Ankestyrelsens principafgørelse C-14-03

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 97, stk. 1, § 97, stk. 2, nr. 1, § 98, stk. 1 og § 102, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 116, stk. 1, § 113, stk. 1, § 112, stk. 1, nr. 1 og nr. 2 og § 112, stk. 6

Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. (Lov om social service) -

Sagen drejede sig om hjælp til anskaffelse af loftsbelysning til en kvinde, der var stærkt svagsynet som følge af øjensygdommen retinitis pigmentosa (celledød i nethinden). Amtets hjælpemiddelcentral anbefalede efter et hjemmebesøg hos kvinden, at der i hendes lejlighed skulle monteres 6 lysarmaturer, der hver havde en lysstyrke på 400 lux i en kold farve. Der skulle monteres et armatur i køkkenet, et i entreen, et i badeværelset og tre i stuen.

De lysarmaturer, som amtets hjælpemiddelcentral anbefalede, var armaturer, som skulle skrues op i loftet med nogle enkelte skruer. Armaturerne gik ikke op i loftspladerne. Ved nedtagning ville de efterlade et hul, der kunne fjernes ved spartling. Lysarmaturerne var fremstillet med henblik på forbrug hos befolkningen i almindelighed. Der var tale om armaturer, som blev benyttet i kontorer. Forskellen var, at kvinden havde brug for dobbelt så mange armaturer, som andre ville have brug for.

Kvinden ansøgte amtets hjælpemiddelcentral om hjælp til anskaffelse af de 6 lysarmaturer. Amtets hjælpemiddelcentral meddelte afslag. Man var enig i, at ansøgeren var omfattet af den personkreds, der kunne have behov for ekstra belysning. Det ville sige, at ansøgeren var svagsynet.

Amtets hjælpemiddelcentral var endvidere enig i, at opsætningen af belysningen for ansøgeren ville være en lettelse i hverdagen, og at opsætningen ville gøre boligen bedre egnet for hende. Afslaget blev alene givet, fordi amtets hjælpemiddelcentral vurderede, at loftsbelysningen skulle søges efter § 102 i lov om social service, der omhandlede indretning af bolig. Kommunen skulle således efter amtets hjælpemiddelcentrals vurdering behandle ansøgningen.

Nævnet ændrede den af amtets hjælpemiddelcentral trufne afgørelse og hjemviste sagen til amtets hjælpemiddelcentrals fornyede vurdering og afgørelse i henhold til § 97 i lov om social service.

Baggrunden for afgørelsen var, at nævnet fandt, at bevillingskompetencen henhørte under amtets hjælpemiddelcentral, da den ansøgte loftsbelysning måtte henregnes til optikunderstøttende synshjælpemidler.

Nævnet lagde vægt på, at amtets hjælpemiddelcentral fandt ansøgeren omfattet af den personkreds, der kunne have behov for ekstra belysning på grund af, at hun var svagsynet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde en medfødt nethindelidelse og derfor havde brug for meget lys, minimum 400 lux i en kold farve, og at den ansøgte belysning måtte anses for en særlig belysning nødvendiggjort af ansøgerens synshandicap, som personer på ansøgerens alder med normalt syn ikke havde brug for.

Endelig fandt nævnet, at den foreslåede loftsbelysning i form af 6 armaturer med dæmper for lysstyrkeregulering ikke kunne anses for mur- og nagelfast, hvorfor udgiften til indretningen af lejligheden hermed måtte afholdes som hjælpemiddel efter § 97 i lov om social service.

Nævnet gjorde opmærksom på, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, hvorvidt de øvrige betingelser for bevilling af optikunderstøttende synshjælpemidler var opfyldt.

Nævnet henviste sluttelig i sin afgørelse til Social Meddelelse SM C-7-02, der omhandlede bevillingskompetencen vedrørende henholdsvis en skråtstillet tegnepult plus en arbejdslampe og en kuvertlampe.

I klagen til Ankestyrelsen fra amtets hjælpemiddelcentral var det bl.a. anført, at man fastholdt det synspunkt, at loftsbelysning skulle vurderes efter § 102 i lov om social service. Man henviste herved til Sociale Meddelelser SM 0-9-98 og SM 0-88-94, som handler om boligændringer. Man vurderede på baggrund heraf, at loftsbelysning, som skulle skrues fast, skulle behandles efter § 102 i lov om social service.

Man ønskede fra amtets hjælpemiddelcentrals side, at Ankestyrelsen ville tage sagen op til principiel behandling, da bestemmelsen om optikunderstøttende synshjælpemidler var forholdsvis ny, og da der ikke forelå andre afgørelser at støtte sig til. Hermed ville usikkerheden, om det var amterne eller kommunerne, der skulle bevilge, blive mindsket.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen anmodede amtets hjælpemiddelcentral Ankestyrelsen om også at inddrage spørgsmålet, om loftsbelysningen kunne være et forbrugsgode.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om hjælp til loftsbelysning til en synshandicappet skulle ydes som et hjælpemiddel, som et forbrugsgode eller som boligindretning, jf. §§ 97, 98 og 102 i lov om social service, og hermed afklaring af spørgsmålet om bevillingskompetence.

Ankestyrelsen fandt, at hjælp til anskaffelse af den ansøgte loftsbelysning i form af ophængte lysarmaturer skulle vurderes som et forbrugsgode, jf. § 98 i lov om social service sammenholdt med § 19 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Ankestyrelsen fandt således, at bevillingskompetencen vedrørende de ophængte lysarmaturer ikke henhørte under amtets hjælpemiddelcentral, men under kommunen, jf. § 98, stk. 1, i lov om social service sammenholdt med § 2, stk. 1, i ovennævnte bekendtgørelse.

Begrundelsen for afgørelsen var, at de beskrevne lysarmaturer ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel, et optikunderstøttende synshjælpemiddel eller en boligindretning, men derimod som et forbrugsgode.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på definitionen af hjælpemidler og forbrugsgoder i § 1, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at den ansøgte loftsbelysning ifølge oplysninger fra amtets hjælpemiddelcentral var lysarmaturer, der var fremstillet med henblik på forbrug hos befolkningen i almindelighed og til almindelig ophængning. Der var tale om lysarmaturer, der blev benyttet i kontorer. Forskellen var, at ansøgeren havde brug for dobbelt så mange armaturer, som andre ville have brug for.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at lovens § 97, stk. 2, nr. 1, om bl.a. optikunderstøttende synshjælpemidler ud fra bestemmelsens ordlyd alene omfattede genstande, der ud fra definitionen af hjælpemidler og forbrugsgoder kunne henregnes til hjælpemidler.

Ankestyrelsen bemærkede i denne forbindelse i forhold til Social Meddelelse SM C-7-02 om optikunderstøttende synshjælpemidler, som nævnet henviste til i sin afgørelse, at de genstande, som denne Sociale Meddelelse omhandlede, utvivlsomt måtte henregnes til hjælpemidler. Der var således tale om en skråtstillet tegnepult, en arbejdslampe og en kuvertlampe, som var fremstillet med henblik på at afhjælpe en synsnedsættelse.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at den ophængte loftsbelysning i form af armaturer ikke var omfattet af servicelovens § 102, stk. 1, om boligindretning.

Ankestyrelsen lagde her vægt på, at det i Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. punkt 123-126 bl.a. er anført, at hjælp til boligindretning omfatter nødvendig hjælp til ændring og indretning af bestående beboelser, ligesom der vil kunne ydes hjælp til opførelse af mindre tilbygninger m.v. Endvidere er anført, at det ofte kun vil være påkrævet med mindre omfattende ændringer, f.eks. fjernelse af dørtrin, opsætning af gelænder, håndtag, ændringer af toiletforhold og lignende. Yderligere er anført, at boligindretning således vedrører mur- og nagelfaste genstande, hvorimod forskelligt tilbehør til boligindretning, hvor hjælpen ikke kan ydes efter servicelovens §§ 97 og 98, eventuelt kan dækkes efter § 28 for så vidt angår børn og § 84 for voksne.

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at begrebet mur- og nagelfaste genstande i relation til § 102 i lov om social service efter Ankestyrelsens vurdering omfatter genstande som f.eks. fastgøres på en særlig måde i mur, loft, vægge eller gulv, eller andre ændringer eller fastgørelse af genstande i en bolig, som hvis de fjernes - f.eks. i forbindelse med en fraflytning - vil efterlade synlige og usædvanlige spor, der ikke er sammenlignelige med sædvanligvis forekommende reparationer i en bolig.

Ankestyrelsen lagde herefter konkret vægt på, at den omhandlede loftsbelysning i form af ophængte lysarmaturer bestod af 6 lysarmaturer der skulle skrues op i loftet med enkelte skruer. Armaturerne gik ikke op i loftspladerne eller var indbygget heri. Ved nedtagning ville armaturerne efterlade et hul, der kunne repareres ved spartling. Der var således efter Ankestyrelsens vurdering tale om, at armaturerne skulle monteres på en måde, der ikke adskilte sig fra den måde, hvorpå andre loftslamper ofte ville være ophængt.

Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, hvorvidt de øvrige betingelser for at yde hjælp til den ansøgte loftsbelysning var opfyldt, herunder lovens væsentlighedskriterium. Videre var der heller ikke med afgørelsen taget stilling til, hvorvidt den ansøgte loftsbelysning kunne bevilges med 50% egenbetaling efter § 98, stk. 1, jf. stk. 4, i serviceloven, eller om det på grund af ansøgerens synsnedsættelse var nødvendigt med en loftsbelysning, der var dyrere end et almindeligt standardprodukt, således at kommunen betalte de nødvendige merudgifter, jf. lovens § 98, stk. 5. Endelig var der ikke med afgørelsen taget stilling til, om der var tale om et forbrugsgode, der for ansøgeren udelukkende fungerede som et hjælpemiddel til at afhjælpe de varige følger af hendes synsnedsættelse, således at de fulde anskaffelsesudgifter kunne bevilges, jf. lovens § 98, stk. 6.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Den hjælp der eventuelt var bevilget som følge af nævnets afgørelse kunne ikke kræves tilbage.