommune med henblik på et aflastningsophold, der blev etableret på et plejehjem i B kommune.
A,B og C kommune modtog forvarslinger i anledning af, at manden ville blive udskrevet fra sygehuset. B kommune blev endvidere kontaktet af hustruen med ønske om plejehjemsplads for manden i B kommune. Kommunen tog samme dag bl.a. telefonisk kontakt til A kommune og blev orienteret om det hidtidige forløb, og at manden led af en række følger af demens. Umiddelbart efter udskrivelsen blev B kommune kontaktet af A kommunes hjemmepleje, da manden ikke kunne passes i hustruens hjem. Han skulle have hjælp til alt og kunne ikke kende sin hustru. Det aftaltes, at manden skulle være i aflastning på et plejehjem i B kommune med henblik på nærmere vurdering. Under senere samtale med familien oplyste mandens svigerdatter, at adressen i B kommune var fiktiv. Adresseændringen var foretaget under indlæggelsen på sygehuset. Hustruen meddelte, at manden skulle udskrives til hendes adresse, hvis han ikke kunne bo på plejehjemmet. B kommune meddelte hustruen, at adressen i B kommune ikke var den reelle adresse og at adressen måtte flyttes til hustruens bopæl i A kommune, hvor hans ting stod.
B kommune anmodede A kommune om refusionstilsagn vedrørende mandens ophold i aflastningsbolig. A kommune afviste at give refusionstilsagn vedrørende manden til B kommune. A kommune begrundede afslaget med, at familien gentagne gange havde oplyst, at opholdet hos hustruen alene var af midlertidig karakter og hvis der eventuelt blev tale om et plejehjemsophold ville det blive i C kommune. A kommune var således af den opfattelse, at kommunen alene var midlertidig opholdskommune, og at kommunen alene havde ydet hjemmehjælp som følge af forpligtelsen hertil i retssikkerhedslovens § 9, stk. 5. Opholdet hos hustruen var alene, fordi manden var syg, hvorfor folkeregistreringen ikke blev ændret. Endelig henviste kommunen til, at C kommune havde udbetalt folkepension til borgeren.
Det sociale nævn fandt, at A kommune ikke skulle refundere B kommunes udgifter ved mandens ophold på plejehjem i B kommune.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at selvom det måtte lægges til grund, at manden ved indlæggelsen på sygehuset havde A kommune som opholdskommune, så kunne det ikke godtgøres, at A kommune som tidligere kommune eller anden offentlig myndighed i lovens forstand havde medvirket til, at manden fik ophold på plejehjem i B kommune.
Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at B kommunes anførsel af både rets- og faktisk vildfarelse som årsag til mandens optagelse på plejehjem ikke statuerede offentlig medvirken. Endvidere at B kommune ved forvarslingerne om manden som færdigbehandlet plejekrævende patient med angivelse af tre adresser i tre forskellige kommuner straks burde have afklaret, hvilken kommune, der var forpligtet til at skaffe ham plads på plejehjem.
Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at manden i 7 måneder forud for indlæggelsen på sygehus havde opholdt sig ved sin ægtefælle i A kommune, at manden fik ophold på en såkaldt skærmet enhed på plejehjemmet i B kommune, men at det ikke fremgik, at A kommune deltog i visitationen hertil, og at B kommunes opfattelse af anmodning fra hjemmeplejen i A kommune om aflastningsplads på plejehjem til manden ikke blev bekræftet af A kommune.
I klagen til Ankestyrelsen fra B kommune var det bl.a. anført, at manden boede hos hustruen i A kommune i 7 måneder forud for opholdet på sygehuset. A kommune var derfor opholdskommune. B kommune var endvidere af den opfattelse, at A kommune havde medvirket ved borgerens aflastningsophold i B kommune. B kommune fandt ikke, at det kunne være rigtigt, at kommunen på grund af en fingeret folkeregistertilmelding skulle hæfte for udgifterne til en borger, som på intet tidspunkt havde haft reel bopæl i kommunen.
Nævnet henviste i genvurderingen bl.a. til, at B kommune burde have sikret sig, at den afgørelse efter lov om social service, der skulle træffes, inden manden fik ophold på plejehjemmet, blev truffet af A kommune. B kommune var den nærmeste til at bære risikoen herved.
I en supplerende klage anførte B kommune bl.a., at der i SM R-5-01 ligeledes forelå en proforma folkeregistertilmelding, hvilket fik den konsekvens, at den egentlige opholdskommune blev anset for betalingskommune, uanset at denne kommune ikke havde foretaget anbringelsen. Endvidere anførte B kommune, at det ville have været mindst ligeså nærliggende, om A kommune havde fået afklaret opholdskommunespørgsmålet, når borgeren faktisk befandt sig i kommunen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt en kommunes refusionsret kan afvises med den begrundelse, at kommunen burde have afklaret en tvivl om rette opholdskommune, forinden hjælp til borgeren blev ydet.
